Play the Game åbnet i København
01.11.2005
Af Søren BangDoping, vold mod kritiske sportsjournalister og handel med unge afrikanske fodboldspillere var blandt temaerne, da den internationale konference Play the Game søndag åbnede i DGI-byen.
Frem til torsdag vil 90 talere og oplægsholdere sætte fokus på sportens aktuelle udfordringer. På dagsordenen er bl.a. sportens problemer med korruption, doping og fiksede kampresultater, men også mediernes rolle og kommercialiseringens bredere indvirkning på sporten og dens organisationer er til debat i København.
Play the Game samler journalister, idrætsforskere og politiske beslutningstagere fra det meste af verden over de i alt fem dage, konferencen varer. Målet er at styrke en kritisk, international debat om sportens værdier og tilstand.
Et af topnavnene på åbningsdagen var således den dopingdømte, tidligere topsprinter Kelli White, som fortalte sin historie om, hvordan hun begyndte at tage doping før verdensmesterskaberne i Paris for to år siden. Her vandt hun guld på både 100 og 200 meter, men blev testet positiv og har nu valgt at gå ind i kampen mod doping i samarbejde med antidopingorganisationen WADA.
Inden da var konferencen åbnet med indlæg af kulturminister Brian Mikkelsen og Adolf Ogi, der står i spidsen for FN’s særlige sportsår i 2005.