Royal retræte: En sportsdemokratisk sejr – et idrætspolitisk nederlag

Efter 12 år som aktivt medlem af Den Internationale Olympiske Komite (IOC) træder Danmarks tronfølger, Kronprins Frederik, tilbage på IOC’s 138. medlemssession i Tokyo, der afholdes 20. og 21. juli 2021 som optakt til sommerens corona-udsatte olympiske lege i den japanske hovedstad.

Men begivenheden markerer ikke kun tronfølgerens officielle farvel til sit aktive medlemskab af IOC. Sessionen er også afslutningen på et af de mest omdiskuterede kapitler i dansk idræts historie.

Med kronprinsen som olympisk bindeled har dansk sport, politik og kongehus i mere end et årti været så tæt forbundet, at det til tider har været svært at skelne Danmark fra autoritære nationer, hvor politikere og kongelige har en lang tradition for at udnytte sportens folkelige popularitet til at pleje egne politiske og nationale interesser.

Da kronprinsen over for IOC har ytret ønske om at erstatte sit aktive medlemskab af komiteen med et passivt æresmedlemskab, er der imidlertid ikke tale om en royal retræte fra den olympiske bevægelse, som ofte får kritik for at omfavne autoritære stater og enevældige diktatorer.

Der er snarere tale om en idrætspolitisk retræte, hvor kronprinsen, såfremt han får tilbudt et æresmedlemskab, fortsat kan dyrke sin olympiske lidenskab i IOC, men uden at blive taget til indtægt for komiteens idrætspolitiske strategier og beslutninger.

Af samme årsag tyder det på, at kronprinsens olympiske karriere også længe efter IOC’s session i Tokyo vil give næring til den idrætspolitiske debat i Danmark. Det skyldes ikke mindst, at der på grund af kongehusets særlige status i det danske samfund ikke har været den åbenhed om tronfølgerens olympiske virke, som ellers kendetegner dansk idrætspolitik. Men også, at hans beslutning om at opgive sit aktive medlemskab af IOC stadig er omgærdet af mystik.

Kronprisen gav ingen begrundelse for at træde ud af IOC
For det første har Kronprins Frederik endnu ikke begrundet sin pludselige idrætspolitiske retræte offentligt. Heller ikke selv om den kommer fire år før, hans anden otte års valgperiode som aktivt IOC-medlem udløber i 2025.

Tirsdag 8. juni 2021 meddelte kronprinsen blot på kongehusets hjemmeside, at ’beslutningen om at udtræde giver mig mulighed for at intensivere mit arbejde med andre vigtige emner, blandt andet i relation til Danmarks position som en af verdens førende nationer inden for den grønne dagsorden, bæredygtighed og innovation’.

For det andet kom kronprinsens beslutning så overraskende for Danmarks Idrætsforbund - hvor tronfølgeren under sit IOC-medlemskab har haft en plads i bestyrelsen, fordi den er Danmarks olympiske komite, og IOC kræver, at komiteens medlemmer skal være IOC’s repræsentanter i deres respektive landes nationale olympiske komiteer - at forbundet på sit årsmøde ti dage senere forholdt sig til beslutningen med larmende tavshed. En tavshed, som det var svært at tolke som andet end skuffelse over at miste en af dansk idræts vigtigste internationale poster, inden forbundet havde haft tid til at køre en ny kandidat i stilling.

Kronprinsen er sammen med den anden dansker i IOC, den internationale badmintonpræsident Poul Erik Høyer, de to højest placerede danske idrætsledere i international sport. Alligevel nævnte Danmarks Idrætsforbunds afgående formand, Niels Nygaard, ikke kronprinsens beslutning i sin årsberetning, mens forbundets nyvalgte formand, Hans Natorp, nøjedes med at konstatere et generelt behov for en justering af forbundets internationale strategi, fordi ’lige præcis på det internationale område har vi flere nederlag end sejre’.

Dermed henviste han til, at dansk idræt også er gået glip af to andre internationale topposter. En uge før årsmødet tabte Niels Nygaard kampen om præsidentposten i EOC, og i efteråret tabte Kim Andersen præsidentposten i den internationale sejlunion World Sailing.

For det tredje hævder kilder i Danmarks Idrætsforbund, at årsagen til kronprinsens beslutning skal findes i de senere års tiltagende folkelige og politiske kritik af mangel på demokrati og menneskerettigheder i blandt andet næste års værtslande for VM-fodbold og Vinter-OL, Qatar og Kina. En kritik, som også har fået Danmarks Idrætsforbund til at skærpe sin retorik over for udemokratiske sportsnationer, hvilket angiveligt har været en medvirkende årsag til, at kronprinsen nu har fundet tiden moden til at fravælge sin idrætspolitiske rolle i IOC.

Set i det lys ligner kronprinsens idrætspolitiske retræte en sportsdemokratisk sejr for de kræfter i dansk idræt, som kæmper for mere demokrati, åbenhed og gennemsigtighed i international idræt.

Men retræten kan samtidig ses som et nederlag for den idrætspolitiske linje, som Danmarks Idrætsforbund, det danske folketing og det danske kongehus har været enige om at følge, lige siden Kronprins Frederik i 2006 offentliggjorde sit kandidatur til det medlemskab af IOC, han fik tre år senere på komiteens session i Bella Center i København.

For i tronfølgerens tid som medlem af IOC har den idrætspolitiske linje i Danmark tilsyneladende handlet mest om at glæde sig over hans blotte tilstedeværelse i IOC og mindre om hans muligheder for at påvirke udviklingen i international idrætspolitik i en mere demokratisk retning, sådan som dansk idræt hævder at arbejde for.

DIF vil tage større internationalt ansvar
I et forsøg på at rejse sig igen efter dansk idræts seneste nederlag i international idrætspolitik taler idrætspolitikere i Danmarks Idrætsforbund nu om at skærpe retorikken over for udemokratiske og menneskeundertrykkende sportsnationer yderligere og kæmpe endnu hårdere for at udbrede de demokratiske værdier, som kendetegner den danske foreningsidræt.

Dette er blandt andet kommet til udtryk i forbundets nye internationale strategi, som Kronprins Frederik næppe ville have været den mest oplagte talsmand for, såfremt han var fortsat som aktivt medlem af IOC.

I den nye strategi, som forbundet offentliggjorde onsdag 7. juli 2021, fremhæves demokrati, åbenhed og ansvarlighed som grundlæggende værdier i dansk idræt. Forbundet vil tage den demokratiske samtale med overalt i verden og insistere på, at den internationale idrætspolitik afspejler vigtige demokratiske værdier som ytringsfrihed, retssikkerhed og mindretalsbeskyttelse.

Forbundet vil være garant for åbenhed i alle idrætspolitiske beslutninger, udvælgelser og processer. Og forbundet kræver social, økonomisk og miljømæssig ansvarlighed.

Som et led i Danmarks Idrætsforbunds internationale selvransagelse fremhæves det i strategien, at dansk idræt hidtil ikke været proaktiv i situationer, hvor idrætten bliver en brik i en storpolitisk sammenhæng. I fremtiden skal dansk idræt tage større internationalt ansvar i problemstillinger, der ligger inden for idrættens eget mandat.

Men selv om forbundet hylder det ansvar, der følger med idrættens autonomi, vil forbundet fortsat ikke tage selvstændige initiativer til boykot af enkelte lande.

”Hverken regeringen eller andre kan skubbe idrætten foran sig i tomme manifestationer. Idrætten skal ikke være symbolpolitikkens legeplads,” fastslår forbundet, men understreger samtidig, at menneskerettighedssituationen i et land skal indgå som et kriterie, når en nation søger et værtskab for en idrætsbegivenhed.

”Danmarks Idrætsforbund ønsker, at internationale idrætsorganisationer som f.eks. IOC tager et større ansvar på de områder, hvor der er et direkte link til idrætten, og der eksisterer et klart idrætsmandat,” hedder det i strategien.

”Den olympiske bevægelse bør have en klar holdning til forholdene, som idrætsfaciliteter til store idrætsbegivenheder opføres under. Den olympiske bevægelse skal spille en proaktiv og konstruktiv rolle i beskyttelsen af atleters ret til at ytre sig politisk. Ligeledes skal den olympiske bevægelse være klar i sin tilgang til, hvordan dens medlemmer forvalter deres mandat nationalt og regionalt.”

DIF vender tilbage til kritik af magtkoncentrationen i IOC
For at leve op til sine nye internationale målsætninger kræver det imidlertid, at Danmarks Idrætsforbund får en større indflydelse på de centrale aktører i den internationale olympiske bevægelse end hidtil. Derfor går forbundet allerede i år i gang med at afsøge muligheden for at få udpeget et nyt dansk IOC-medlem som erstatning for Kronprins Frederik.

”Over de seneste år har vi set en større centralisering af magten i IOC. Hvor IOC-medlemmerne tidligere havde mere indflydelse, er beslutningerne nu i høj grad centraliseret omkring præsidenten, nogle meget centrale IOC-medlemmer, toppen af IOC’s administration og omkring ekspertgrupper nedsat af præsidenten,” fastslår forbundet, som i de kommende år derfor vil forsøge at udbygge sin indflydelse i IOC’s administration og samtidig starte en dialog, hvor forbundet vil drøfte mulighederne for at reformere IOC’s beslutningsprocesser.

Samlet set ligner retorikken i Danmarks Idrætsforbunds nye internationale strategi en tilbagevenden til de demokratiske dyder, der herskede i dansk idræt, inden Kronprins Frederik blev kørt i stilling som kandidat til sit medlemskab af IOC. Dengang var tronfølgerens forgænger på posten, Danmarks Idrætsforbunds daværende formand Kai Holm, heller ikke tilfreds med ledelsen af IOC.

Allerede i 2002 i sit første år som IOC-medlem truede Kai Holm med at forlade komiteen igen, fordi magten var koncentreret i topledelsen. Men blot et år senere forstummede den danske forbundsformands kritik, da det lykkedes ham at overtale Kronprins Frederik til at forsøge at blive hans afløser i IOC, selv om både Danmarks Idrætsforbund og Folketinget oprindeligt var modstandere af ideen, og bestyrelsen i forbundet havde fundet fire egnede IOC-kandidater i egne rækker: Niels Nygaard, Benny Nielsen, Victor Feddersen og Michaela Ward.

Kongehusets hofchef Per Thornit drøftede i 1998 første gang ideen med det daværende danske IOC-medlem Niels Holst-Sørensen og ledende medlemmer af Danmarks Idrætsforbund. Men hofchefen trak hurtigt følehornene til sig. Og det begrundede han både med de politiske udmeldinger, der dengang kom fra Folketinget om, at kronprinsen ikke skulle fedtes ind i politisk betændte afgørelser, og med, at Danmarks Idrætsforbund tilsyneladende ikke fandt kronprinsen kvalificeret og bakkede op om Kai Holm, som fire år senere overtog Niels Holst-Sørensens plads i IOC.

Et år senere sagde Statsministeriets daværende departementschef Nils Bernstein ligeledes nej, da Kai Holm havde overtalt kronprinsen. Derfor lykkedes det først Kronprins Frederik at få regeringens accept, da Nils Bernstein gik på pension i 2005 og overlod sit job til Karsten Dybvad. Efter en måneds betænkningstid sagde Statsministeriets nye departementschef ja. Og da kongehuset et år senere også havde sikret sig, at der var opbakning til kronprinsen fra et flertal af medlemmerne i IOC, blev hans kandidatur officielt i efteråret 2006.

Offentlig kritik af kronprinsens medlemskab af IOC
Men hverken kongehuset, Statsministeriet eller Danmarks Idrætsforbund havde taget den danske offentlighed i ed. Lige siden har kronprinsens olympiske kandidatur og karriere derfor været genstand for gentagen kritik i en stort set enig dansk presse, som mener, at også medlemmer af kongehuset må leve med at stå til ansvar i offentligheden, hvis de ikke kan holde sig fra politiske magtpositioner.

Selv om tronfølgeren allerede inden sin indtræden i IOC blev udstyret med en idrætspolitisk spindoktor i kongehuset og en politisk IOC-følgegruppe med embedsmænd fra Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Kulturministeriet, og han siden blev forsøgt beskyttet imod kritik af både Danmarks Idrætsforbund og de fleste politiske partier i Folketinget, lykkedes det ham aldrig at overbevise sine kritikere om, at han var en idrætspolitisk gevinst for Danmark i IOC.

I en tid, hvor IOC har været plaget af den ene store korruptionssag efter den anden, vil Kronprins Frederik formentlig især blive husket for sin olympiske loyalitet og standhaftighed.   

Allerede da den offentlige debat om Kinas første værtskab for OL i Beijing i 2008 var på sit højeste i danske medier på grund af landets manglende overholdelse af internationale menneskerettigheder, forsøgte to af kongehusets øverste embedsmænd uden held at overtale den danske tronfølger til at trække sit kandidatur et år inden, han stod til at blive optaget som medlem i IOC.

Og lige så fast stod kronprinsen, da han i 2016 efter afsløringen af den russiske statsdopingsag fik kritik for at udtale sig til fordel for IOC imod Danmarks Idrætsforbunds, Kulturministeriets og Anti-Doping Danmarks holdning i sagen. Det er aldrig blevet opklaret, hvorfor han gjorde det. Folketingets ombudsmand har slået fast, at en række e-mails fra Kulturministeriet til kongehuset, som måske kan kaste lys over sagen, er undtaget loven om offentlig aktindsigt.

Kronprinsen fremhæver Royal Run som sin største succes
I de senere år har kronprinsen, formentlig klog af skade, holdt en noget lavere profil i offentligheden om sit olympiske virke, hvor han blandt andet har været medlem af IOC-udvalget Sport for All, IOC’s planlægningsgruppe bag sidste års Ungdoms-OL i Lausanne og IOC-styregrupperne Sport and Environment og Sustainability and Legacy.

I et idrætspolitisk perspektiv har det afgående danske IOC-medlem haft langt større succes i sit hjemland end på den internationale scene. Det var derfor næppe heller tilfældigt, at det var hans succesrige arrangement af det danske motionsløb Royal Run, Danmarks højest placerede internationale idrætspolitiker valgte at fremhæve som et af sine største resultater, da han meddelte, at han nu stopper i IOC:

”Mit arbejde i IOC inspirerede mig blandt andet til at etablere Royal Run, som jeg er meget stolt af.”

Men samtidig understregede kronprinsen, at han er glad for de internationale erfaringer, han har fået i IOC:

”Selv om min tid som aktivt IOC-medlem slutter i Tokyo, så vil jeg fortsat bære de olympiske værdier videre i mit fremtidige virke.” 

Lars Jørgensen har skrevet to bøger om kronprins Frederik og hans medlemskab af Den Internationale Olympiske Komité. Bogen ’Frederik og flammen’ fra 2009 beskriver kronprinsens kandidatur til IOC, og bogen "Frederik, Kronprins af Danmark - Konge af en anden verden" fra 2018 fortæller, hvordan kronprisen i praksis har forvaltet de første otte år som IOC-medlem.