Trænerfyringer hjælper ikke
01.10.2005
Af Søren BangTrænerfyringer udløser ofte et håb blandt fans og spillere om, at sløje sportslige resultater hurtigt vil blive vendt til fremgang. Men der er ikke belæg for optimismen, hvis man skal tro en ny undersøgelse, som er offentliggjort i det seneste nummer af det tyske tidsskrift Sportwissenschaft.
Her er konklusionen den stik modsatte. De sportlige problemer forstærkes alt andet lige i klubber, som tager afsked med deres træner midt i sæsonen. En trænerfyring i Bundesligaen koster således yderligere fem turneringspoint i gennemsnit, skønner Bernd Frick fra universitetet i Witten/Herdecke ud fra statistiske beregninger af alle Bundesliga-klubbers præstationer i perioden 1981-2003.
Uklare årsager
Beregningerne kan ikke afdække de dybere årsager til den negative effekt af trænerfyringer. Kun at medicinen ikke ser ud til at virke. Men artiklen i Sportwissenschaft nævner selv den mulighed, at klubber, som pludselig står uden træner midt i sæsonen, ofte vil være tvunget til at erstatte en uegnet træner med en endnu mindre kvalificeret.
Mindre overraskende viser undersøgelsen også, at der er en positiv sammenhæng mellem klubbernes samlede spillerlønninger og de sportslige resultater. Det samme gør sig i øvrigt gældende for trænerlønninger.