Se programmet for årets store konference om folkeoplysning
Vifos seneste konference i Aarhus i 2018 så over 200 deltagere og 50 oplægsholdere hen over de to dage. Årets konference finder sted i Faaborg den 29.-30. september. Foto: Thomas Søndergaard
12.08.2021
Af redaktionenEfter sidste års coronaudsættelse er Videncenter for Folkeoplysning (Vifo), som er en del af Idrættens Analyseinstitut, nu endelig klar til at byde indenfor til årets store konference ’Folkeoplysning i fællesskab’, der byder på ny viden om folkeoplysningens rammer og fællesskaber med udgangspunkt i videncentrets egne analyser samt oplæg og perspektiver fra en lang række oplægsholdere.
På konferencen vil Vifo blandt andet præsentere resultater fra den store undersøgelse af folkeoplysning i kommunerne, hvor videncentret for anden gang bl.a. giver et dybdegående indblik i aktiviteterne, økonomien og procedurerne på foreningsområdet i landets kommuner.
”Kommunerne er helt centrale i at sætte rammer for de lokale fællesskaber inden for folkeoplysning, og med denne undersøgelse får de viden om, hvordan andre kommuner administrerer området, og kan få inspiration til at reflektere over egen praksis,” siger centerleder i Vifo, Henriette Bjerrum.
Vifo præsenterer også resultaterne af undersøgelser af foreningslivet i Aarhus Kommune, af samrådenes roller og potentialer og af Ældre Sagens motionstilbud. Konferencen ser også nærmere på de fysiske rammer for folkeoplysningen og foreningslivet og sætter faciliteternes betydning for fællesskaber til debat. Samtidig præsenterer Vifo resultaterne af en evaluering af den ændring i folkeoplysningsloven, der blev indført for at stoppe kommunale tilskud til antidemokratiske foreninger, og sætter lovændringen til debat.
Konferencen finder sted på Hotel Faaborg Fjord 29.-30. september 2021.