DIF’s årsmøde: Ikke et ord om Kronprins Frederiks udtræden af IOC

Årets største nyhed i dansk idrætspolitik blev ikke nævnt med et eneste ord på Danmarks Idrætsforbunds (DIF) årsmøde i weekenden.

8. juni offentliggjorde det danske kongehus, at Kronprins Frederik har besluttet at stoppe som aktivt medlem af Den Internationale Olympiske Komite (IOC) på komiteens session i juli 2021 i Tokyo, der afholdes som optakt til de corona-udsatte olympiske lege.

I den officielle meddelelse fra kongehuset kom Kronprins Frederik ikke med nogen nærmere begrundelse for sin beslutning, der kom lige så overraskende for ledelsen i DIF som for resten af den danske befolkning.

For på trods af en gentagen offentlig kritik af hans olympiske karriere, der blandt andet har ført til massiv kritik i danske medier og flere debatter i Folketinget om kronprinsens sammenblanding af kongehus og idrætspolitik, har den danske tronfølger vedholdende stået fast på, at det var den vej, han ville gå.

I portrætbogen ’Under bjælken’ fra 2017 fortalte kronprinsen eksempelvis detaljeret om, hvordan to af kongehusets ledende embedsmænd, hofmarskal Ove Ullerup og kabinetssekretær Henning Fode, under den politiske debat om Beijings værtskab for OL i 2008 opsøgte ham til et sejlsportsstævne i Florida og forsøgte at få ham til at opgive sit olympiske kandidatur, et år inden han skulle optages i IOC.

”De ønskede at tale mig fra det og havde fået min mors tilladelse til at gøre det, og det var ikke hendes fejl, hun vidste jo ikke bedre. Man var bekymret for uvisheden omkring nogle mulige scenarier, hvis jeg blev valgt ind i IOC, fik jeg at vide, og man anbefalede, at jeg trådte tilbage. Jeg blev noget overrasket, for nu at sige det mildt. Også vred,” forklarede kronprinsen i bogen og fortsatte:

”Jeg syntes, de handlede på et grundlag af viden, der ikke var fast nok til, at man kunne tale mig fra denne sag. Derfor sagde jeg også til d’herrer, at jeg skam agtede at fortsætte og på ingen måde havde tænkt mig at stå frem på noget pressemøde hjemme i Danmark og opgive mit kandidatur til IOC, sådan som jeg blev kraftigt anbefalet at gøre. De vil altid kunne forsvare sig med at sige, at de gjorde det i den bedste sags tjeneste, og at det handlede om Kongehusets urokkelighed. Men jeg følte mig som en pioner på en vej, jeg ønskede at fortsætte ad.”

Udfordringerne i international idrætspolitik er imidlertid ikke blevet mindre siden da. Og internt i DIF gætter mange nu på, at den egentlige årsag til Kronprins Frederiks ønske om at træde ud af IOC skyldes, at han belært af de senere års menneskerettighedsdebat om næste års VM i fodbold i Qatar har valgt at trække sig, inden en lignende politisk debat om IOC’s olympiske vinterlege i Kina i februar 2022 for alvor ventes at tage fart.

Forbigået i tavshed
I kraft af sit IOC-medlemskab, som han efter tre års kandidatur fik på komiteens session i København i 2009, har Kronprins Frederik i 12 år både været den højest placerede dansker i international idrætspolitik og medlem af DIF’s bestyrelse, hvor han repræsenterede IOC.

Alligevel valgte forbundets afgående formand, Niels Nygaard, at forbigå kronprinsens beslutning i tavshed, da han aflagde sin sidste formandsberetning på DIF’s årsmøde. Også selv om DIF’s internationale strategi om, at både DIF og forbundets 62 specialforbund skal tage internationalt ansvar ved at få flere danskere valgt ind til topposter i international idræt, fyldte en hel del i formandens beretning.

”Den linje fortsætter, når DIF inden for kort tid lancerer sin nye internationale strategi. Og der er nok at tage fat på. Debatten om værtskaber i f.eks. Qatar, Hviderusland og Beijing er relevant, og det seneste præsidentvalg i EOC viser med al tydelighed, at de værdier, der er indlysende i Danmark, ikke nødvendigvis er det i udlandet,” sagde Niels Nygaard.

To dage efter kongehusets offentliggørelse af, at kronprinsen stopper i IOC, stillede Niels Nygaard op til præsidentposten i EOC, som tæller 50 nationale olympiske komiteer i Europa. Et valg, han tabte klart til grækeren Spyros Cabralos, som fik massiv støtte fra Balkanlandene, Middelhavslandene og de tidligere østbloklande.

”Det lykkedes ham at holde sammen på det gamle broderskab, da det gjaldt. Jeg vidste på forhånd, at det ville blive et svært valg, men at kun 16 lande ud af 50 valgte at stemme på mig, er jeg noget chokeret over. Men selv om det i situationen var lidt af en mavepuster, at der ikke var flere, som bakkede op om de danske værdier, så er der flere positive ting at trække på i den kommende tid, sagde Niels Nygaard.

”Det er lykkedes at skabe større åbenhed i EOC, blandt andet omkring økonomien. Det er lykkedes at få krav om diversitet forankret i organisationen. Det strategiske arbejde om fremtidens EOC er sat i værk. Og vi opgiver ikke kampen for at få bedre udvikling i den internationale idrætspolitik.”

Nygaard: Jeg er ikke IOC-kandidat
Efter sit chokerende valgnederlag har Niels Nygaard således sagt ja til at være viceformand i EOC’s koordinationskomite for European Games, fordi han håber, det giver ham mulighed for at ændre tingene i en bedre retning.

Selv om han belært af egne erfaringer med udenlandske idrætsledere har dæmpet sin internationale retorik, holder han ikke op med at kæmpe for mere demokrati og større åbenhed i international sport. Og det gælder både i EOC og IOC.

”Set ud fra en ideel dansk demokratisk betragtning burde IOC selvfølgelig også være en demokratisk organisation bestående af alle verdens nationale olympiske komiteer, som så vælger en bestyrelse. Men det er ikke en situation, vi har i dag, og den ligger heller ikke lige i kortene. Og det er så den indretning af systemet, vi arbejder ud fra med de dilemmaer, der følger med.”

Da Kronprins Frederik i 2006 offentliggjorde sit kandidatur til et medlemskab i IOC, skete det på bekostning af Niels Nygaard og tre andre officielle DIF-kandidater, Victor Feddersen, Benny Nielsen og Michaela Ward.

Alle fire blev kort tid efter den daværende DIF-formand Kai Holms optagelse i IOC i 2002 bedømt og indstillet af DIF som egnede kandidater til at efterfølge Kai Holm, når han faldt for aldersgrænsen i IOC.

Men selv om Niels Nygaard lige siden Kronprins Frederiks optagelse i IOC i 2009 har været en loyal olympisk støtte for den ofte omdiskuterede royale danske idrætspolitiker, og kandidater til IOC skal indstilles af et siddende medlem, har kronprinsen ikke indstillet Niels Nygaard som sin efterfølger i IOC.

”Nej, for jeg er ikke kandidat til IOC. Hvis jeg var blevet EOC-præsident kunne situationen have været en anden. Men jeg er 68 år og ville på grund af IOC’s aldersgrænse på 70 år kun kunne være medlem i to af valgperiodens otte år”.

Da Europa sidder på 40 procent af de 115 pladser i IOC, og mange lande i verden presser på for at få valgt deres kandidater ind i komiteen, mener Niels Nygaard desuden, at det på den korte bane er urealistisk at få et nyt dansk IOC-medlem som erstatning for Kronprins Frederik.

”Det er ikke realistisk før om tre-fire år, når DIF har identificeret en egnet kandidat og kørt vedkommende i stilling.”

Flere nederlag end sejre
Til den tid er den anden dansker i IOC, Poul-Erik Høyer, som er valgt i sin egenskab af at være præsident i det internationale badmintonforbund, også på vej ud af komiteen, fordi han ikke kan få forlænget sit medlemskab ud over sin nuværende valgperiode, som udløber i 2025.

Set i lyset af, at Kim Andersen i fjor tabte sin præsidentpost i den internationale sejlunion, World Sailing, til en kinesisk modkandidat, kan det derfor godt se ud som om, DIF’s internationale strategi har slået fejl.

Men det afviser DIF’s nyvalgte formand, Hans Natorp, som var involveret i Kim Andersens internationale valgkamp, der blandt andet endte med, at begge danskere i Bådmagasinet blev beskyldt for urent trav, hvilket de dog afviste.

”Strategien har ikke slået fejl, men den skal justeres. For lige præcis på det internationale område har vi flere nederlag end sejre,” fastslår Hans Natorp.

Som en mulig hjælp til justering af DIF’s internationale strategi blev årsmødedeltagerne præsenteret for en ny bog om det tidligere danske IOC-medlem Ivar Vind, som tre tunge navne i dansk idræt, Else Trangbæk, Søren Riiskjær og Morten Mølholm Hansen, har skrevet på baggrund af indsigt i skriftlige dokumenter fra Ivar Vinds private arkiv, som ikke tidligere har været offentliggjort.

Ivar Vind var medlem af IOC fra 1959 til sin død i 1977. I bogen ’Olympiske værdier og konflikter’ betegner de tre forfattere Ivar Vind som en dansk frontkæmper og giver et unikt indblik i nogle af de værdikampe, politiske intriger og dilemmaer, som allerede dengang gjorde det svært at være dansk idrætspolitiker i en globaliseret sportsverden.

At det heller ikke altid er let at være kvinde i idræt, kan Else Trangbæk skrive under på. Men på årsmødet modtog den tidligere atlet, professor, idrætspolitiker og forfatter IOC’s Women and Sport Trophy for sin livslange indsats for kvinder i idrættens verden. Prisen på 30.000 dollar skal hun nu bruge til et forskningsprojekt om kvindelige landstrænere og sportschefer i dansk eliteidræt.