To ud af tre kommuner har fritidspas eller en lignende ordning
De kommunale fritidspasordninger har til formål at indlemme og fastholde børn og unge i idrætsforeninger. Foto: Flickr/Jens Hilligsøe.
Idrættens Analyseinstitut (Idan) kortlagde i august 2019, hvilke kommuner der henholdsvis har en fritidspasordning, et lignende kommunalt tilbud eller ikke har et kommunalt tilbud til børn og unges fritidsaktiviteter (se uddybning af kategorierne i tekstboksen til højre). Efterfølgende har Idan modtaget henvendelser fra kommuner med præciseringer af deres ordninger og har på baggrund heraf foretaget en ny optælling.
Den nye opgørelse har Idan udarbejdet ved at ringe til alle de kommuner, der i opgørelsen fra august 2019 var placeret i kategorien ’ingen kommunale tilbud’. Resultatet fremgår af figur 1 nedenfor, hvor det sammenlignes med en lignende Idan-kortlægning fra 2017.
Resultatet viser, at der samlet set er 63 kommuner med en fritidspasordning eller et lignende kommunalt tilbud. Sammenlignet med årets første kortlægning er dette en opjustering på fem kommuner, da Assens Kommune, Furesø Kommune, Sorø Kommune og Lemvig Kommune nu er kategoriseret som ’kommuner med lignende tilbud’, og Nordfyns Kommune er registreret under ’kommuner med fritidspas’. Før var de fem kommuner medregnet i 'ingen kommunale tilbud'.
Figur 1: Ny optælling af kommunale fritidspasordninger anno 2019
Figuren viser Idans nye opgørelse fra ultimo september 2019 sammenholdt med resultaterne fra Idans lignende optælling i 2017.
Figur 1 viser endvidere, at antallet af kommuner med en fritidspasordning er steget fra 26 i 2017 til 38 i 2019, og antallet af kommuner med et lignende kommunalt tilbud er faldet fra 33 til 25. Det skyldes primært, at kommunerne har ændret deres ordning fra en lignende ordning til at kalde det et decideret fritidspas.
Idans undersøgelse af støtteordninger viser også, at støtten primært dækker over økonomisk hjælp til betaling af kontingent og udstyr, men der er store, kommunale variationer. Disse kommer til udtryk gennem de forskellige støttekriterier i form af støttens varighed og omfang, og hvem der skal ansøge om at få støtte til barnet eller den unge. Derudover inkluderer nogle kommuner også sociale aspekter i deres ordninger i form af fritidsvejledning eller en ’følgeven’, der sørger for, at barnet kommer hen til fritidsaktiviteten. Informationer om hver kommune fremgår af dette dokument.
Manglende gennemskuelighed i kommunale støtteordninger
Arbejdet med at indsamle data til Idans undersøgelse afslørede også en høj grad af usikkerhed og uigennemsigtighed vedrørende de kommunale ordninger, da der er stor variation i synligheden af tilbuddene fra kommune til kommune. Mens muligheden for at søge om fritidspas fremstår tydeligt på hjemmesiden i nogle kommuner, er det i andre kommuner vanskeligt at finde frem til, at der overhovedet findes en ordning.
Ligeledes var der hos medarbejderne i nogle kommuner ikke klar viden om eller en entydig opfattelse af, hvad fritidspasordningen indebærer, samt hvorvidt kommunen har et tilbud. Fritidspasordningen eller lignende kommunale tilbud er heller ikke konsekvent tilknyttet én afdeling på tværs af kommunerne. Mens ordningen hører under Børne-, unge- og familieafdelingen i nogle kommuner, tilhører den Kultur- og fritidsafdelingen i andre.
Maja Pilgaard, forhenværende vicedirektør hos Idan, påpeger, at ”de interne kommunale usikkerheder og forskellige praksisser på området understreger, at kommunale tilskud til udsatte børns fritidsaktiviteter generelt er et ugennemsigtigt område i de danske kommuner.” Hun tilføjer, at manglende gennemsigtighed formentligt gør det besværligt for borgere og foreninger at finde rundt i mulighederne og ansøgningsprocedurer.
Læs mere
Dokument med oversigt over kommunes tilbud til børn og unge
Idans kortlægning af fritidspasordninger august 2019: 'Stabilitet i antallet af kommuner med støtte til børn og unges foreningsaktivitet'
Idans undersøgelse fra 2017: 'Store forskelle på kommuners støtte til udsatte børns fritidsliv'
Læs Altingets artikel 'Notat: Sådan vil regeringen fordele resterne af satspuljen'