23 lande støtter dansk krav om mere gennemsigtighed i international idræt

Daværende FIFA præsident Joseph Blatter præsenterer Qatar som vært for VM i fodbold 2022. Foto: Laurence Griffiths/Staff/Getty Images

På initiativ fra Danmark har i alt 23 lande underskrevet en erklæring om behovet for mere gennemsigtighed og demokrati i beslutningerne i internationale idrætsforbund.

Når der skal træffes beslutninger om, hvor det næste VM i fodbold eller EM i håndbold skal afholdes, skal det ske med mere åbenhed og gennemsigtighed. Det mener hvert fald 23 lande, herunder Tyskland, Frankrig og Spanien, der har underskrevet en erklæring, som opfordrer til mere gennemsigtighed i international idræt.

Det er kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, der har taget initiativ til erklæringen, som hun præsenterede for de øvrige EU-lande på et EU-Rådsmøde 30. november 2021, og hun glæder sig over opbakningen fra de 22 andre lande.

”Den her europæiske erklæring vil gøre en reel forskel. Vi og vores nationale idrætsforbund kan fremover bruge erklæringen som et bevis på, at langt hovedparten af EU’s lande ønsker mere åbenhed og mere demokrati i international idræt. Forhåbentlig kan det her bidrage til, at vi i fremtiden undgår, at en stor idrætsbegivenhed som VM i fodbold havner i et land som Qatar. Den beslutning var åbenlyst forkert,” siger kulturministeren.

I erklæringen fremhæves det, at de 23 lande forventer, at de internationale idrætsforbund igangsætter handlinger, der øger gennemsigtigheden og demokrati – særligt når de skal tildele værtskaber for store sportsevents.

Også Stanis Elsborg, senioranalytiker i Play the Game, hilser initiativet og erklæringen velkommen, men understreger samtidigt, at det ikke ændrer noget fra den ene dag til den anden.

”Men det er et vigtigt skridt, og når politikerne tør påpege og sige højt, at der er problemer i de internationale idrætsforbund, bliver det også nemmere for danske idrætsledere at påvirke de store forbund som FIFA, Den Internationale Olympiske Komité og UEFA til at træffe mere demokratiske og åbne transparente beslutninger, og ikke mindst i langt højere grad tage menneskerettigheder med ind i ligningen,” siger Stanis Elsborg.

Arbejdet er først lige begyndt
Med erklæringen ønsker Ane Halsboe-Jørgensen at lægge et politisk pres på de internationale idrætsforbund.

”Forhåbentlig vil vi snart se beslutninger i internationale idrætsforbund, der i højere grad hviler på værdier om demokrati, gennemsigtighed og menneskerettigheder. Selvom mange lande er med på erklæringen, er arbejdet med gennemsigtighed og demokrati i international sport dog ikke slut med erklæringen. Jeg vil derfor fortsætte med at have fokus på dette vigtige emne,” siger hun.

Stanis Elsborg er enig i, at arbejdet på ingen måde er slut, og at der stadig venter et vigtigt stykke arbejde for at få samtlige EU-lande til at have fokus på at fremme værdier som demokrati og åbenhed i international idræt og ikke mindst lægge pres på, så der kan stilles mere præcise og forpligtende krav til idrættens organisationer i forbindelse med tildeling af værtskaber.

”På den korte bane er det et meget velkomment første skridt, men på den lange bane er der brug for en større strategisk tilgang i kampen mod autoritære kræfters indtog i sportsverdenen. Heldigvis er der åbenhed over for det fra politisk hold, fra Danmarks Idrætsforbund og fra DBU, og hvis vores danske politikere kan bringe den dagsorden ind i EU, så vil det være et stort skridt i kampen for en mere demokratiske og gennemsigtig idrætsverden,” siger Stanis Elsborg.

 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.