Den historiske stigning i danskernes idrætsdeltagelse er gået i stå
Idrætsdeltagelsen blandt børn mellem 7 og 15 år er faldet til 80 pct. i 2020 fra 83 pct. i 2016, og for voksne er idrætsdeltagelse faldet til 57 pct. i 2020 fra 61 pct. i 2016. Foto: Getty Images
29.12.2020
Af Cecilie Hedegaard BakSelvom størstedelen af danskerne fortsat dyrker sport og motion, viser nye tal fra Idrættens Analyseinstituts (Idan) tilbagevendende undersøgelse af danskernes sports- og motionsvaner, at den samlede idrætsdeltagelse er faldet siden sidste undersøgelse i 2016.
Notatet ’Status på danskernes idrætsdeltagelse 2020’ viser, at idrætsdeltagelsen blandt børn mellem 7 og 15 år er faldet til 80 pct. i 2020 fra 83 pct. i 2016 og 86 pct. i 2011. Samme tendens gør sig gældende for de voksne, hvor idrætsdeltagelse er faldet til 57 pct. i 2020 fra 61 pct. i 2016 og 64 pct. i 2011. For både børn og voksne ses faldet på tværs af køn og aldersgrupper (se figur 1).
Figur 1: Indtil 2011 var idrætsdeltagelsen blandt voksne danskere i konstant vækst (pct.)
Figur 1 viser, at idrætsdeltagelsen peakede i 2011, hvorefter vi i 2016 så det første fald, siden man begyndte at måle idrætsdeltagelsen i 1964. Spørgsmålet i 2020 er derfor, om det høje niveau i 2011 var en enlig afvigelse fra en ellers næsten lineær stigning, eller om tilbagegangen i 2016 markerede stagnation eller et vendepunkt.
”Tallene viser, at coronakrisen har bremset den historiske udvikling, og at det har skabt en ny situation i idrætslandskabet. De nye tal bekræfter billedet fra vores tidligere undersøgelser under coronakrisen, der viste, at idrætsdeltagelsen er faldet en smule. At den ikke er faldet mere skyldes, at selvom mange er blevet inaktive, er der også mange, der er blevet aktive,” siger Steffen Rask, analytiker i Idan, og henviser til de coronaundersøgelser, som Idan har gennemført i 2020.
”Derfor er det også svært at vurdere, om danskernes idrætsdeltagelse allerede har nået sit historiske toppunkt, eller om coronakrisen skjuler en fortsat stigning i danskernes idrætsdeltagelse,” siger Steffen Rask.
Danskerne har dyrket flere forskellige aktiviteter end tidligere
Selvom idrætsdeltagelsen generelt er faldet, er der en stigning i deltagelsen for de fleste aktiviteter siden 2016. I 2020 dyrker de danske børn i gennemsnit 3,8 aktiviteter i løbet af året mod 3,0 aktiviteter i 2016, mens gennemsnittet blandt voksne er steget fra 2,7 forskellige aktiviteter i 2016 til 3,7 forskellige aktiviteter i 2020.
”At danskerne dyrker flere forskellige aktiviteter end tidligere skal ses i lyset af coronakrisen, der skabte en omfattende nedlukning af store dele af idrætslivet. Det har tvunget mange danskere til at udskifte deres vante aktiviteter i løbet af året, og derfor ser vi, at mange aktiviteter er i fremgang, selvom den samlede idrætsdeltagelse er faldet,” siger Steffen Rask.
Særligt gå- og vandreture skiller sig ud som den aktivitet, der har oplevet en markant tilslutning blandt både børn og voksne. For voksne er det den klart mest populære aktivitet med 72 pct., mens 35 pct. og 33 pct. har svaret, at de har dyrket henholdsvis styrketræning og løb. Blandt børnene er gå- og vandreture den tredjemest populære aktivitet (29 pct.), mens det stadig er overgået af svømning (34 pct.) og fodbold (32 pct.). Det er desuden første gang siden 2007, at fodbold ikke topper tabellen som den mest populære aktivitet blandt børnene.
Læs mere
Download notatet 'Status på danskernes idrætsdeltagelse 2020'
Læs mere om undersøgelsen af danskernes motions- og sportsvaner