Nye aktive trækker idrætsdeltagelsen op efter genåbningen

Nye aktive trækker idrætsdeltagelsen op efter genåbningen, viser Idans nye undersøgelse. Foto: Getty Images

29.09.2020

Af Kirsten Sparre
Idrætsdeltagelsen er på vej op igen efter coronanedlukningen. I september er 61 pct. af danskerne aktive i sport og motion, viser en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut. Det skyldes især mange nye aktive blandt de yngre aldersgrupper.

Det går fremad med danskernes idrætsdeltagelse efter coronanedlukningen. Det viser den seneste af to undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut, som med støtte fra TrygFonden har taget temperaturen på danskernes aktivitetsniveau i henholdsvis juni og september i år. Før nedlukningen i marts dyrkede 65 pct. af danskerne sport og motion, i juni var idrætsdeltagelsen 54 pct., men nu er tallet oppe på 61 pct.

Der er dog ikke tale om, at stort set alle, der stoppede under nedlukningen, nu er vendt tilbage til deres aktiviteter. Faktisk er hver femte af dem (20 pct.) stadig ikke aktive mod 23 pct. i juni. Stigningen i den samlede idrætsdeltagelse skyldes i stedet, at 25 pct., der ikke var aktive før nedlukningen, nu er begyndt at dyrke sport og motion. Det tilsvarende tal fra juni-undersøgelsen er 11 pct.

Figur 1: Andelen der dyrkede sport og motion i juni og september i forhold til før nedlukningen (pct.)

Figur _corona 2_2

Figuren viser, hvor mange af de aktive og ikke-aktive før nedlukningen, som var aktive og ikke-aktive i henholdsvis juni og september 2020.

De nye aktive er især i 20’erne og 30’erne
De nye aktive er især voksne i 20’erne og 30’erne, som er gået i gang med aktiviteter på egen hånd såsom vandre- og gåture, fitness og løb. De vigtigste årsager til at være startet er et ønske om at forbedre helbredet (48 pct.), at få mere overskud (29 pct.), og at aktiviteterne er en god mulighed for at komme ud (23 pct.).

Det er en overraskende stor stigning i antallet af nye aktive, men analytiker i Idan, Mette Eske, påpeger, at det kan hænge sammen med den indflydelse, som coronapandemien har haft på den enkeltes hverdag.

”En række af de ting, som mange unge i 20’erne ellers ville bruge tid på, er blevet lukket ned. Man kan ikke gå til koncerter eller i byen, og så er sport og motion en alternativ mulighed for at komme ud og måske også møde nogle andre. Også yngre voksne i 30’erne kan i coronatiden have fået en anden og mere fleksibel hverdag, der giver mere plads til sport og motion,” siger hun.

Mange mangler overskud til at komme i gang igen
Mens der er kommet nye aktive til, er der stadig mange, der var aktive før coronanedlukningen, som ikke er aktive i september. De frafaldne findes i alle aldersgrupper, men med en overvægt i gruppen af ældre over 70 år. Tæt på en fjerdedel (23 pct.) forklarer deres aktivitetsstop med, at de mangler overskud.

Der er også andre grunde til, at de tidligere aktive ikke er vendt tilbage endnu. Cirka halvdelen af de frafaldne var ikke aktive i juni heller, og for dem er de vigtigste årsager til, at de ikke er i gang i september, at deres aktiviteter fortsat er lukket ned (29 pct.), at de holder pause (26 pct.) og bekymringer for at blive smittet med corona (20 pct.).

Den anden halvdel af de frafaldne var aktive i juni, men er blevet inaktive igen på grund af sygdom eller skade (21 pct.), fordi de bruger tiden på noget andet (19 pct.), eller har fået mindre fritid (17 pct.)

Færre dyrker fitness nu end før
Undersøgelsen viser også, at deltagelsen i langt de fleste idrætsaktiviteter er på vej op. Deltagelsen i boldspil og gymnastik/dans er tæt på niveauet fra før nedlukningen, mens deltagelsen i fitnessaktiviteter fortsat er noget under niveauet fra før nedlukningen. Dengang angav 35 pct., at de dyrkede fitnessaktiviteter, mens andelen i september er 27 pct.

Endelig dyrker de fleste danskere stadig sport og motion på egen hånd (58 pct.), mens idrætsdeltagelsen i foreninger og privat regi som for eksempel fitnesscentre og danseskoler stadig ligger under niveauet fra før nedlukningen.

Flere oplysninger

Mette Eske, analytiker, Idrættens Analyseinstitut

Mobil: +45 2478 2908
E-mail: mette.eske@idan.dk

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.