Små fitnesscentre lider under krisen, men får hjælp af medlemmer

Foto: Colourbox

Det ser sort ud for de mindre fitnesscentre, hvis corona-nedlukningen fortsætter længe endnu, men medlemmer gør, hvad de kan for at redde dem ud af krisen.

Fitnesscentrenes relation til deres medlemmer kan ende med at have betydning for centrenes overlevelse under corona-nedlukningen, mener Thor Wowk Larsen, der er partner i CMS Denmark, som hjælper crossfit- og fitnesscentre med at skabe en sund forretning.

”Indehaverne af et mindre fitnesscenter vil måske i højere grad opleve, at deres medlemmer bliver ved med at betale kontingent, selvom de ikke får noget for pengene i en længere periode,” forklarer Thor Wowk Larsen og fortsætter:

”Jo større en fitnesskæde er, jo mere bærer forholdet til medlemmerne præg af at være ’transaktionelt’. Det vil sige, at medlemmerne betaler for at få adgang til udstyr og måske noget holdtræning, men som medlem af f.eks. Fitness World aner man højst sandsynligt slet ikke, hvem indehaveren er. Derimod ved medlemmerne i LIFTRS GYM i Køge, at det er Sabrina og Niclas, der har stedet. De har ikke 400.000 medlemmer, de har måske 400 medlemmer og kender navnene på 90 pct. af dem,” siger Thor Wowk Larsen.

Karina Vium er en af dem, der har valgt at støtte op om sit lokale fitnesscenter. Faktisk har det slet ikke været i hendes overvejelser at opsige medlemskabet til Movement Method i Aarhus.

”Jeg har været medlem siden dag et, og Movement er en virkelig stor del mit liv. Jeg kender indehaverne af centret rigtig godt, og det føles lidt, som om vi er en stor familie dernede. Det er der, jeg får al min energi, og jeg ville simpelthen være så ked af, hvis de ikke var der, når vi får lov at komme tilbage. Så at lade mit medlemskab køre, det er det mindste, jeg kan gøre,” siger hun.

Trods medlemsstøtte ser fremtiden usikker ud
Karina Vium er ikke den eneste, der har valgt at lade medlemskabet fortsætte. Simon Husted, der er medindehaver af Movement Method i Aarhus fortæller, at de har oplevet stor opbakning fra medlemmerne.

”Jeg tror, at cirka 10 pct. af vores medlemmer har valgt at melde sig ud, men derudover oplever vi stor støtte fra vores medlemmer, og vi har endda modtaget donationer fra flere af dem,” siger han.

Fremtiden ser dog endnu uvis ud for det lille center på Tomsagervej, der startede op for cirka halvandet år siden.

”Vi er jo et ganske lille special-træningscenter, der blandt andet udbyder funktionel træning med fokus på OCR (forhindringsløb), så så mange medlemmer har vi jo ikke, og hvordan fremtiden ser ud, kommer an på, hvor lang tid nedlukningen kommer til at vare. Vi skal nok overleve de første tre måneder, de næste tre måneder derefter begynder at være lidt usikre, og hvis det her strækker sig længere ud end et halvt år, så ser det rigtig svært ud,” forklarer Simon Husted.

Et af centrets udfordringer er, at omkring halvdelen af deres indtægt kommer fra personlig træning, så selvom medlemmerne gør, hvad de kan for at holde liv i centret, så er de udfordret på likviditeten.

”Lige nu mangler vi ganske enkelt indtægt, men vores håb på sigt er, at vi måske kan få lov at åbne op for den personlige træning tidligere end den egentlige holdtræning, fordi det er nemmere at holde smitterisikoen nede, men det er ikke til at forudse, hvad der sker,” siger han.

Med corona-nedlukningen følger konkurser
Spørger man Thor Wowk Larsen, så kommer man ikke igennem coronakrisen uden konkurser.

”Vi har jo set en kæmpe vækst det sidste stykke tid, og jeg tror desværre, at vi kommer til at opleve, at dem, hvis forretning beror på personlig træning, og dem der lige er startet op i 2020, de kommer til at lukke, inden de for alvor er kommet i gang. Nogle centre kan skrive ud til deres medlemmer, at de vil sætte pris på, hvis de bliver ved med at støtte dem, men hvis man endnu ikke har særlig mange medlemmer, så er der ikke nogen til at redde forretningen,” siger han.

Rasmus K. Storm, analyse- og forskningschef i Idrættens Analyseinstitut har samme opfattelse.

”Der er uden tvivl nogen, som går konkurs. Det er en branche, der er afhængige af at få folk i butikken, og nu kan de ikke blive lukket ind. Fitnessbranchen har dog den fordel, at medlemmerne har bundet sig via et medlemskab, hvor man betaler gentagne gange, også nogle gange selvom de ikke bruger det. Så nogle centre kan måske være heldige at holde sig kørende på de vilkår. Men det afhænger selvfølgelig af, hvor lang tid nedlukningen varer,” siger Rasmus K. Storm, der desuden spår de mindre centre til at være dem, der kaster håndklædet i ringen først.

”De store kæder vil højst sandsynligt kunne låne sig igennem krisen, og de har bedre mulighed for at tilpasse sig ved at lukke nogle få centre ned eller skære ned på personale. Derudover tror jeg, at de store centre vil kunne absorbere noget af den efterspørgsel, der måtte være, når vi er ude af krisen og muligvis opkøbe nogle af de mindre centre. På den måde er det den klassiske med, de store bliver større,” forklarer han.

Mange centre er gået online
Selvom udsigterne til en genåbning af fitnesscentrene og resten af Danmark ikke ser ud til at ligge indenfor den nærmeste fremtid, så gør Movement Method, hvad de kan for at holde gang i hjulene. Et par dage efter Mette Frederiksens første pressemøde tilbage i midten af marts, stod centret klar med en online platform.

”Jeg har endnu ikke rigtig set eller hørt om nogen, der laver online undervisning, hvor trænerne også har mulighed for at se deltagerne og komme med feedback. Men det er vores bud på at give vores medlemmer noget i den periode, hvor de ikke fysisk kan komme i vores center,” siger Simon Husted.

Som medlem har man automatisk adgang til centrets online undervisning, men derudover er holdene også tilgængelige for andre interesserede mod et medlemskab på 99 kroner om måneden.

”Vi gør, hvad vi kan for at generere en indtægt, men 99 kroner batter jo ikke rigtig noget i forhold til de 429 kroner, som vi tager for et normalt medlemskab, så vi må være ærlige og sige, at vi kæmper lige nu,” forklarer han.

Spørger man Thor Wowk Larsen gør Movement Method dog det helt rigtige ved at være gået digitalt. Han har i lang tid slået på tromme for, at fitnesscentrene skal tænke udenfor de fire vægge og skabe mere værdi for medlemmerne.

”Nogle medlemmer træner måske en time om ugen, men hvad så med de 167 timer de ikke er i centret? Der skal fitnesscentrene generelt set blive meget bedre til at skabe noget merværdi for deres medlemmer,” siger Thor Wowk Larsen.

Derfor lider flere fitnesscentre også under, at de ikke har været med på den digitale bølge, så nu hvor krisen rammer, rammer den ekstra hårdt, mener han.

”Folk har det med at være medlem af et fitnesscenter, der er placeret tæt på deres hjem, arbejde eller uddannelse, og så er der selvfølgelig også priser osv., men geografi er altafgørende. Nu er de tvunget til at flytte deres forretning online, og så er det lige pludselig nogle helt andre spillere, de er oppe imod. Det er techgiganter med millionløsninger, som er meget svære for et lille center at konkurrere med,” forklarer han.

Hvis centrene overlever, kommer medlemmerne tilbage
Karina Vium er dog rigtig godt tilfreds med den løsning, hendes lokale center er kommet med.

”Det er virkelig et super godt online tilbud, hvor vi kan kommunikere gennem skærmen, og hvor folk er gode til at bakke hinanden op. Men selvfølgelig er det ikke det samme at ligge hjemme på stuegulvet. Så jeg glæder mig til, at vi forhåbentlig snart kan få lov at komme igen,” siger hun.

Movement Method behøver ifølge Rasmus K. Storm ikke at frygte, at medlemmerne har fået nye motionsmønstre og derfor ikke vender tilbage, når krisen er ovre. Efterspørgslen skal nok komme igen, så det handler om at kunne holde sig økonomisk oven vande indtil da, forklarer han.

”Når det normaliserer sig igen, vil det stadig være de samme grupper, der træner i fitnesscentre. Folk har muligvis vænnet sig til at dyrke mere motion i det fri, men sagen er bare den, at rigtig mange mennesker skal deles om den samme plads i de store byer. Derudover vil folk, der dyrker denne form for træning sikkert også vende tilbage, fordi det er den motionsform, de kan lide, og lige nu er det en erstatningsmotion, hvor man savner at komme i centret,” siger han.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.