De fleste idrætsfaciliteter har været forandringsparate under coronakrisen
Næsten tre ud af fire anlæg svarer, at de har sat nye tiltag i gang eller tænkt i nye målgrupper. Foto: Maskot/Getty Images
26.01.2022
Af Cecilie Hedegaard BakLandets idrætsfaciliteter er sluppet bedre igennem coronakrisen end forventet, viser en ny undersøgelse fra november 2021 som LSP Resolve, IdrætsPlatformen Danmark, Halinspektørforeningen (HI) og Idrættens Analyseinstitut (Idan) har gennemført. Trods nedlukninger og skiftende restriktioner forventede 59 pct. af anlæggene, som deltog i undersøgelsen, at de ville komme ud af 2021-regnskabet med et nul på bundlinjen eller et overskud.
Det kan skyldes flere ting, siger senioranalytiker i Idan, Peter Forsberg, der har været involveret i undersøgelsen. Dels har mange anlæg kunnet søge hjælperpakker, dels har anlæggene skåret ned på faste omkostninger som eksempelvis ansatte, men det kan også have haft betydning, at idrætsfaciliteterne har været villige til at prøve nye tiltag af, starte nye aktiviteter op og har haft fokus på nye målgrupper.
Undersøgelsen af ’COVID-19 og danske idrætsfaciliteters aktuelle situation’ er gennemført i slutningen af 2021 og er en opfølger til en undersøgelse fra 2020, der dengang tegnede et dystert billede af anlæggenes fremtid. Hele 61 pct. af de adspurgte idrætsanlæg, der deltog i undersøgelsen i 2020, forventede underskud i det indeværende regnskabsår.
Hjælpepakker og kommuner ser dog ud til at have holdt hånden under de fleste anlæg, og i den nye rundspørge svarer ’kun’ 22 pct. af anlæggene, at de forventer et underskud.
Anlæggene har taget opgaven på sig
I 2020 var Peter Forsberg bekymret for, om drift og overholdelse af sundhedsmyndighedernes retningslinjer ville tage for meget fokus fra innovationen.
”Det kunne gå to veje. Enten kunne de positive tendenser på området, som vi så før krisen, blive bremset på grund af store krav om hygiejne, eller man kunne se det som en mulighed for at arbejde med innovationskraft, gå nye veje, se på nye tiltag og tiltrække nye målgrupper,” siger Peter Forsberg.
Heldigvis har størstedelen af anlæggene i et vist omfang valgt at se på krisen som en mulighed for udvikling, og knap tre ud af fire anlæg svarer i undersøgelsen, at de har iværksat nye tiltag under coronakrisen. 38 pct. af anlæggene har blandt andet opstartet nye aktiviteter, mens 32 pct. har haft fokus på nye målgrupper. Samtidig er der dog 25 pct. af anlæggene, der ikke har lavet nogle nye tiltag.
”Overordnet peger det i en interessant retning og tyder på, at man ude i anlæggene har en vis kapacitet til at arbejde med innovation og arbejde med nye målgrupper. Der har været overskud til at se på ’hvordan kan vi som anlæg selv prøve at agere for at komme igennem krisen’,” siger Peter Forsberg.
Ekstra fokus på hygiejne har bidraget positivt
I DGI-huset Aarhus har man formået at tænke ud af boksen samtidig med, at man har haft skarpt fokus på Sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Men det har nu vist sig at være en fordel, mener direktør i DGI-Huset Aarhus, Troels Knudsen.
”Jeg vil sige, at vi nok har været ekstra forsigtige, men det tror jeg har medvirket til, at mange har følt sig trygge ved at komme, så selvom det var lidt besværligt i starten, og nogle få kunder ikke kunne forstå, hvorfor de skulle vise coronapas, så er det vendt til, at folk er enormt glade for det,” siger Troels Knudsen.
Samtidig har anlægget gjort, hvad de kunne for at oprette nye tilbud, der overholdt retningslinjerne. Ligesom 22 pct. af anlæggene, der har besvaret undersøgelsen, har DGI-Huset Aarhus lavet udendørs aktivitetstilbud.
”Vi har lavet udendørs fællestræning, som har været meget populære, vi har arrangeret vandreture og løbeture, og da restriktionerne tillod det, har vi lavet flere indendørshold med færre deltagere for at sikre tryghed,” siger Troels Knudsen.
Han understreger, at det har været et sats at skalere op på holdplanen, fordi det er dyrere i lønninger til instruktørerne.
”Men vi satsede på, at når vi så kom i gang igen, så ville vi allerede have god kontakt til vores kunder, der har haft et trygt tilbud. Selvom vi stadig har restriktioner, så er omsætningen kun 5 pct. lavere, end den var i januar 2019, som var vores hidtil bedste år, så det var jo et rigtigt sats, hvis du spørger mig,” fastslår Troels Knudsen.
Det har krævet nedskæringer at komme igennem krisen
Selvom de fleste anlæg nu ser positivt på fremtiden og er kommet helskindet igennem krisen, skyldes det ikke blot sjove idéer og nye tiltag. For mange anlæg har det krævet store nedskæringer. Således faldt beskæftigelsen i driften af idrætsanlæg med 10 pct. i 2020 fra 8.116 ansatte til 7.305.
I DGI-Huset Aarhus har man heller ikke kunnet undgå at skære drastisk ned på personalet, fortæller Troels Knudsen.
”Vi har haft meget store nedskæringer, hvor vi har gjort flest mulige af de faste omkostninger variable. 45-50 pct. af vores udgifter går til løn, så da krisen ramte, måtte vi fyre eller hjemsende alle på nær to medarbejdere. Dem, der var hjemsendt, har jeg så trukket ind igen, som det nu gav mening,” siger han.
Størrelsen og uddannelsesniveau har haft betydning for innovationskraften
DGI-Huset Aarhus er en selvejende institution og en erhvervsdrivende fond med et almennyttigt sigte, og mindre end 10 pct. af deres indtægt kommer fra kommunale aktiviteter. For mange andre anlæg (49 pct.) udgør den kommunale støtte mere end 69 pct. af omsætningen.
Derfor er det heller ikke overraskende, at det i højere grad er de fondsejede og selvejende anlæg, der har arbejdet innovativt og arbejdet på at finde nye løsninger og indtægtskilder, mener Peter Forsberg.
”Undersøgelsen indikerer, at de kommunale anlæg i højere grad har kunnet læne sig lidt tilbage, fordi de har vidst, at de har haft nogen, der har holdt hånden under dem. I stedet indikerer undersøgelsen, at det især er idrætsanlæg med en vis volumen og en veluddannet ledelse, som er gået forrest, når det har handlet om at tænke i nye løsninger,” siger han.
Læs mere
Find flere resultater fra undersøgelsen 'COVID-19 og idrætsfaciliteternes situation', der blev præsenteret på et webinar 12. januar 2022 (IdrætsPlatformen Danmark)
Læs artiklen 'Innovative idrætsanlæg er hårdt pressede af coronakrisen' fra 2020
Læs også kommentaren 'Vil coronakrisen bremse udviklingen i danske idrætsanlæg?' fra 2020 af Evald Bundgård Iversen, Bjarne Ibsen, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, SDU, Jens Høyer-Kruse og Peter Forsberg