Uden foreninger og fællesskaber falder danskernes idrætsdeltagelse

Organiserede tilbud som idrætsforeninger, aftenskoler og fitnesscentre spiller en afgørende rolle for, om en stor del af danskerne får dyrket sport eller motion, viser nyt notat fra Idans undersøgelse af danskernes idrætsvaner under coronanedlukningen. Foto: Colourbox

13.05.2020

Af Kirsten Sparre
Et nyt notat fra undersøgelsen af danskernes motions- og sportsvaner under coronanedlukningen viser, at mange danskere har ændret idrætsvaner siden marts. En lille gruppe er begyndt at dyrke motion, men mange er stoppet, fordi de mangler de sædvanlige rammer for deres idrætsaktiviteter.

Organiserede tilbud som idrætsforeninger, aftenskoler og fitnesscentre spiller en afgørende rolle for, om en stor del af danskerne får dyrket sport eller motion. Det samme gør fællesskab. Det viser et nyt notat fra den undersøgelse, som Idrættens Analyseinstitut (Idan) har lavet af ændringer i danskernes motionsvaner under coronanedlukningen.

Med hjælp fra Epinion gennemførte Idan i slutningen af april en repræsentativ surveyundersøgelse for at finde ud af, hvor meget danskernes sports- og motionsvaner er blevet påvirket af nedlukningen. Den viser, at 58 pct. af dem, der udelukkende var aktive i en organiseret sammenhæng før coronanedlukningen, er stoppet med at være aktive under nedlukningen.

”Vi vidste, at mange er aktive i foreninger og fitnesscentre. Men undersøgelsen her viser, at organiserede tilbud som idrætsforeninger og fitnesscentre spiller en afgørende rolle for danskernes idrætsdeltagelse, for uden disse tilbud falder mange fra,” siger senioranalytiker i Idan, Helene Kirkegaard.

Det gælder også for løbere. Andelen af løbere, der er stoppet under nedlukningen, er betydeligt højere blandt dem, der udelukkende dyrkede løb i en organiseret sammenhæng før coronanedlukningen (46 pct.) end blandt dem, der udelukkende plejer at løbe på egen hånd (20 pct.).

Det sociale aspekt har også en stor betydning for idrætsdeltagelsen – også blandt dem, der selv organiserer deres sports- og motionsaktiviteter.  Dem, der plejede at dyrke selvorganiseret sport og motion sammen med andre før nedlukningen, er i højere grad stoppet med at være aktive end dem, der plejede at dyrke sport og motion alene.

En mere fleksibel hverdag kan gavne inaktive
Det nye notat fra undersøgelsen ser nærmere på tre grupper, som har ændret deres motions- og sportsvaner under coronanedlukningen: Fortsat aktive (62 pct.), frafaldne (38 pct.) og nye aktive (10 pct.).

Det er især gruppen af nye aktive, der er interessant ifølge Helene Kirkegaard. Gruppen består primært af kvinder (79 pct.), og af personer i 20’erne eller 50’erne. De er begyndt at gå ture eller at løbe, og cykling, yoga og styrketræning er også populært. 36 pct. af de nye aktive har også været villige til at tage penge op af lommen og investere i træningsudstyr eller adgang til online træning.

”I tidens løb er der blevet lavet mange tiltag for at få flere til at være idrætsaktive. Nu viser det sig, at flere inaktive kommer i gang, hvis omstændighederne tillader det,” siger hun.

Hun peger på, at væksten i nye aktive sandsynligvis hænger sammen med, at nogle har fået en mere fleksibel hverdag under coronanedlukningen. Undersøgelsen peger i hvert fald på, at det oftere er dem, der er har arbejdet hjemmefra eller er blevet opsagt under nedlukningen, der er blevet aktive.

”Det passer rigtig godt med resultaterne fra tidligere motionsvaneundersøgelser, hvor de ikke-aktive angiver, at den vigtigste faktor for at komme i gang er, at de kan dyrke sport og motion, når det passer dem. Og nu kan vi se, at flere af dem, der er blevet aktive under coronanedlukningen, har fået en mere fleksibel hverdag,” siger Helene Kirkegaard.

  • Bente Søndergaard, 25.05.2020 09:55:
     

    Er handicappet på grund af en apopleksi. Det er meget problematisk for mig at fitnesscentre er lukket ned, da jeg ikke af naturlig vej kan træne og få pulsen op. Mange andre ældre med skavanker står i samme situation. Gør alt hvad I kan for at vi kan komme i gang igen. På forhånd tak

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.