Hvem får mest for pengene i dansk fodbold?

Idan foretager hvert år en mikroanalyse, der har til formål at afdække, hvilke klubber der har præsteret bedst i Superligaen i forhold til deres lønbudget. Analysen tager udgangspunkt i de offentliggjorte årsregnskaber fra de tre seneste sæsoner 2016/17 – hvor Superligaen indførte en 14-holdsstruktur – 2017/18 og 2018/19.

Over tid eksisterer der en klar langsigtet sammenhæng mellem økonomisk input og sportslige præstationer (se Idans analyse fra 2018). Klubber har let adgang til at observere spillernes evner på banen, og den indbyrdes konkurrence klubberne imellem gør, at markedet er forholdsvist effektivt, forstået på den måde, at spillernes sportslige produktivitet generelt afspejles i deres løn. Det betyder, at langt de fleste klubber over tid klarer sig nogenlunde i tråd med deres budget.

Præstationer efter ny ligastruktur
Denne mikroanalyse undersøger præstationerne i Superligaen og 1. division ved at sammenholde klubbernes økonomiske input i form af personaleomkostninger med deres gennemsnitlige placering i Superligaen og/eller 1. division i sæsonerne 2017/16, 2017/18 og 2018/19.

Da det ikke i alle tilfælde er muligt at isolere det sportslige lønbudget ud fra klubbernes regnskaber, antages det i analysen, at personaleomkostningerne tilnærmelsesvist afspejler det sportslige budget (se mere om metoden i boksen).

I 2016/17, 2017/18 og 2018/19 har i alt 29 klubber været repræsenteret i Superligaen og 1. division. Klubbernes personaleomkostninger og placering fremgår af figur 1, hvor x-aksen illustrerer klubbernes gennemsnitlige personaleomkostninger i forhold til ligaens gennemsnit i perioden (se boksen for forklaring), og y-aksen er klubbernes gennemsnitlige placering i samme periode.

Den sorte linje viser sammenhængen mellem personaleomkostninger og placering, hvis samtlige klubber var blevet placeret i overensstemmelse med deres personaleomkostninger, mens den stiplede grå linje repræsenterer den reelt beregnede sammenhæng. Over den treårige periode kan personaleomkostningerne forklare 87 pct. af variationen i klubbernes placeringer på tværs af Superligaen og 1. division (se forklaringsgrad i figur 1). Forklaringsgraden for Superligaen alene over den treårige periode er 0,74, mens den er 0,62 for 1. division (ikke afbilledet her).

Figur 1: Personaleomkostninger og gennemsnitlig slutplacering (2016/17-2018/19)

Den lodrette akse viser klubbernes gennemsnitlige slutplacering i Superligaen og 1. division, mens tallene i den vandrette akse viser (den naturlige logaritme til) personaleomkostninger relativt til ligaens gennemsnit (se mere i boksen). Klubber i parentes har spillet én eller flere sæsoner i 2. division, som ikke er inkluderet i analysen.

Hver af de 29 klubber er repræsenteret ved en blå cirkel i figur 1. Klubber, der ligger over den sorte linje, har klaret sig bedre, end man ville forvente ud fra deres personaleomkostninger, mens de klubber, der ligger under linjen, har klaret sig dårligere.

SønderjyskE, FC Helsingør Hobro IK i top
Det fremgår, at SønderjyskE, Hobro og FC Helsingør er de tre klubber, der har klaret sig bedst i perioden målt i forhold til personaleomkostninger. Mens SønderjyskE har haft personaleomkostninger, der gennemsnitligt burde placere dem som nummer 12,4, har de med en 6., 9. og 10. plads opnået en gennemsnitlig placering som nummer 8,3. For Hobro er det blevet til en gennemsnitlig 12. plads med en 1. plads i 1. division (15. plads), en 7. plads og en 14. plads, mens personaleomkostningerne tilsiger en gennemsnitlig placering som nummer 15,1. FC Helsingør har de seneste tre år levet noget af en elevatortilværelse, hvor det i 2016/17 blev til en superligaoprykning på trods af 1. divisions laveste budget. Dernæst rykkede klubben fra Helsingør først ned i 1. division (2017/18) og dernæst ned i 2. division (2018/19). Samlet set har klubben dog klaret sig 3,6 pladser bedre, end man ville forvente ud fra de gennemsnitlige personaleomkostninger.

I den netop overståede sæson blev sønderjyderne nummer 10, mens Hobro tog turen ned i den næstbedste række efter et par dramatiske nedrykningskampe mod Lyngby.  FC Helsingør – der tilbragte 2019/20 i 2. division – vandt oprykning og er tilbage i den næstbedste række.

Af figur 1 fremgår også, at Brabrand IF ser ud til at have overpræsteret væsentligt, hvilket skyldes, at klubben har haft mærkbart lavere personaleomkostninger end de øvrige klubber. Aarhusklubben har imidlertid kun haft en enkelt sæson i landets næstbedste række i 2017/18, hvorfra klubben rykkede ned efter at være sluttet næstsidst. Det skal bemærkes, at de overordnede konklusioner ikke ændrer sig, når man udelader Brabrand fra analyserne.

Ser man udelukkende på 2018/19-sæsonen, var Esbjerg det hold, der præstererede bedst. Klubben opnåede en tredjeplads med det ottendehøjeste budget. I sidste sæson (2019/2020) måtte esbjergenserne imidlertid tage til takke med en sidsteplads i Superligaen, hvilket førte til direkte nedrykning til 1. division. Eksemplet illustrerer, at der kan forekomme store udsving i klubbernes sportslige præstationer på kortere sigt, hvor lønbudgettet spiller en mindre – men dog stadig vigtig – rolle.

Vejle, Roskilde og Fremad Amager har underpræsteret
FC Roskilde, Fremad Amager og Vejle er de tre etablerede klubber, som har præsteret dårligst i perioden. Vejle – der sidst har spillet i Superligaen i 2018/19 og er tilbage i denne sæson – har med en 9. plads i 1. division (23. plads), en 1. plads i 1. division (15. plads) og en 13. plads i Superligaen opnået en gennemsnitlig placering som nummer 17, mens personaleomkostningerne tilsiger en placering som nummer 11,6. Fremad Amager og FC Roskilde har henholdsvis klaret sig 4,6 og 3,8 placeringer dårligere end budgettet tilsiger.

Det skal i øvrigt bemærkes, at FC København på grund af deres særligt høje personaleomkostninger ud fra beregningerne måtte forventes at opnå en gennemsnitlig placering som 0,16, hvilket selvsagt ikke er muligt. FC København har i perioden opnået to 1. pladser og en 4. plads.

Hvad kan målingen bruges til?
Analyser som denne kan bruges som et benchmarkingredskab for, hvordan den enkelte klub præsterer i ligaen i forhold til konkurrenterne, og giver således mulighed for at genoverveje klubbens strategi i forhold til forvaltning af spillerbudgettet. Ligeledes kan de give et indblik i, hvordan dét at øge eller skære ned i spillerbudgettet kan forventes at indvirke på det sportslige output. Hertil skal det dog bemærkes, at der er nogle usikkerheder ved at benytte de samlede personaleomkostninger fra årsregnskaberne som udgangspunkt for benchmarking (se mere om metoden i boksen).

På den korte bane kan klubber mere eller mindre tilfældigt være begunstiget af at have et særligt talentfuld kuld af (ofte) unge spillere, hvor lønnen ikke modsvarer de sportslige præstationer. En særligt god sæson kan også være kulminationen på et stærkt hold opbygget over flere sæsoner, ligesom tilfældigheder og (u)held kan spille en stor rolle på den korte bane.

Selvom det økonomiske input er den vigtigste faktor i forhold til sportslige præstationer over tid, er der eksempler på klubber, der i perioder klarer sig mærkbart bedre end lønbudgettet tilsiger. Og selv marginale forbedringer på en række områder kan være med til at give en klub en ’edge’ i et ’winner-takes-all’ marked, hvor få procent – og en stor mængde tilfældighed – kan være forskellen på succes og fiasko.

På lang sigt er det imidlertid vanskeligt at opretholde konkurrencemæssige fordele, der ikke direkte afspejles i det sportslige budget. Selvom man på kort og måske endda på mellemlangt sigt kan vinde fordele ved at være first-mover, kan klubber i de fleste tilfælde kopiere hinanden, og det kræver derfor løbende innovation at overpræstere over lange perioder. Uanset at der kommer til at ske forskydninger i, hvilke klubber som overpræsterer og underpræsterer, kan man med stor sikkerhed forvente, at dem med de største budgetter fortsat vil dominere fodbolden nationalt såvel som internationalt.