DR og Danmarks største idrætsorganisationer vil sætte danskerne i bevægelse

I 2016 svarede 25 pct. af danskerne at de brugte gå- og vandreture som motionsform. I 2020 var det den mest populære motionsaktivitet, og 72 pct. af danskerne svarede, at de brugte gå-og vandreture som motion. Foto: Getty Images

Mens tal fra Idan viser, at danskernes idræts-deltagelse faldt i 2020, er DR gået sammen med fire idræts-organisationer om kampagnen ’Sammen i bevægelse’, der skal få flere danskere til at motionere.

2021 skal være bevægelsens år. Det er hvert fald håbet fra Danmarks største idrætsorganisationer og DR, der er gået sammen om en fælles kampagne, der skal få danskere til at bevæge sig sammen i et år, hvor COVID-19 fortsat hærger og i januar har ført til, at det meste af den organiserede idrætsverden er lukket ned igen.

Kampagnen ’Sammen i bevægelse’ blev skudt i gang af Kronprins Frederik ved årets sportsgalla ’Sport 2020’ og er et samarbejde mellem DR, DIF, DGI, Dansk Skoleidræt og Dansk Firmaidrætsforbund. Kampagnen er opdelt i seks temaer, der hver bliver fulgt op med programmer og indhold på radio, tv og web af DR, mens idrætsorganisationerne vil arrangere forskellige bevægelsesaktiviteter.

”Vi glæder os til - sammen med DR – for første gang at sætte et så langt og landsdækkende fokus på bevægelse, og timingen kunne ikke være bedre. Vores unikke tradition for stærke aktive fællesskaber er udfordret af corona, der har skabt nye rammer for, hvordan vi kan være sammen,” skriver idrætsorganisationerne i en fælles udtalelse.

Gå- og vandreture er den mest populære motionsform
I løbet af året vil danskerne blive præsenteret for temaer som ’Dans Danmark’, Lad Legene Begynde’ og ’Danmarks Motionsuge’, men 2021 starter ud med temaet ’Danmark går sammen’ og fokuserer på gang som motionsform. Startskuddet til kampagnen kommer få dage efter, at tal fra Idrættens Analyseinstituts (Idan) undersøgelse ’Danskernes motions- og sportsvaner 2020’ viste, at gå- og vandreture var den mest populære motionsform i 2020.

Populariteten af gå- og vandreture er steget meget siden den seneste undersøgelse af danskernes idrætsvaner, som Idan gennemførte i 2016. Dengang brugte 25 pct. af danskerne denne form for motion, hvilket placerede gå- og vandreture som den tredjemest populære aktivitetsform. Ifølge notatet ’Status på danskernes idrætsdeltagelse’ var det i 2020 hele 72 pct. af den voksne befolkning, der brugte gå- og vandreture som motionsform.

Til gengæld viste samme notat, at den generelle idrætsdeltagelse blandt danskerne er faldet siden 2016. Derfor skal der gøres noget, skriver organisationerne bag kampagnen:

”Med 'Sammen i bevægelse' vil vi i fællesskab gøre vores til at bakke op om, at 2021 bliver bevægelsens år - og sammen sikre, at afstand ikke bliver til stilstand, uanset hvor i livet man er.”

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.