Idrættens Analyseinstitut og Videncenter for Folkeoplysning søger to analytikere
09.05.2022
Vores institut rummer både Idrættens Analyseinstitut (Idan), Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Play the Game, og vores opgave er at skabe overblik over og indsigt i idræt og folkeoplysning nationalt og internationalt. Vi laver uafhængige analyser og formidler forskning og relevant viden om idrættens og folkeoplysningens mest aktuelle problemstillinger.
Vi søger nu én analytiker til en fastansættelse fra 15. august 2022 og én analytiker i en tidsbegrænset stilling fra 15. august 2022 til foråret 2023, da en af vore gode folk skal på barselsorlov. Vi søger i udgangspunktet på analytikerniveau, men har du mange års dokumenteret erfaring, er senioranalytikerniveau muligt.
Vi søger to lidt forskellige profiler:
- Den ene kandidat skal være særlig stærk i kvantitativ metode. Du har f.eks. læst økonomi, datascience eller på anden måde haft centralt fokus på kvantitative tilgange i din uddannelse. Vi leder efter en kombination med samfundsvidenskab - for eksempel med statskundskab, sociologi eller folkesundhedsvidenskab. Du skal kunne opsætte databaser og være stærk på den tekniske databehandling.
- Den anden kandidat skal have erfaring med og kompetence inden for både kvalitative og kvantitative metoder. Du har en relevant samfundsvidenskabelig baggrund med stærkt metodekendskab samt stor indsigt i den samfundsmæssige forvaltning af idræt og folkeoplysning. Du skal kunne gennemføre både kvalitative og kvantitative undersøgelser og håndtere forskellige typer data.
For begge profiler gælder det, at du skal have erfaring med at designe og gennemføre analyser, være fleksibel i opgaveløsningen og kunne arbejde både selvstændigt og i samspil med andre. Du skal tænke proaktivt, kunne lede projekter og sikre gennemførsel af projekter med høj kvalitet og til aftalt tid. Du skal være nysgerrig overfor de data og projekter, vi arbejder med, og have lyst til at udvikle projektidéer samt analysedesigns. Du skal kunne spille med i alle projektfaser, og det er vigtigt, at du har lyst og mod til at arbejde tæt sammen med vore interessenter på idræts- og folkeoplysningsområderne.
Du skal kunne formidle både skriftligt og mundtligt, ligesom begge profiler skal have flair for IT og systematisk arbejde med data. Du skal kunne samarbejde i et varieret landskab af interessenter og have interesse for idræt, folkeoplysning og kommunernes forvaltning heraf (kendskab er en fordel).
Du skal forvente at løse opgaver på alle instituttets tre fagområder. Derfor er det relevant, hvis de fagfaglige kompetencer komplementeres med indsigt i beslægtede områder såsom good governance, kultur eller innovation.
Som ansat på instituttet har du din daglige gang i hjertet af Aarhus, hvor vi har lokaler. Der er dygtige, ambitiøse kolleger og et arbejdsmiljø, hvor der er højt til loftet, kort til smil og stor indflydelse på eget arbejde.
Læs mere om, hvad instituttet beskæftiger sig med, på hjemmesiderne www.idan.dk, www.vifo.dk og www.playthegame.org.
Der gennemføres 1.-samtaler den 16. juni i Aarhus og 2.-samtaler den 20. juni i Aarhus. Der benyttes en case til 2.-samtale.
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles individuelt med udgangspunkt i relevant overenskomst. Tiltrædelse aftales, men gerne 15. august 2022. Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte analyse- og forskningschef Rasmus K. Storm på rasmus.storm@idan.dk (Idan), centerleder Henriette Bjerrum på henriette.bjerrum@vifo.dk (Vifo), eller direktør Troels Rasmussen troels.rasmussen@idan.dk
Send ansøgning, CV og eksamensbeviser i en samlet pdf-fil til job@idan.dk med angivelse af ’Analytiker’ i emnefeltet og senest den 9. juni kl. 12.00.