Vifo og Idan undersøger samvirkers betydning for kommuner og foreninger
Overalt i landet er idrætsforeninger, spejderforeninger og aftenskoler gået sammen om at lave samvirker, der skal forbedre de lokale foreningers samarbejde med kommunerne. I en ny undersøgelse vil Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) og Idrættens Analyseinstitut (Idan) sætte fokus på, hvordan disse samvirker fungerer, og om de giver foreningerne den indflydelse, de håber på.
I 2014 havde 68 pct. af de danske kommuner et samvirke på idrætsområdet, 64 pct. på spejderområdet og 50 pct. på aftenskoleområdet. 33 pct. af kommunerne havde derudover andre typer af samvirker, mens kun 14 pct. af kommunerne slet ikke havde nogen. Udbredelsen til trods er der dog kun begrænset viden om, hvordan samvirkerne fungerer i praksis, og om deres rolle som demokratisk bindeled mellem kommuner og foreningsliv.
”I nogle kommuner er samvirkerne en integreret del af beslutningsprocesserne på området, mens de andre steder har sværere ved at definere deres egen rolle og opnå indflydelse. Der er også stor forskel på, hvor mange foreninger, der er med i de enkelte samvirker, og i hvor vid udstrækning de dermed repræsenterer det lokale foreningsliv,” fortæller senioranalytiker Malene Thøgersen, som er ansvarlig for undersøgelsen.
Landsdækkende undersøgelse
Formålet med undersøgelsen er blandt andet at skabe systematisk viden om samvirkernes udbredelse, organisering og karakter på tværs af landets kommuner, og at identificere de faktorer, der har betydning for, hvornår et samvirke fungerer godt.
Undersøgelsen består af flere forskellige dele. Første del kortlægger alle samvirker på kultur-, idræts- og fritidsområdet i hele landet. Alle samvirkerne får derefter tilsendt et spørgeskema med spørgsmål om deres organisering, arbejdsområder og samspil med kommuner og foreninger.
På baggrund af svarene bliver fire kommuner valgt til undersøgelsens anden del, som omfatter dybtgående casestudier af samvirkernes rolle og karakter i de valgte kommuner. Denne undersøgelse består af to dele. Der bliver sendt et spørgeskema til alle foreninger i de respektive kommuner, hvor foreningerne får mulighed for at give deres syn på samvirkernes rolle, og hvordan de oplever muligheden for at blive inddraget i beslutningsprocesser, hvis de ikke er medlem af et samvirke.
Den anden del af undersøgelsen består af interviews med samvirkernes bestyrelser, kommunale embedsmænd, formanden for det politiske udvalg på området og formanden for kommunens §35 stk. 2-udvalg.
Projektet gennemføres i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF), Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og Oplysningsforbundenes Fællesråd (OF), der bidrager med økonomisk støtte. Derudover deltager Kulturelle Samråd i Danmark i projektet som sparringspartner.
Undersøgelsen begynder nu og forventes færdig medio 2021.
Yderligere information
Senioranalytiker Malene Thøgersen, Videncenter for Folkeoplysning
+45 6179 6463, malene.thogersen@vifo.dk
Læs mere om projektet og Idans andre undersøgelser på siden Idan undersøger