Praktikant til analyser af idræt og folkeoplysning
11.09.2020
Vi kombinerer rollerne som forsker, konsulent og formidler, og som praktikant hos os vil du bl.a. være med til at gennemføre kvalitative interviews, spørgeskemaundersøgelser, analyser og formidle resultater. Typisk vil du blive tilknyttet to-tre forskellige projekter, og du vil så vidt muligt få mulighed for at følge projekter i alle faser.
Sammen med dygtige kolleger vil du indgå i et miljø, der er kendetegnet ved stort engagement, kort til smil og høj kvalitet i opgaveløsningen. Du vil blive inddraget på lige fod med vores analytikere – både fagligt og socialt – under hensyntagen til, at du får et lærerigt forløb, som kan gavne dig i dit videre uddannelsesforløb. Du vil få din daglige gang i hjertet af Aarhus, hvor vi bor.
Vi forestiller os, at du er i gang med en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, som f.eks. statskundskab, økonomi, antropologi eller sociologi, eller en kandidatuddannelse med fokus på formidling. Og vi forventer, at du har analytisk sans, kan arbejde selvstændigt og trives med flere sideløbende processer og deadlines.
Det projektorienterede forløb løber over ét semester med start i januar eller februar 2021 og er en fuldtidsstilling, men vi følger de regler, der er for projektorienteret forløb på din uddannelse. Praktikforløbet er ulønnet.
Vi behandler løbende ansøgningerne, så send snarest muligt og senest 1. november 2020 din ansøgning, CV og karakterudskrift til job@idan.dk og skriv 'Praktikant' i emnefeltet.