Der er stor forskel på danskernes bevægelsesvaner fra kommune til kommune

Der er markante forskelle på, hvor meget borgerne i landets kommuner bevæger sig, viser en ny undersøgelse fra Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) på Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik. På baggrund af data fra 163.000 besvarelser om voksnes bevægelsesvaner har forskerne kunnet sammenligne resultater på tværs af landets kommuner og kan nu præsentere 98 kommunerapporter, der ser nærmere på, hvordan borgerne i den enkelte kommune bevæger sig.

Analysen viser eksempelvis, at mens 78,2 pct. af borgerne i Gentofte Kommune er aktive mindst en gang om ugen, gælder det kun 47,7 pct. i den kommune, hvor færrest er aktive. Desuden er der stor forskel på, i hvilket regi voksne danskere er aktive. I den kommune, hvor flest dyrker foreningsmotion, er der 35,7 pct. af borgerne, der er aktive i en forening, mens det kun gælder 20,7 pct. af borgerne i den kommune med den laveste andel af foreningsaktive.

Der er ligeledes store kommunale forskelle, når det kommer til bestemte former for motion. Zoomer man ind på en af de mest populære motionsaktiviteter, løb, dyrkes det hver uge af 31 pct. af borgerne i Københavns Kommune, mens kun 12 pct. af borgerne på Langeland snører løbeskoene mindst én gang om ugen.

Alder og uddannelse har fortsat stor betydning for bevægelsesvanerne
Selvom der er stor forskel på, hvordan borgerne på eksempelvis Langeland bevæger sig sammenlignet med indbyggerne i København, er der nogle generelle tendenser, som går igen på tværs af landets kommuner, påpeger Bjarne Ibsen, der er leder af Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund og en af forfatterne bag undersøgelsen.

”De stærkeste faktorer til at forklare, hvor stor en andel af borgerne i kommunen, der er fysisk aktive, er fordelingen mellem unge og ældre, andelen med en uddannelse samt de socioøkonomiske forhold,” siger Bjarne Ibsen i en artikel på SDU's hjemmeside.

Resultaterne bekræfter tidligere undersøgelser som Idrættens Analyseinstitut (Idan) har lavet af danskernes motions- og sportsvaner, og sammenhængen kan spores helt tilbage til idrætsvanemålingen fra 1964, siger Maja Pilgaard, der er chefanalytiker i Idan.

”Alder, uddannelseslængde og social baggrund har lige fra første idrætsvanemåling i 1964 vist sig som afgørende for tilbøjeligheden til at motionere og til en vis grad også for valg af aktivitet og organiseringsform. Det bekræftes i denne undersøgelse, og data af denne kaliber giver potentiale for at lave interessante analyser ned i de enkelte kommuner,” siger hun.

Ifølge Bjarne Ibsen er det netop et af potentialerne ved undersøgelsen. Det store datasæt giver mulighed for at kigge nærmere på bestemte målgrupper og krydse det med specifikke aktivitetstyper.

”Man har måske godt vidst, at forskellige grupper af befolkningen har forskellige behov, men har man været nok opmærksom på, hvilke aktiviteter man skal satse på, hvis man gerne vil have fat i de ældre frem for de yngre eller fange de mest udsatte borgere? Nu kan vi hvert fald være mere præcise, og vi kan eksempelvis se på, hvor for eksempel kontanthjælpsmodtagere er aktive, for de ér aktive,” siger Bjarne Ibsen.

Antallet af idrætsfaciliteter har mindre betydning for aktivitetsniveauet
Mens alder, uddannelse og socioøkonomisk baggrund har stor betydning for danskernes bevægelsesvaner, har det derimod ikke nogen særlig betydning, hvor mange idrætsfaciliteter kommunen råder over, påpeger Bjarne Ibsen.

”Der er mange foreninger og mange faciliteter overalt i landet, og borgerne har forholdsvis let adgang til dem. Så selvfølgelig har foreninger og faciliteter betydning. Det er bare ikke så afgørende, om der er lidt flere eller lidt færre i kommunen, når vi ser på det samlede aktivitetsniveau,” forklarer han.

Det interessante bliver nu at se på, hvordan kommunerne kan arbejde videre med de resultater, som de får præsenteret i undersøgelsen, siger Maja Pilgaard.

”For hvis antallet af faciliteter og foreninger ikke betyder det store for borgernes aktivitetsniveau, kan man så lige så godt skære i udgifterne og undgå at investere i faciliteter? Det er nok en forsimplet konklusion at drage, men det tydeliggør et behov for at dykke ned i materien i de enkelte kommuner og skærpe fokus på en række centrale områder. Hvor langt kommer man eksempelvis med god dialog, organisering og samarbejde på tværs af aktører i kommunerne?” siger hun.

På SDU er man dog heller ikke færdig med at dykke ned i undersøgelsen.

”Vi er helt med på, at der er mange ting, der mangler endnu. Materialet er så stort, så vi nu kan lave skarpere analyser, hvor vi sammenligner kommuner, hvor adgangen til for eksempel naturen er stort set den samme og så ser på, om der alligevel er en forskel,” siger Bjarne Ibsen og slår fast, at det ikke blot er et spørgsmål om, om der er natur eller faciliteter, men at det handler om præcist hvilken type og ikke mindst kvalitet, der er tale om.