Idan Forum netværksmøde i Purhus IF
I Purhus IF arbejder de målrettet for at øge sundheden i lokalområdet og har blandt andet tilbud for de mindste og deres forældre. Foto: Getty Images
19.04.2022
Af redaktionenDen 5. maj byder vi i samarbejde med Purhus IF til årets andet netværksmøde i Idan Forum. Purhus IF har gennem en årrække arbejdet målrettet for at øge sundheden i lokalområdet og har blandt andet tilbud for de mindste og deres forældre. Vi bruger Purhus IF som anledning til at sætte betydningen af en tidlig indsats til debat, og vi søger svar og løsninger på, hvordan vi får gjort flere småbørnsforældre aktive med idræt og bevægelse.
Dagen byder blandt andet på oplæg fra:
- Purhus IF, som har sat sig for at forandre sundheden i lokalområdet og gennemfører en række konkrete initiativer, der udover et generelt sundheds-, trivsels- og bevægelsesfokus har til formål at introducere børn og deres forældre for – og fastholde dem i – foreningsfællesskaber. Vi introduceres til baggrunden for indsatsen og for arbejdet med at tage et ansvar for den lokale sundhed samt de potentialer, udfordringer og dilemmaer, det fører med sig.
- Christine Winding-Lauritzen, der er foreningsudvikler i Beder-Malling Idrætsforening, som har ca. 3.000 medlemmer og har som kerneformål at få så mange i lokalområdet som muligt til at være en del af foreningen. Christine Winding-Lauritzen har de seneste år været tilknyttet foreningen som foreningsudvikler, og hun fortæller om potentialer og dilemmaer i arbejdet med at få voksne ud af hængekøjen.
- Idrættens Analyseinstitut: Nye tal fra Idan viser, at 3-6-årige er glade for bevægelse og idræt, og at deres relativt høje idrætsdeltagelse forbliver uændret, selvom deres forældre ikke motionerer. Samtidig viser undersøgelser, at småbørnsforældrene hører til de mindst idrætsaktive danskere og det udfordrer deres sundhed. Vi sætter tallene under lup, når vi sammen søger løsninger på, hvordan flere danskere (børn som forældre) kan fastholdes i idræts- og bevægelsesaktiviteter.
Dertil kommer kortere indlæg i interviewform med repræsentanter fra blandt andet kommuner og idrætsorganisationer.
Formålet med oplæg og indlæg er at bringe forskellige perspektiver i spil, men også at bringe deltagernes egne erfaringer og praksis i spil. Derfor vil i løbet af dagen sætte god tid af til debat og refleksion på tværs af deltagere og oplægsholdere.
Inviter én deltager fra dit netværk
Som noget særligt har vi i samarbejde med Samfonden fået mulighed for at stille en række gratis pladser til rådighed. Det kan være til foreninger og andre aktører, der arbejder med en eller flere af målgrupperne.
Tilmelding og program
Netværksdagen afholdes hos Purhus IF i Asferg ved Randers den 5. maj.
Adresse: Purhus IF i Træningshuset, Søndergade 17B, 8990 Fårup.
Er du allerede medlem af Idan Forum kan du tilmelde dig via dette link senest den 2. maj kl. 12. Du kan se det overordnede program nedenfor – deltagerliste udsendes umiddelbart inden arrangementet.
Program:
9.30-10.00: Ankomst og let morgenbrød, kaffe og the
10.00-12.00: Vidensspor med oplæg fra Idan og involvering af medlemmernes egen praksis. Oplæg fra Idan og Purhus IF.
12.00-13.00: Frokost – og frivillig rundvisning i Træningshuset
13.00-15.00: Input og debat om initiativer for de yngste børn og forældremålgruppen. Oplæg fra Christine Winding-Lauritzen, foreningsudvikler Beder-Malling Idrætsforening
15.00: Tak for i dag