Play the Game fejrer 25 år på dramatisk tidspunkt i idrætspolitik

Play the Games 25 års jubilæumskonferencen finder sted i Odense fra 27.-30. juni 2022. 

18.05.2022

Af redaktionen
Play the Games 12. konference på 25 år finder sted i skyggen af Ruslands invasion af Ukraine, som har vendt op og ned på international idrætspolitik. Det og mange andre emner bliver sat til debat i Odense fra 27.-30. juni blandt 3-400 deltagere fra hele verden.

Når flere hundrede journalister, akademikere, idrætsledere og andre med interesse for international idrætspolitik i juni sætter kurs mod Odense for at deltage i Play the Games 25 års jubilæumskonference, sker det på et meget dramatisk tidspunkt i idrætshistorien. Efter invasionen af Ukraine og mange års dopingskandale er den idrætspolitiske stormagt Rusland blevet stærkt svækket.

”Spørgsmålet er, om tomrummet vil blive indtaget af andre autoritære stater fra Mellemøsten eller Kina, eller vi efter mange års pres vil kunne opnå en stærkere kobling mellem idræt og menneskerettigheder,” siger Jens Sejer Andersen, international direktør i Play the Game.

De nye konturer i det idrætspolitiske landskab bliver et centralt tema på konferencen, der foregår i Odeon i Odense fra 27.-30. juni. Allerede på åbningsdagen bliver der sat fokus på sport og menneskerettigheder med en debat om, hvorvidt sporten reelt har haft indflydelse i forhold til at forbedre forholdene i Qatar op til VM i fodbold. En anden debat kommer til at handle om netop situationen efter, at Rusland er blevet presset ud af sin centrale rolle i international idrætspolitik.

25 år med international idrætspolitik
Det var i 1997, at Jens Sejer Andersen tog initiativ til den første konference for journalister og andre med med interesse for idrættens økonomi, kultur, politik og andre oversete emner.

Hurtigt blev Play the Game et ’hjem for de hjemløse spørgsmål i sport’: Emner som korruption i de internationale idrætsforbund, organiseret doping, matchfixing, seksuelle overgreb og krænkelser af menneskerettighederne ved store events.

Dengang var han redaktør i DGI, men i 2004 blev Play the Game etableret som en selvstændig organisation, og fra 2011 blev initiativet en del af Idrættens Analyseinstitut, hvor det siden har hørt hjemme. I den 25 år lange periode er der også sket et skift i det primære fokus for Play the Game.

”Mange af de spørgsmål, der var hjemløse i den første halvdel af Play the Games levetid, bliver nu diskuteret overalt i verden og også af de internationale idrætsforbund. Derfor har Play the Games rolle ændret sig, så vi nu i højere grad skal prøve at formidle en debat om løsninger på problemerne og ikke kun slå alarm. Men der er stadig brug for et forum, hvor idrættens whistleblowere og andre undertrykte stemmer kan få taletid,” siger Jens Sejer Andersen.

Han oplever en støt stigende anerkendelse af Play the Game som det internationale mødested for en åben og uafhængig, saglig debat om både nye og gamle problemstillinger inden for international sport.

”Dette års program er en blanding af klassiske Play the Game-temaer relateret til doping, korruption og kriminalitet, men vi har også nye temaer som sportssektorens ansvar for klimaforandringerne, behovet for en reform af den internationale sportsdomstol og den intensiverede kamp mellem elite- og breddeidræt,” fortæller han.

150 talere og stor økonomisk opbakning
På konferencen vil flere end 150 talere fra mange forskellige lande formidle deres viden, holdninger og forslag til løsninger på sportens problemer, og talerlisten tæller også danske navne som kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, landstræner Kasper Hjulmand, formand for DBU, Jesper Møller, og formand for DIF, Hans Natorp.

Jubilæumsudgaven af Play the Game konferencen har modtaget økonomisk støtte fra centrale aktører på den danske idrætsscene og fra flere organisationer for journalister. Listen tæller:

  • Sport Event Denmark: 250.000 kroner
  • DIF: 150.000 kroner
  • Lokale og Anlægsfonden: 100.000 kroner
  • Team Danmark: 75.000 kroner
  • DBU: 50.000 kroner
  • DGI: 50.000 kroner + 50 dagsbilletter til landsstævnet i Svendborg
  • Anti Doping Danmark: 50.000 kroner
  • Dansk Journalistforbund: 50.000 kroner
  • Norsk Journalistlag: 40.000 norske kroner
  • Dansk Firmaidræt: 25.000 kroner
  • Danske Sportsjournalister: 15.000 kroner

Derudover har Odense Kommune stillet musik- og konferencehuset Odeon gratis til disposition for konferencen inklusive en velkomstreception og 50 hotelovernatninger.

 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.