Sportssponsorering i voldsom vækst
15.11.2005
Af Henrik H. BrandtSponsorering af sport er ifølge Dansk Oplagskontrols årlige reklameforbrugsundersøgelse en af de hastigst voksende reklameformer i Danmark. Ifølge den seneste opgørelse fra juni 2005 steg værdien af sponsoraftaler (kontanter og naturalier) i 2004 med over 18 pct. I forhold til 2003. Den samlede værdi af sponsoreringen beløber sig nu til 973 mio. kr. Dansk Oplagskontrol anslår, at ca. 90 pct. af sponsormidlerne går til sport.
Dermed er sponsorering et langt større reklamemedie end eksempelvis internet- og radioreklamer. Udgifter til sponsorering udgør 45 pct. af forbruget på tv-reklamer og 34 pct. af forbruget på Danmarks største reklamemedie, dagbladene. Til sammenligning udgjorde forbruget på sponsorering for bare seks år siden i 1998 blot 13 pct. af forbruget på reklamer i dagblade. Dengang udgjorde sponsorering en værdi på 525 mio. kr., mens dagbladene var på toppen af deres magt som reklamemedier med en omsætning på 3,79 mia. kr.
Sponsorering, eksponering og sportsklubbers og foreningers nye rolle som "medier" på lige fod med aviser, tv og medier er blandt de emner, som bliver behandlet på idans konference om dansk idræt i oplevelsesøkonomien i Århus den 28.-29. november.
Også på det lokale plan spiller sponsorering og reklamer en væsentlig rolle for mange foreninger. Ifølge DGI's og DIF's foreningsundersøgelse fra foråret 2005 udgjorde reklamer og sponsorer i 2004 hele 9 pct. af den gennemsnitlige forenings samlede indtægter. I 1989 udgjorde reklameindtægterne 5 pct. af foreningernes indtægter.
Udviklingen i sponsorering
Udviklingen i værdien af sponsorering på det danske marked i de seneste 11 år:
Mio. kr.
1994: 290
1995: 339
1996: 407
1997: 526
1998: 525
1999: 612
2000: 583
2001: 680
2002: 776
2003: 824
2004: 973
Kilde: Dansk Oplagskontrol, Reklameforbrugsundersøgelsen 2004, juni 2005