Foreninger tiltænkt sundhedsrolle
01.10.2005
Af Henrik H. BrandtMange af de samfundsgavnlige sideeffekter, som ofte fremhæves ved idrætsforeningernes virke, kommer under skærpet opmærksomhed, når antallet af kommuner fra 2007 reduceres fra 271 til 98 som følge af kommunalreformen.
Uden direkte at pålægge foreningslivet særlige samfundsmæssige opgaver lagde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke skjul på, at han forventer sig meget af foreningslivet, da han optrådte som gæstetaler foran næsten 500 kongresdeltagere på Danmarks Idræts-Forbunds kongres i Aalborg.
Kommunalreformen rykker ansvaret for forebyggelse ud i kommunerne med den begrundelse, at kommunerne er tæt på borgerne og dermed i den bedste position til at tænke motion, kost, rygning og andre forebyggende tiltag ind i idrætsliv, institutioner, byplanlægning etc.
Samtidig får kommunerne tilsendt hospitalsregningerne for borgerne, og det vil efter ministerens opfattelse uvægerligt øge opmærksomheden på mulighederne for at inddrage foreningslivet i forebyggelsen.
Flere partnerskaber på vej
Ministeren lagde altså klart op til, at de nye kommuner i stigende grad vil forsøge at indgå partnerskaber med foreningslivet om særlige forebyggende eller sociale opgaver.
"Selvfølgelig skal det offentlige sørge for de bedste behandlingstilbud, teknologi, læger - og der skal være fri og lige adgang til sundhedsvæsenet, gerne tilsat lidt konkurrence fra den private sektor. Men folkesundhed starter et andet sted, i hverdagen, her skal vi hjælpe hinanden, alle skal spille en rolle: kommuner, virksomheder og ikke mindst foreningslivet," sagde ministeren.
"Fra vor side af bordet skaber vi nu en stor platform for samarbejde. Eksempelvis om idræt efter skoletid, målrettede tilbud for særlige grupper, børn eller ældre, der ikke får rørt sig... Og ja, der følger penge med. Idrættens penge vil også være der i de nye kommuner efter 2007, og nye forebyggelsesmidler flytter med ud i kommunerne. Samtidig får kommunerne mulighed for at nytænkte deres ressourceanvendelse - herunder også aktiviteterne på foreningslivets område. Jeg tror, det er et område, der skal gives fokus for at kitte en ny kommune sammen" sagde Lars Løkke Rasmussen.
Foreningers rolle til debat
Et af temaerne på såvel DIF's kongres som på DGI's kommende årsmøde i november bliver netop foreningslivets rolle i sundhedsdebatten. Risikerer foreningslivet at blive spændt for en vogn, som det reelt ikke kan trække - eller har foreningslivet et ansvar for at kigge ud over den daglige idrætsaktivitet?
Ministeren havde i sit svar i Aalborg både gulerod og pisk med til foreningslivet:
"Vi står med udfordringer som folkesundhed og en etnisk og religiøs kulturkløft, som truer med at dukke op. Det er ikke foreningslivets opgave at løse disse problemer, men vi er alle samfundsborgere og bør tænke fælles udfordringer ind i det, vi gør. Over for de to udfordringer er fritidslivet en stor del af svaret. Der håber jeg, at man som foreningsleder vil tænke, "hvor kan vi gøre en forskel?" Så kunne der ske det lukrative, at man ved at gå ind i partnerskaber også kunne generere nogle ressourcer til kernevirksomheden," sagde Lars Løkke Rasmussen.