Mange medaljer til Danmark i 2019, men der er færre nye medaljekandidater

Mads Pedersen vandt i 2019 VM-guld i herrernes linjeløb. Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix

08.03.2020

Af Rasmus K. Storm
Der er grund til forsigtig optimisme, når man kigger på den danske konkurrenceevne i international elitesport før OL i Tokyo. I den årlige resultatanalyse kigger Idan tilbage på de danske præstationer i 2019 og vurderer herudfra formen hos de danske eliteudøvere forud for legene i juli. På trods af en række skuffelser tegner det lovende, men feltet af medaljekandidater er ikke så bredt som tidligere.

Det blev en skuffende afslutning på det danske elitesportsår, da det danske kvindelandshold i håndbold blot opnåede en 9. plads ved VM i Japan i december 2019 og dermed missede OL-kvalifikationen. Det gik endnu værre for håndboldherrerne, der måtte nøjes med en 13. plads ved EM i januar 2020.

De skuffende resultater i håndbold kunne tyde på tilbagegang for en af de sportsgrene, hvor Danmark traditionelt har været mest konkurrencedygtig på internationalt plan. Ser man tilbage på 2019 mere generelt, ser det dog umiddelbart mere positivt ud.

Idrættens Analyseinstitut (Idan) har i sin årlige resultatanalyse set nærmere på resultaterne i 2019 og potentialet for dansk elitesport frem mod OL i Tokyo. Analysen baserer sig på resultater fra de årlige verdensmesterskaber i disciplinerne på det kommende olympiske program eller verdensranglisteplaceringer i olympiske discipliner, hvor der ikke har været afholdt verdensmesterskaber i 2019. Analysen peger på, at den danske konkurrenceevne i international elitesport er høj.

Højt antal guldmedaljer i 2019
Et udtryk for konkurrenceevnen er antallet af medaljer. Her lå niveauet i 2019 ikke langt fra det historisk gode resultat ved OL i 2016. Dengang vandt danskerne 15 medaljer (to guld, seks sølv og syv bronze), og hvis der var blevet holdt OL i 2019, ville medaljehøsten være blevet 12 medaljer (tre guld, fire sølv, og fem bronze),

I de to første år efter det seneste OL blev det kun til henholdsvis ni og syv danske medaljer i OL-disciplinerne, så niveauet blev hævet betydeligt i 2019. Dertil kommer, at antallet af guldmedaljer i 2019 var meget højt. Det har ikke været højere på noget tidspunkt de seneste 20 år, og to af guldmedaljerne blev ovenikøbet vundet i discipliner med meget høj prestige og skarp international konkurrence: Landevejscykling og herrehåndbold.

Top 8-placeringen ikke så høj som tidligere
Et andet udtryk for konkurrenceevnen er en opgørelse baseret på top 8-point, hvor en førsteplads tildeles 8 point, nummer to 7 point og så fremdeles indtil nummer otte får 1 point. Her ser resultaterne fra 2019 mindre imponerende ud, idet de danske atleter er et stykke fra de 135 top 8-point, der blev hentet i Rio de Janeiro i 2016.

Niveauet på 121 top 8-point i 2019 er på linje med de 122 point, der blev hentet i 2018 i de olympiske discipliner. Det er højere end i 2017, men lavere end ved de seneste to olympiske lege og lavere end alle år mellem 2012 og 2016. Det kan tyde på, at Danmark ved OL i Tokyo vil få svært ved at leve op til resultaterne ved de seneste to olympiske lege.

Figur 1 sammenligner top-8 point for de nordiske lande, og efter at Danmark i fem af de syv foregående år præsterede bedre end Sverige mht. top 8-point, var det omvendt i 2019, hvor Sveriges top 8-pointsum var højere end på noget tidligere tidspunkt i den angivne periode. Finland er til gengæld næsten ved at forsvinde helt ud af statistikken. Landet, der frem til 1952 var en af de Olympiske Leges absolutte stormagter, opnåede kun 13 top 8-point eller kun en tiendedel af Danmarks. Det har kun en gang tidligere været på et lavere niveau.

Figur 1: De nordiske landes top 8‐point i de sommerolympiske discipliner 2012–2019

Top 8-point _2019 (3)

Antallet af medaljekandidater falder
Samtidig er der tilbagegang med hensyn til antal medaljeaspiranter. Man kan se antallet af top 8-placeringer som en god indikator for, hvor mange medaljeaspiranter Danmark har, og i den henseende er der tale om klar tilbagegang. Der var 32 top 8-placeringer i 2018 og kun 25 i 2019. Over halvdelen af disse var i top 3.

Det blev med andre ord til mange medaljer, men antallet af medaljeaspiranter er faldende. I 2019 lykkedes det for næsten alle, der var i nærheden af medaljer, at komme på podiet. Man kan håbe, det går lige sådan ved OL i Tokyo, men der skal ikke være mange marginaler imod danskerne, før det kommer til at gå mindre godt.

Idans analyse af resultater og medaljechancer for de mest konkurrencedygtige sportsgrene underbygger endvidere indtrykket af, at antallet af medaljeaspiranter er faldende. Der er tale om markant tilbagegang for svømning og badminton, og i de fleste sportsgrene var resultaterne ved VM i 2019 over danskernes normale niveau og således udtryk for ’overpræstation’.

Cykelsporten og roning er undtagelserne, og de danske medaljeperspektiver er meget afhængige af, om cykelsporten kan leve op til det meget høje niveau i 2019 ved det kommende OL.     

Tager man medaljehøsten i 2019 som indikator for de kommende OL-resultater, er der altså grund til optimisme, men det faldende antal medaljeaspiranter og det svækkede niveau i flere af de danske paradesportsgrene maner på den anden side til forsigtighed.

Læs mere

 
 

Download notatet 'Danske eliteresultater 2019'

Find notater og artikler fra tidligere års analyser på temasiden 'Danske eliteresultater'

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.