Purhus IF skaber trivsel med bevægelsestilbud til babyer og helt små børn
Purhur IF tilbyder blandt andet en 'Spireklub' med ugentlige tilbud om leg og bevægelse til børn i alderen 1-6 år og deres forældre. Foto: Getty Images
19.11.2020
Af Cecilie Hedegaard BakI Purhus IF vil man forebygge de problemer med dårlig trivsel, fysisk inaktivitet og overvægt, som præger Asferg Sogn i Randers Kommune, hvor foreningen holder til. Fra 2021-2025 gennemfører Purhus IF derfor et projekt, der skal introducere børn fra 0-5 år og deres forældre til foreningsfællesskaber i håbet om at skabe en grundlæggende glæde ved bevægelse samt en bedre trivsel og sundhed, både fysisk, psykisk og socialt.
Projektet indebærer blandt andet opstart af en babyklub, hvor forældre på barsel og deres børn bliver tilbudt holdtræning med babymotorik og ’mortræning’ samt en ’Spireklub’ med ugentlige tilbud om leg og bevægelse til børn i alderen 1-6 år og deres forældre.
”I et lille lokalsamfund som vores er en idrætsforening et stort aktiv, og vi vil gerne have et fællesskab, hvor alle kan være med. Men vi ved, at det kan være svært at komme ind i et fællesskab, hvis man ikke er vant til de aktiviteter, der dyrkes. Det skal projektet være med til at lave om på,” siger Karen Marie Krogh Pedersen, der er udviklingskoordinator i Purhus IF og Træningshuset i Asferg.
Udover egne aktiviteter vil Purhus IF også samarbejde med vuggestuer, børnehaver og skoler om at holde ’idrætseftermiddage’, ’idrætsdag’ og ’trivselsuger’, hvor der er ekstra fokus på bevægelse og sundhed samt fællesskab.
”Vi har allerede et godt samarbejde med skolen, hvor vi varetager nogle af idrætstimerne og laver motionsdage og bevægelsesuger med dem, så vi ser børnene jævnligt og kender dem,” fortæller Karen Marie Krogh Pedersen.
Idan undersøger projektets første fase
Purhus IF ønsker, at deres projekt bliver et fyrtårnsprojekt, som andre kan kopiere eller lære noget af. Derfor har foreningen indgået et samarbejde med Idrættens Analyseinstitut (Idan), så der bliver indsamlet data om projektet og dets resultater.
Idan skal evaluere projektets første fase gennem tre delundersøgelser. I den ene undersøgelse interviewer Idan projektets centrale samarbejdspartnere som f.eks. pædagoger, sundhedsplejersker og Kultur- og Fritid i Randers Kommune. Interviewene skal give indsigt i, hvordan samarbejdspartnerne forholder sig til projektet, hvordan de oplever dets muligheder og udfordringer, og hvordan de ser deres egen rolle i projektet.
”Vi er bevidste om, at hvis projektet skal lykkes, så kræver det, at vi samarbejder lokalt og kommunalt, så vi får projektet løftet til noget større end det, vi kan som idrætsforening alene,” forklarer Karen Marie Krogh Pedersen.
I den anden delundersøgelse kigger Idan nærmere på idrætsvanerne blandt børn fra 0.-6. klasse i Asferg Sogn. Undersøgelsen afdækker, hvor mange der dyrker idræt, sport og motion i deres fritid, og hvilke former for sport og bevægelse de dyrker. Idan skal desuden kigge nærmere på motivationsfaktorer og de barrierer, der kan være hos børn, der ikke er aktive.
Den tredje og sidste delundersøgelse er en evaluering af babyklubbens første år. Her skal Idan undersøge tilfredsheden, motivationen for at være en del af babyklubben samt de sundheds- og trivselsmæssige effekter, som børn og forældre oplever. Deltagerne vil også blive spurgt ind til, om de har forbedringsforslag, og hvorvidt de forventer at fortsætte i ’Spireklubben’ efter endt forløb i babyklubben.
Yderligere information
Analytiker, Christian Gjersing Nielsen
Mobil: +45 2814 0320
christian.nielsen@idan.dk
Læs mere om undersøgelsen her.