Ny rapport undersøger årsager til voksnes fysiske inaktivitet
Inaktivitet blandt voksne har både negative konsekvenser for individet og for samfundsøkonomien. Foto: Colourbox.
06.11.2019
Af Anne la Cour ThysenEn ny rapport, ’Inaktivitet i Danmark, delrapport 1’, kortlægger national og international forskning inden for idræt, motion og bevægelse i fritidslivet med fokus på aktivitetsniveauet hos voksne danskere. Rapporten er et samarbejde mellem Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, DIF og DGI og tager desuden afsæt i DIF og DGI’s samarbejdsprojekt, ’Bevæg Dig For Livet’.
Niveauet af inaktivitet blandt danskere bliver undersøgt med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsen anbefalinger om daglig fysisk aktivitet for voksne. Danmark bliver ofte betragtet som et idrætsfremmende land, men alligevel fremhæver delrapporten ud fra Idrættens Analyseinstituts undersøgelse af danskernes motionsvaner, at cirka hver fjerde voksne ikke dyrker sport eller motionerer.
Mangel på fysisk aktivitet har ikke kun menneskelige og personlige konsekvenser, men har desuden en negativ indvirkning på den danske samfundsøkonomi, og ifølge Sundhedsstyrelsen koster eksempelvis pleje og behandling af inaktive årligt samfundet cirka fem mia. kr.
Målet med delrapporten er at samle viden, der kan hjælpe idrætsforeninger, organisationer og øvrige aktører med at fremme fysisk aktivitet blandt danske voksne. For at kunne skabe relevante aktiviteter har aktørerne ikke alene behov for viden om voksnes aktivitetsniveau, men også om livssituation, værdier, adfærd etc.
For at danne et nuanceret billede af fysisk aktivitet er kortlægningen baseret på litteratursøgning. Gennemgangen af eksisterende litteratur har afdækket flere parametre, der har indflydelse på aktivitetsniveauet:
- Socioøkonomi og sociokulturelle faktorer indikerer, at et lavt aktivitetsniveau hos voksne er forbundet med en lav socioøkonomisk status i barndommen, og at fysisk aktivitet i etniske minoritetsgrupper har relation til kultur og religion. Yderligere har blandt andet selvopfattelse og adgang til aktiviteter betydning for motionsvaner.
- Livsbegivenheder såsom nyt arbejde, ny bolig, forældreskab og opstået sygdom kan mindske aktivitetsniveauet. Dog påpeger rapporten, at for eksempel en højere status på arbejdsmarkedet er forbundet med øget fysisk aktivitet.
- Ældre tillægger især miljø, faciliteters æstetik, sociale elementer og vejledning en afgørende betydning.
Forskerne har suppleret litteratursøgningen med en interviewundersøgelse, som har identificeret yderligere fire faktorer med betydning for aktivitetsniveauet:
- Interventioner og nye initiativer i form af variation i aktiviteter, social støtte, konkurrence og udstyr til selvmonitorering har en positiv indvirkning på fysisk aktivitet. Skræddersyede forløb til specifikke målgrupper og en klar strategi i foreningerne er også centralt.
- For det enkelte individ er fleksibilitet, erfaring med motion, økonomiske ressourcer og følelsen af at være en del af et fællesskab motiverende i forhold til at dyrke motion.
- På gruppeniveau er tilgængelighed og en oplevet ligestilling mellem medlemmer samt foreningens struktur, kompetencer, ’mindset’ og kommunikation vigtigt for at kunne tiltrække inaktive.
- Ud fra et strukturelt perspektiv er tværsektorielle samarbejder mellem flere aktører afgørende, når foreninger og kommuner skal være rammesættende for at komme inaktivitet til livs.
Delrapportens sidste kapitel fremhæver de mulige praktiske problemstillinger, som kan opstå i forbindelse med at øge aktivitetsniveauet hos specifikke befolkningsgrupper og i en given livsfase. Derudover peger kortlægningen på, at foreninger kan blive mødt af udfordringer i forhold til tilgængelighed, kommunikation, tilpassede tilbud, dannelse af fællesskaber og motivering af potentielle medlemmer.
Læs mere
Læs rapporten ’Inaktivitet i Danmark, delrapport 1’
Læs Idrættens Analyseinstituts rapport ’Danskernes motions- og sportsvaner 2016’
Læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger om daglig, fysisk aktivitet
Læs mere om DIF og DGI’s samarbejdsprojekt ’Bevæg Dig For Livet’