Ministre vil presse internationale idrætsforbund til større gennemsigtighed

Kulturministrene fra de nordiske lande er enige om, at FIFA’s valg af Qatar som værtsland for VM i fodbold i 2022 var forkert og vil nu sætte fokus på ’gennemsigtige og demokratiske beslutningsprocesser i de internationale idrætsforbund’. Foto: Getty Images/Anadolu Agency

01.07.2021

Af Kirsten Sparre
De nordiske kulturministre vil presse på for mere gennemsigtige og demokratiske beslutningsprocesser, når de internationale idrætsforbund tildeler slutrunder og store idrætsbegivenheder.

Kulturministre fra de nordiske lande er enige om, at FIFA’s valg af Qatar som værtsland for VM i fodbold i 2022 var forkert, og derfor vil de nu sætte fokus på ’gennemsigtige og demokratiske beslutningsprocesser i de internationale idrætsforbund’, fremgår det af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

De nordiske kulturministre var samlet på den sidste dag i juni til et virtuelt møde med VM i Qatar på dagsordenen, og hvor de blandt andet talte om den uigennemsigtige proces, der havde ført til, at Qatar fik tildelt værtskabet for VM i 2022.

"Beslutningen aktualiserer debatten om korruption i de internationale idrætsorganisationer og undergraver værdierne og integriteten i den smukke sport, der binder verden sammen," siger den danske kulturminister Joy Mogensen.

Hun og de øvrige nordiske kulturministre er derfor enige om, at det er nødvendigt at sætte skub i et internationalt samarbejde, der med udgangspunkt i Qatars værtskab skal sætte fokus på mere gennemsigtige og demokratiske beslutningsprocesser i de internationale idrætsforbund.

"Lukkethed og korruption er noget, vi skal til livs i topidræt. Og vi er nødt til at samarbejde om det i Norden, hvis vi vil nå nogen vegne," siger Joy Mogensen.

Vigtigt med brede alliancer og støtte fra EU
International chef i initiativet Play the Game og Idrættens Analyseinstitut, Jens Sejer Andersen, mener, at det er positivt og hårdt tiltrængt, at de nordiske regeringer nu vil tage fat på de betændte tilstande i international idræt. Men det er nødvendigt, at ministrene følger op med konkrete og mærkbare initiativer og skubber på deres kollegaer i EU, Europarådet og andre samarbejdsfora, hvis det skal blive til mere end en symbolsk gestus.

"Hvis de nordiske regeringer og idrætsforbund sammen skaber en strategi for, hvordan vi i de kommende år lægger bedst muligt pres på de internationale forbund, mindsker vi risikoen for, at den enkelte idrætsleder eller minister bliver anset for en besværlig person, hvis vedkommende hæver stemmen i de internationale forsamlinger," siger Jens Sejer Andersen.

Han påpeger også, at det er vigtigt at skabe brede alliancer i den demokratiske verden, ganske som de autoritære stater allierer sig med hinanden i den olympiske bevægelse.

"Ikke mindst EU er en nøglespiller, som de internationale forbund har respekt for, fordi EU’s konkurrencelovgivning har stor betydning for sportens milliardindustri. Hvis idrætsforbundene fortsat skal drive forretning på bedre vilkår end andre store virksomheder, vil det være helt rimeligt, at regeringerne til gengæld forlanger et velfungerende idrætsdemokrati og respekt for menneskerettighederne, når de store idrætsbegivenheder skal fordeles," fastslår Jens Sejer Andersen.

Ønske fra danske politikere og udøvere om idrætsstrategi
Uden for ministerkontoret er der også et voksende ønske om, at Danmark får en international idrætsstrategi, som f.eks. udstikker nogle rammer for, hvordan Danmark skal forholde sig til, at et stigende antal slutrunder og internationale idrætsbegivenheder bliver afviklet i ikke-demokratiske samfund som Qatar, Aserbajdsjan og Kina.

I et debatindlæg på Altinget Idræt håber tidligere kulturminister og medlem af Folketinget for Frie Grønne, Uffe Elbæk, at en international idrætsstrategi vil kunne sætte kriterier op for, hvornår Danmark vil sende atleter og officielle repræsentanter til internationale idrætsbegivenheder.

"Men mere vigtigt: Hvordan kan Danmark være med til at lægge et massivt pres på de internationale idrætsorganisationer og -fora som Fifa og IOC, når det gælder at gå op imod den omfattende korruption, der er involveret i tildelingen af disse værtskaber?" skriver Uffe Elbæk.

Også landstræner for det danske herrelandslandhold i fodbold, Kasper Hjulmand, bakker op om en international idrætsstrategi i forbindelse med, at landsholdet er på vej til Aserbajdsjan for at spille EM-kvartfinale i et land, der bliver kritiseret for at have massive problemer med menneskerettighederne.

"Jeg støtter op om den tanke, at vi fra dansk side, fra DBU's side, fra dansk idrætspolitisk side får lavet en strategisk samlet plan for, hvad gør vi, så det ikke er op til udøverne hver eneste gang at skulle forholde sig til, hvad vi gør ved det," sagde Kasper Hjulmand på en pressekonference ifølge tipsbladet.dk og påpegede, at det ikke kun handler om fodboldspillere.

"Det er jo ikke kun os. Nu er der snart vinter-OL i Beijing igen, og det er jo alle udøvere, der bliver udsat for det her. Så det vil hjælpe os udøvere, hvis der overordnet set var lavet en idrætspolitisk plan, en etisk plan om menneskerettigheder. Hvad står vi for, og hvordan vil vi præge verden?" sagde han.

Kasper Hjulmand bakkes også op af DBU’s direktør Jakob Jensen.

"Jeg synes, det vil være fremragende at få lavet en fælles international idrætspolitik, og det har vores formand også været ude at sige før«, siger Jakob Jensen i et interview med Politiken og tilføjer:

"Det er nok desværre ikke sidste gang i verdenshistorien, at en sportsbegivenhed bliver tildelt et land, som man efter et dansk værdisæt kan sætte spørgsmålstegn ved dele af. Derfor tror jeg, at det er fornuftigt, at vi i samarbejde med dem, der også har forstand på spørgsmål om udenrigspolitik og menneskerettigheder, sætter os ned og laver en mere langsigtet og helhedsorienteret strategi på vegne af det samlede Idrætsdanmark."

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.