Selvejende idrætsanlæg har svært ved at låne til moderniseringer

Hvis de selvejende idrætsanlæg skal følge med ændringerne i idrætsvanerne og befolkningssammensætningen og fortsat danne gode rammer for idræt og fællesskab, så er der mange steder behov for at modernisere anlæggene eller som et minimum renovere bygningerne med jævne mellemrum.

Men det er vanskeligt, for mulighederne for at få kreditforeningslån er så snævre, at mange idrætsanlæg ikke kan finansiere renoveringer og moderniseringer ad den vej.

”Vi er meget bekymrede for de selvejende idrætsanlæg,” siger biblioteks- og fritidschef Henrik Schou Zacho fra Holstebro Kommune.

”De har enormt svært ved at få nye kreditforeningslån til moderniseringer og renoveringer. Og de lån, anlæggene allerede har, bliver dyrere: Bidragssatserne stiger, fordi idrætsanlæggene ikke genererer et stort overskud. Det er en bombe under disse idrætsanlæg. Konsekvensen er, at alt ligger stille omkring de selvejende anlæg. Der er ingen udvikling, og sådan har det været i mindst et år,” siger han.

Føler sig låst fast
Et idrætsanlæg skal ikke nødvendigvis generere et overskud for at opfylde sit formål, det skal skabe aktivitet. Det er en af problemstillingerne, når de skal låne penge til moderniseringer.

Det må centerleder Torben Strømgaard fra Mejrup Kultur- og Fritidscenter øst for Holstebro erkende. Centret rummer blandt andet to haller, et multihus, en squashbane, et fitnesscenter og møde- og festlokaler. Det ligger i et børnerigt område, og hver dag har 500 mennesker deres gang i centret. På årsbasis svarer det til 180.000 personer.

”Vi vil gerne følge med de krav, som befolkningen i området med rette kan stille til deres idrætscenter. Vi er et lokalt mødested, og vi oplever, at folk vægter fællesskabet højt. Her er brug for bedre faciliteter til fællesspisninger, et udbygget køkken, bedre fællesområder, og så vil vi udbygge fitnessfaciliteterne, springfaciliteterne, multihuset og skabe gode udendørsfaciliteter for unge,” fortæller han.

Men Nykredit har afvist at låne centret 7,5 mio. kr. ud af de 13,5 mio. kr., der er brug for til moderniseringen, med mindre centret kan få en kommunegaranti. Og det er ikke muligt.

”Uden kreditforeningslån ingen udvikling. Det er virkelig svært for os at skaffe finansiering ad anden vej. Vi vil lave en lokal indsamling, og vi har tilsagn fra en række private investorer, men kreditforeningslån er svære at komme uden om,” siger Torben Strømgaard.

”Vi føler os totalt fastlåste. Bygningerne er vurderet til 17,5 mio. kr. Vi har eksisterende lån for ca. 11 mio. kr., og vi vil gerne låne 7,5 mio. kr. Det er ikke ublu,” mener han og tilføjer, at brugerne står klar til at tage etape 1 af byggeriet i brug, så snart den er færdig, også  selv om lejen stiger.

”Samtidig oplever vi, at bidragssatserne på vores eksisterende lån stiger. Vi er en nonprofit organisation – vi skal ikke generere et stort overskud. Det giver så bagslag med forhøjede bidragssatser. Det er åbenbart ligegyldigt, hvor god businesscasen er, og hvor mange brugere der er. Når du ikke skal generere overskud, løber du ind i de her problemer. Det er ærgerligt for idrætslivet,” påpeger han.

Mangler penge til vedligehold
Også i Ringkøbing-Skjern Kommune er problemerne med at få kreditforeningslån og med høje bidragssatser velkendte, fortæller kommunens fritidskonsulent Jonas Caben W. Iversen. Der er 35 selvejende idræts- og kulturcentre, heraf 22 haller, i den geografisk store kommune.

Et af problemerne er, at især de små idrætscentre har så dårlig økonomi, at de har svært ved at sætte penge af til vedligehold, forklarer han:

”Mange har et overskud på under 10.000 kr. årligt, og der er ikke sat ret meget af til vedligehold. Vi har regnet ud, at det gennemsnitligt koster 110.000 kr. årligt at vedligeholde en håndboldhal, men ikke alle har pengene. Nogle steder trækker det ind gennem gavlen, så folk må have lange bukser på til træning,” fortæller han og tilføjer, at den dårlige cirkel skal vendes, så der kommer flere brugere, og så anlæggene får bedre økonomi. 

Ringkøbing-Skjern Kommune har en anlægspulje, der støtter renoveringer på over 200.000 kr. med 50 pct., men ofte kan idrætscentrene ikke selv stille med de mindst 100.000 kr., som der kræves, fortæller han og tilføjer, at anlæggenes økonomi blandt andet er præget af høje bidragssatser på de eksisterende lån.

”Vi kommer til at gentænke, hvordan vi fra kommunens side bruger pengene bedst, så vi støtter op om vedligehold, for vi ønsker, at faciliteterne er i ordentlig stand. Som det er nu, har anlæggene hårdt brug for alle de foreningstimer, de kan få, fordi de udløser tilskud,” siger han.

Det er blevet sværere at få lån
Selvejende idrætsanlæg ligger ofte i landområder, og især i jyske og fynske kommuner er de i overtal, viser forskningsprojektet Fremtidens Idrætsfaciliteter, som Idrættens Analyseinstitut og Syddansk Universitet står bag.

I De Samvirkende Idrætshaller, der organiserer ca. 250 selvejende idrætsanlægs bestyrelser og halinspektører, genkender fungerende formand Frank Normann Jørgensen problemstillingen om, at det kan være svært at få kreditforeningslån.

”Det har altid været vanskeligt at låne penge, men nu kan hallerne ikke låne 3 mio. kr., uden at der er krav om en kommunegaranti,” siger han.

”Mange anlæg har brug for bedre multifunktionsområder, f.eks. lokaler til mindre hold og bedre mødesteder. Men de kommer i klemme i de stramme lånevilkår.”

Idrætscentre er svære at bruge til noget andet
Det er ikke et lovkrav, at realkreditinstitutter skal stille krav om en kommunegaranti som sikkerhed for lån til idrætsanlæg. Men i Kommunernes Landsforening (KL) oplever man, at finansieringsinstitutterne i meget høj grad stiller krav om kommunegaranti ved udlån til selvejende institutioner som f.eks. idrætsanlæg, fortæller chefkonsulent Anders Windinge fra KL’s økonomiske sekretariat. Han har dog ikke noget bud på, om det sker i højere grad end tidligere.

”Vi kan godt forstå, at man fra finansieringsinstitutternes side gerne vil gardere sig fuldstændigt mod tabsrisiko med en kommunegaranti, men omvendt mener vi egentlig ikke, at det bør være nødvendigt i så mange tilfælde og med så stor en dækning – typisk 100 pct. af lånet,” siger han.

Kravet om en kommunegaranti for kreditforeningslån rejses formentlig, fordi et idrætsanlæg er svært at anvende til noget andet, hvis det skulle komme i økonomiske vanskeligheder, fortæller Peter Jayaswal, direktør for realkredit- og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, der er interesseorganisation for blandt andet banker og realkreditinstitutter.

Et idrætsanlæg kan ikke umiddelbart anvendes til boliger eller erhverv. Ofte siger lokalplanen, at der skal være fritidsaktiviteter på området, og en omlægning kan tage lang tid. Desuden ligger mange selvejende anlæg i landområder, hvor antallet af købere kan være begrænset.

Så for ikke at brænde inde med et konkursramt idrætsanlæg, kræver realkreditinstitutterne en kommunal garanti for at yde lån.

”Kommunal opbakning er vigtig for denne type kulturinstitutioner, både i form af en eventuel garanti, der sikrer, at realkreditinstituttet kan sikre deres penge ved økonomiske vanskeligheder, og i form af eventuelle driftsaftaler, der giver stabilitet og forudsigelighed i driften,” siger Peter Jayaswal.

Nykredit: Lånemulighederne er uændrede
Nykredits chefspecialist Casper Kidmose forklarer på en mail, at Nykredits generelle praksis overfor kulturelle institutioner, herunder idrætshaller, ikke har ændret sig inden for de sidste mange år.

”Hos Nykredit har vi igennem mange år haft den samme kreditpolitik i forhold til at give selvejende idrætshaller eller idrætsanlæg lån til f.eks. at finansiere moderniseringer, renoveringer eller et nyt idrætsanlæg. Nykredit stiller som udgangspunkt krav om kommunal opbakning gennem f.eks. uopsigelig lejekontrakt, tilbagekøbserklæring eller kaution. Dette er dog en individuel vurdering fra sag til sag, og det er afgørende, at vi indgår i sunde og ansvarlige projekter,” skriver han.

Det har ikke været muligt at få uddybet, hvad Nykredit lægger vægt på i den individuelle vurdering.

Casper Kidmose skriver også, at Nykredit er foreningsejet og derfor ”meget gerne vil være med til at finansiere lokale projekter, f.eks. hos selvejende idrætsanlæg eller haller, der ønsker at renovere en idrætshal for sikre liv og fremgang i lokalområdet. På det seneste har vi faktisk haft en lille stigning i udlån til idrætshaller, men det er ikke alle, der får et ja.” 

Anlægsloft og lånerammer bremser kommuner i at give garanti
Hvis kommunen giver garanti, er der sjældent problemer med at få kreditforeningslån, fortæller Esben Danielsen, der som direktør for Lokale og Anlægsfonden hyppigt er i kontakt med idrætsanlæg med byggeplaner.

Problemet opstår, fordi kommunerne har svært ved at give garanti. De skal nemlig deponere beløbet, så det bliver ’låst’ og ikke kan bruges eller regnes med i deres likviditet. Hvis man som kommune oplever at have forholdsvis få penge i kassen, så kan det altså være svært at skulle afse midler til at deponere. Desuden tæller garantien ofte med i kommunernes låneramme, som er det beløb, kommunerne må optage lån for.

”Det er en velkendt, men overset udfordring, at idrætsanlæggene har så svært ved at låne penge,” siger Esben Danielsen.

”De rammes af en kombination af, at der er sket en generel stramning i bankernes finansieringsvilkår, at de fleste kommuner ikke kan stille garanti for lånene, og at kommunerne udskyder anlægsprojekter på grund af anlægsloftet. Samtidig er mange anlæg så gamle, at de nu har seriøst behov for ikke bare renovering, men også modernisering. Så det er en meget aktuel problemstilling,” påpeger han.

Anlægsloftet fastsætter, hvor mange penge kommunerne må bruge på bygge- og renoveringsopgaver. Det er aftalt mellem regeringen og kommunerne. Hvis en kommune giver et anlægstilskud til modernisering af et idrætsanlæg, vil tilskuddet tælle med i kommunens anlægsramme.

Esben Danielsen foreslår, at man danner en ny garantipulje på tværs af kommunerne for at hjælpe idrætsanlæggene. Det kunne være en opgave for landspolitikere eller for kommunerne i fællesskab.

Læs mere: LOA-direktør: Dan en garantipulje for lån til idrætsanlæg

Fremtidens anlæg rammer bredere
I forskningsprojektet ’Fremtidens Idrætsfaciliteter’ er det en central anbefaling, at idrætsanlæg i højere grad skal tiltrække forskellige former for brugere og ikke kun medlemmer af foreninger. Men det kan være udfordrende for faciliteter, der i sin tid blev bygget til foreningers holdsport, forklarer en af forskerne bag undersøgelsen, senioranalytiker Peter Forsberg fra Idrættens Analyseinstitut.

”I mange selvejende anlæg er omdrejningspunktet en 20x40 m hal, og der er i begrænset omfang tænkt i fællesområder og små aktivitetsrum til yoga, fitness, spinning og andre bevægelsesformer i den grad, som der er behov for i dag. Så mange steder kan det være nødvendigt at modernisere de fysiske rammer,” siger Peter Forsberg.

Men det er ikke nok, pointerer han. Ledelse og organisering af arbejdet skal også moderniseres, hvis et idrætsanlæg skal tiltrække mange forskellige brugergrupper. Der skal så at sige udvikles på både bygning og indhold.

”Der skal ikke blot renoveres, der skal bygges til fremtidens behov, og derfor skal faciliteterne i dialog med hele lokalsamfundet. Men det er klart, at det er vanskeligt at modernisere rammerne, hvis der ingen penge er, og anlæggene har svært ved at låne penge.”

Hvad sker der så?

Det har centerleder Torben Strømgaard fra Mejrup Idræts- og Kulturcenter et svar på:

”Hvis vi ikke kan få kreditforeningslån, så står vi stille. Brugerne finder andre steder hen, og dét er ikke til gavn for fællesskabet i vores lokalområde.”