Dopinghandel eksploderer

01.09.2005

Af Henrik H. Brandt
Den italienske antidoping-ekspert, Sandro Donati, advarede under et besøg i Århus om stigende handel med dopingmidler som led i organiseret kriminalitet.

Myndighederne i den vestlige verden har trods kraftige advarsler allerede i begyndelsen af 1990'erne ikke formået at dæmme op for en stærkt tiltagende handel med dopingstoffer som steroider, væksthormon og EPO.

Advarslen om, at organiserede kriminelle interesser i stigende grad kontrollerer og udbygger den illegale produktion og distribution af dopingstoffer, kom fra den italienske antidoping-ekspert Sandro Donati, under en gæsteforelæsning på Danmarks Journalisthøjskole i Århus.

Voldsom stigning i Italien
Donati har i hjemlandet Italien i samarbejde med antimafia-organisationen Direzione Nazionale Antimafia kortlagt en voldsom stigning i dopinghandlen. Baseret på italiensk politis beslaglæggelser af ulovlige dopingmidler, anslår Sandro Donati, at antallet af dopingmisbrugere i Italiens fitness-centre og idrætsmiljøer i dag er på over 500.000

Indtil august i år havde italiensk politi beslaglagt næsten tre mio. enheder dopingstoffer, primært anabole steroider, væksthormon og epo. Omkring en femtedel af dopingbeslaglæggelserne førte desuden til fund af narkotiske stoffer.

Kortlægning af verdenshandel
Sandro Donati arbejder nu på at kortlægge de mest benyttede ruter for illegal transport af dopingmidler til Europa. Han forventer at kunne give et realistisk overblik over verdenshandlen med ulovlige dopingstoffer, når han vender tilbage til København til mediekonferencen Play the Game den 6.-10. november.

"I den tidlige fase i begyndelsen af 1990'erne viste det sig, at den etablerede medicinalindustri producerede op mod fire gange mere af visse dopingstoffer, end brugen af midlerne i terapeutisk øjemed kunne berettige. I dag er problemet nået til en anden fase, hvor små illegale virksomheder i en række tredjeverdenslande producerer dopingmidlerne og afsætter dem direkte til organiserede netværk af illegale distributører," sagde Sandro Donati.

Problem for breddeidrætten
Sandro Donati spillede en væsentlig rolle i afsløringen af organiseret doping i italiensk eliteidræt i 1990'erne. I dag anser den tidligere atletiklandstræner i mellem/langdistanceløb misbruget og den medfølgende kriminalitet i den bredere idræt som et vigtigere problem end eliteidrættens fortsatte dopingproblemer.

Sandro Donati besøgte Århus i forbindelse med åbningsreceptionen for Play the Game. Læs hans personlige beretninger fra mere end 20 års kamp mod doping her.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.