Mange flere er begyndt at køre mountainbike under coronakrisen

På mountainbikesporene i Rold Skov har der været 65 pct. mere aktivitetet i 2020 sammenlignet med 2019. De automatiske tællere er blevet passeret 40.797 gange. Foto: Getty Images

Naturstyrelsen melder om øget trafik på mountainbikesporene i de danske statsskove, og det kan meget vel skyldes coronakrisen, mener analytiker i Idrættens Analyseinstitut.

De fleste idrætsanlæg og fitnesscentre har stået mennesketomme det meste af 2020. Til gengæld har der været godt gang i de danske statsskove på mountainbikesporene. Det viser tal fra Naturstyrelsen, der har sat automatiske tællere op rundt omkring i de danske skove, som melder om øget trafik på sporene i 2020 sammenlignet med 2019.

I Rold Skov er de automatiske tællere blevet passeret 40.797 gange i 2020, hvilket svarer til en stigning på 65 pct. fra 2019. Den største aktivitet ses i juni måned, hvor mere end 6.000 passerede tællerne, hvilket er 179 pct. flere end i 2019. Det samme gør sig gældende i Hareskoven, hvor man har oplevet en stigning på 49 pct., mens der har været 42 pct. flere mountainbikekørere i Silkeborgskovene.

”Stigningen handler selvfølgelig om, at vi på grund af coronakrisen var ekstra meget ude i naturen sidste år. Men en anden faktor er helt sikkert også, at der er kommet et større fokus på at skabe gode muligheder for bevægelse i naturen – herunder også anlæggelsen af mountainbikespor, i takt med at flere og flere dyrker deres aktiviteter uden for de traditionelle idrætsfaciliteter som haller og boldbaner,” siger Steffen Rask, der er analytiker i Idrættens Analyseinstitut (Idan).

Det nyder man godt af i Skørping, der er hjemsted for Rold Skov – Danmarks andenstørste skov. Hvor coronakrisen for mange erhverv har betydet søvnløse nætter og underskudsforretninger, så melder Hasse Kristensen, ejer af Rold Skov Cykel Shop, om sorte tal på bundlinjen. Kulsorte faktisk.

”Det har været et helt vildt år. Vi har øget vores omsætning med 50 pct. fra 2019 til 2020, selvom 2019 også var et godt år. Vi oplevede, at folk var blevet sendt hjem fra arbejde, at de gik og kedede sig og ville ud i naturen. De har jo heller ikke kunne bruge penge på rejser, og så fik mange jo udbetalt indefrosne feriepenge, og det kan vi umiddelbart også se har haft en positiv effekt,” siger Hasse Kristensen.

Flere danskere dyrker outdooridræt
Tendensen går igen, hvis man dykker ned i de første tal fra ’Danskernes motions- og sportsvaner 2020’. I 2016, da undersøgelsen sidst blev lavet, svarede 6 pct. af danskerne, at de dyrkede MTB, gravel bike, BMX eller lignende, mens det tal var steget til 9 pct. i 2020.

Generelt set er der sket en stigning i de motionsformer, der dyrkes udendørs, såsom landevejscykling, løb og gåture. Hvor meget af udviklingen, der skyldes coronakrisen og det nedlukkede indendørs foreningsliv, er svært at svare på, men den har helt sikkert spillet ind på resultaterne, siger Steffen Rask.

”Det er selvfølgelig en ekstraordinær situation med coronakrisen, men det ser ud til, at nogle af de tendenser, vi har set i de seneste år – blandt andet den her outdoor-bølge, hvor aktiviteter i skov og natur er blevet endnu mere populært – er blevet forstærket yderligere af restriktionerne, hvor mange idrætsfaciliteter, foreninger og andre muligheder for at dyrke idræt har været lukket ned. Og så har mange vendt sig mod de aktiviteter, man stadig kan dyrke i naturen,” siger han.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.