Forsøg med bland selv-idræt til 5. klasser skal skabe viden om fastholdelse
'Let's Go!' præsenterer breddeidrætten for børn på 5. årgang i hele Fredericia Kommune. For eksempel skal bueskydning eller kampsport have en større plads hos de unge. Foto: Getty Images
24.09.2020
Af Simon HoffmanFredericia Kommune lancerer projektet ’Let’s Go!’ som et forsøg på at få alle børn fra 5. årgang til at bevæge sig mere og blive en del af foreningslivet i kommunen. Ved hjælp af idrætsfestivaler og et ’Bland Selv Idræt’-pas introducerer projektet børnene til forskellige foreningsidrætter for at lære mere om, hvordan man kan fastholde de kommende teenagere i foreningsidrætten.
Projektet kommer på baggrund af en rapport fra Sundhedsstyrelsen fra 2019, der konkluderede, at børn i alderen 11-15 år rører sig for lidt. Lige netop i den aldersgruppe falder mange børn ud af foreningsidrætten, og det vil projektet forsøge at ændre på ved at give børnene mulighed for at prøve andre sportsgrene, der ikke er præget af konkurrencer og kampe hver weekend.
”Mit håb med ’Let’s Go!’ er, at vi får noget viden om, hvordan vi knækker frafaldskurven og får de unge mennesker til at blive i idrætten. Vi ved, at børn og unge i 5., 6. og 7. klasse falder fra de store idrætter, fordi fokus i de sportsgrene ofte er på den kommende weekends kampe. Det fokus vil vi gerne flytte og tilbyde de unge mennesker at stifte bekendtskab med andre sportsgrene, hvor søndagens kamp måske fylder mindre end i de klassiske, store idrætter som fodbold eller håndbold,” siger Kristoffer Riddersholm, der er idrætskonsulent i Fredericia Kommune og projektleder for ’Let’s Go’.
Bland selv-idræt i stedet for bland selv-TV
Inspireret af både bland selv-TV og et hollandsk idrætsprojekt er bland selv-idræt en af de ting, der skal få 5. klasserne op af sofaen og ind i foreningslivet.
Tiltaget giver børnene mulighed for gratis at udnytte de forskellige idrætsforeningers tilbud. Det kan de gøre via tre forløb á seks ugers varighed. 5. klasserne har dermed god mulighed for at stifte bekendtskab med flere idrætsgrene og finde netop den sport, de gerne vil dyrke. Det er en måde for foreningslivet at præsentere de mindre idrætter på og et forsøg på at sikre fastholdelsen hos de unge.
Kristoffer Riddersholm er heller ikke er i tvivl om, at ordningen også er en måde at få de unge til at føle sig mere trygge i idrætten på. Han håber, at ordningen i fremtiden kan inspirere til, at når man først er meldt ind i en forening, har man mulighed for at prøve kræfter med forskellige idrætsgrene og ikke kun den ene, som man er tilmeldt.
”Ordningen er et forsøg på at præsentere andre idrætsgrene end de gængse. I stedet for at det altid er fodbold, børn introduceres til, kan bueskydning eller kampsport være lige så gode muligheder for at dyrke idræt. Jeg håber, at bland selv-idræt i fremtiden kan inspirere til, at foreningerne selv gør det muligt for deres medlemmer at shoppe rundt imellem de forskellige idrætstilbud, de udbyder,” fortæller Kristoffer Riddersholm.
Idrættens Analyseinstitut evaluerer projektet af tre omgange
Idrættens Analyseinstitut (Idan) har fået til opgave at evaluere effekterne af ’Let’s Go!’-projektet. Det skal blandt andet ske ved at sammenligne, hvad der sker i Fredericia, med forholdene i to andre kommuner, Horsens og Middelfart, hvor der ikke bliver lavet en særlig indsats overfor børnene i 5. årgang.
For analytiker hos Idan, Mette Eske, bliver det spændende at følge, hvordan idrætsdeltagelsen kommer til at forme sig, når fokus flyttes fra konkurrencementaliteten til fokus på fællesskab.
”Jeg forventer især, at vi kommer til at se noget interessant, når man flytter fokus væk fra den traditionelle alt-eller-intet-mentalitet, som indebærer konkurrence og kontinuerlige træninger, til fokus på bevægelsesfællesskabet, der skal øge børns og unges idrætsglæde,” siger hun.
Idans evaluering tager udgangspunkt i tre spørgeskemaundersøgelser i Fredericia Kommune i perioden 2020-2022. Evalueringerne vil behandle den nuværende 5. årgangs idræts- og foreningsdeltagelse, trivsel i og tilhørsforhold til idrætsmiljøet og holdninger til og oplevelser med konkurrenceelementet i idrætten.
Mette Eske er især spændt på at se, hvad evalueringerne fortæller om effekterne af ’Let’s Go!’:
”Projektet er interessant for os, da det sætter fokus på en af de problemstillinger, vi tidligere har arbejdet med i vores egen nationale befolkningsundersøgelse, om danskernes motions- og sportsvaner, nemlig at det er svært at fastholde de unge i idrætten, når de rammer teenageårene,” siger hun.