Penge til Kulturens Analyseinstitut, Folkeuniversitetet og esport på ny finanslov
Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne har indgået en finanslovsaftale for 2022, hvor der blandt andet også er afsat midler til folkeoplysning og etableringen af Kulturens Analyseinstitut. Foto: Getty Images/fotoVoyager
07.12.2021
Af Cecilie Hedegaard BakNæste år får Danmark et nyt uafhængigt analyseinstitut: Kulturens Analyseinstitut. Det fremgår af den nye finanslovsaftale for 2022, som netop er indgået af regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.
Snakken om et analyseinstitut på kulturområdet har stået på længe. Tilbage i august i år sendte en bred sammenslutning af aktører et forslag om at etablere et Kulturens Analyseinstitut til politikerne – blandt andet med inspiration fra Idrættens Analyseinstitut (Idan). Blandt aktørerne var administrerende direktør i Dansk Erhverv og tidligere kulturminister, Brian Mikkelsen.
”Det har været en stor glæde at se, hvordan instituttet (red. Idan) har gjort en kæmpe forskel for vores forståelse af sport- og idrætslivet i Danmark. Nu er tiden så kommet til, at vi får etableret et tilsvarende institut på kulturområdet, som med tal og analyser både kan styrke kulturlivet og ruste det til fremtiden,” sagde Brian Mikkelsen dengang.
Nu er deres appel blevet hørt, og på finansloven er der afsat fire millioner kroner til at etablere instituttet i 2022 og derefter otte millioner kroner årligt i perioden 2023-2025. Kulturens Analyseinstitut skal med afsæt i forskningsbasererede undersøgelser se nærmere på kulturbranchens forhold og kulturens betydning for danskernes trivsel.
”Målet er at få mere viden og data, som kan bruges til at udvikle hele kulturområdet. Debatten om et analyseinstitut har stået på længe og har været et udbredt ønske blandt mange kulturaktører,” siger Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
De nærmere rammer for etableringen og formålet med Kulturens Analyseinstitut drøftes mellem partierne i starten af 2022.
På kulturområdet er der desuden afsat fem millioner kroner årligt i 2022-2025 til den selvejende institution Applaus til en fortsættelse af analyser på scenekunstområdet samt en udvidelse af Applaus' aktiviteter med henblik på at understøtte udviklingen af publikum på tværs af flere kulturområder.
Ekstra midler til folkeoplysning og foreninger
Finanslovsaftalen kommer også socialt udsatte børn og unge til gode i form af afsatte midler til BROEN, der arbejder med at støtte socialt udsatte børn og unges deltagelse i fritidsaktiviteter. Foreningen modtager 1,7 millioner kroner om året i perioden 2022-2024.
Også Esport Danmark kan glæde sig over at være på finansloven for 2022. Foreningen meldte tidligere på året ud, at de havde valgt at sætte projekter i bero som følge af, at tildelingen af midler fra Kulturministeriet var blevet udskudt af flere omgange. Nu er foreningen blevet tildelt to millioner kroner i 2022, som blandt andet skal understøtte foreningens arbejde, projekter og uddannelse af esport-dommere og -trænere.
Partierne bag finanslovsaftalen er desuden blevet enige om, at Folkeuniversiteterne skal have en ekstra indsprøjtning. Der afsættes derfor syv millioner kroner årligt i 2022-2024 i et ekstraordinært driftstilskud til Folkeuniversitetsvirksomhed.