”WADA og CAS skal gøres uafhængige af sportslige og politiske interesser”

For et år siden stod det internationale antidoping-agentur WADA og iNADO (Institute of National Anti-Doping Organisations) på hver sin side i en ulmende strid om taktikken i den russiske statsdopingsag, som endte med at udløse den hidtil værste krise i seneste to årtiers internationale kamp imod doping.

I dag er det helt andre toner, der præger forholdet mellem WADA, som kontrolleres af den internationale olympiske komite, IOC, og verdens regeringer i fællesskab, og iNADO, der er interesseorganisation for 67 nationale antidoping-organisationer.

De to parter har indgået en aftale, som blandt andet har til formål at udvikle et tættere samarbejde, der skal styrke antidoping-arbejdet i lande og regioner, som halter langt efter den vestlige verdens kamp for en ren sport.

”Vi har haft en lang periode, hvor Rusland med god grund har fyldt ufattelig meget i den offentlige debat. En debat om russernes systematiserede snyd og om WADA, IOC og de internationale idrætsforbunds håndtering af sagen,” siger INADO’s nye formand Michael Ask i et interview med Play the Game om instituttets lange strid med WADA og sine visioner for fremtidens internationale antidoping-arbejde.

Den 56-årige tidligere chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, der har en fortid som spiller og leder i dansk tennis, har været ansat som direktør i Anti Doping Danmark siden 2015. I april i år blev han udpeget som ny, ulønnet bestyrelsesformand for iNADO, der har administration i Bonn i Tyskland.

”Det er en tillid, jeg er meget glad for. Og den russiske sag er langt fra slut. Vi vil stadig holde øje med udviklingen i sagen. Men samtidig vil vi gerne prøve at dreje opmærksomheden hen på at styrke samarbejdet mellem WADA og iNADO,” siger han.

De to organisationers kommende samarbejde, der blev aftalt i København den 18. juni på et forsoningsmøde mellem Michael Ask og WADA’s præsident, Craig Reedie, handler derfor blandt andet om at dele organisationernes samlede viden om, hvor antidoping-arbejdet halter bagefter, og hvem der kan hjælpe med at løfte det.

”Et af sportens største problemer er, at antidoping-niveauet rundt omkring i verden er meget forskelligt. Hvis vi kombinerer WADA’s informationer om de lande, som ikke lever op til de internationale standarder, med iNADO’s viden om, hvilke lande der er stærkest på de enkelte felter, kan vi forhåbentlig lave en fælles udviklingsplan, der både på kort og langt sigt kan løfte niveauet for antidoping-arbejde i hele verden,” siger Michael Ask.

Uafhængige domsafsigelser
Men samarbejdsaftalen betyder ikke, at WADA og iNADO nu er enige om alt. Michael Ask ser eksempelvis gerne, at de dømmende organer i både WADA og den internationale sportsdomstol CAS bliver helt uafhængige af såvel den internationale olympiske komite, IOC, som verdens regeringer for at undgå enhver mistanke om, at de to institutioners domsafsigelser er påvirket af sportsligt eller politisk pres.

”I dag er hverken WADA eller CAS uafhængige. Man bør helt klart kigge på at gøre de to institutioner uafhængige af både sportslige og politiske interesser. Jeg ved ikke, hvordan man skal gøre det i praksis. Men som i det øvrige samfund bør sporten vedtage nogle mekanismer, som adskiller den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt,” siger han og lægger dermed op til et opgør med sportens autonomi.

”Sporten skal selvfølgelig have lov til at organisere sig som den vil. Men når vi taler om eliteidræt, med alle de nationale og økonomiske interesser, der er involveret på det niveau, giver det for mig god mening, at WADA og CAS skal være uafhængige både af sportens organisationer og de politisk valgte regeringer. Det handler om en tredeling af magten, som alle demokratiske lande henholder sig til.”

En skarp adskillelse af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt findes ikke i olympisk sport i dag. IOC har halvdelen af magten i WADA og stor indflydelse på det juridiske system i CAS, hvor det australske IOC-medlem John Coates er præsident. Og IOC har ikke for vane at afgive sin magt frivilligt.

Derfor ligner det ikke et ønske, som Michael Ask ser ud til at få opfyldt i den nærmeste fremtid. Heller ikke selv om han blandt andet roser WADA for at have fået adgang til de russiske dopingprøver på laboratoriet i Moskva, som var årsag til, at antidoping-krisen mellem WADA og INADO blev udløst i september i fjor.

Ingen undskyldning fra Putin
I lighed med mange aktive atleter mente iNADO dengang, at det var forkert af WADA at genoptage det russiske antidoping-agentur, RUSADA, for at få adgang til de russiske prøver, inden RUSADA havde levet op til alle de krav, WADA havde stillet som betingelse for en genoptagelse.

Kritikerne tolkede WADA’s genoptagelse af RUSADA som et knæfald for russerne på et tidspunkt, hvor IOC’s præsident Thomas Bach gav udtryk for, at russerne efter delvis udelukkelse fra OL i Rio de Janeiro og de olympiske vinterlege i Pyeongchang nu var straffet nok.

Men ifølge WADA handlede genoptagelsen af RUSADA blot om at sikre adgang til russernes dopingprøver. Og den manglende forståelse for taktikken i sagen fik blandt andre agenturets tidligere præsident, IOC-medlem Dick Pound, til at betegne kritikerne som ’en lynchende pøbel’, der kun var ude på at så splid i den internationale antidoping-verden for selv at komme til magten.

Michael Ask var dengang en af WADA’s hårdeste kritikere. I dag siger han:   

”Der er grund til at rose WADA for, at det til sidst lykkedes at komme ind på laboratoriet og sikre russernes data. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi havde forskellige holdninger til, også blandt de nationale antidoping-organisationer, om det var det rigtige skridt på det rigtige tidspunkt,” understreger han.

”Men grunden til, at der var så meget blæst om sagen, drejede sig nok mere om WADA’s manglende kommunikation end om taktikken. WADA skulle have gjort mere ud af at forklare, at det var vigtigere at komme ind på laboratoriet end at få en officiel russisk undskyldning underskrevet af Putin. For det kommer aldrig til at ske. Det ved vi godt. Det er let at være bagklog. Men vi kan alle lære noget af Rusland-sagen. Og jeg synes i dag, at WADA gjorde det rigtige under omstændighederne.”

Michael Ask tror dog også, at WADA har lært, at kommunikationen skal forbedres i fremtiden. Og på spørgsmålet om, hvad iNADO har lært af Rusland-sagen, svarer han:

”Det er første gang, en af vores medlemsorganisationer, RUSADA, har været på skafottet. Derfor er vi også blevet mere bevidste om, at vi skal passe på med ikke at blive smagsdommere i enkeltsager. Vi skal holde fast i vores overordnede principper om uafhængighed og good governance, men vi skal være forsigtige med at kommentere på konkrete WADA-afgørelser.”

WADA er hæmmet af sin struktur
Som ny formand for iNADO ser Michael Ask det som sin fornemste opgave at give instituttet en stærkere stemme og skaffe medlemsorganisationerne større indflydelse på udviklingen af det internationale antidoping-arbejde.

”De nationale antidoping-organisationer udfører 80 procent af verdens antidoping-arbejde, så det er kun naturligt, at vi som en uafhængig interesseorganisation med en meget stor viden og ekspertise ønsker at være med til at bestemme retningen i WADA. Og det er også mit klare indtryk, at WADA gerne ser iNADO i en styrket rolle i agenturets bestemmende organer,” siger han.

Selv om WADA foreløbig har lovet, at repræsentanter for de nationale antidoping-organisationer får en fast plads i alle agenturets stående udvalg, og det er hans ambition, at iNADO i fremtiden skal være agenturets nærmeste samarbejdspartner, er Michael Ask dog ikke blind for, at hans ambition kan møde modstand fra både IOC og verdens regeringer:

”Vi ved godt, at der er en tilbageholdenhed hos IOC og sportens øvrige organisationer, men til en vis grad også blandt vores egne regeringer, som måske føler, at vi kommer og tager lidt af magten fra dem,” siger han.

”Men jeg anser det som en klar fordel for både IOC og regeringerne, at vi, der arbejder med antidoping hver dag, får en stærkere rolle i WADA på grund af vores viden, erfaring og uafhængighed. Vi ved jo, at der går politik i det, når de rigtige store spillere som for eksempel Rusland er på banen. Og der kan alle se, at WADA har det svært, netop fordi agenturet er hæmmet af sin egen struktur”.

Indtil videre udgør IOC og verdens regeringer imidlertid kernen i WADA. Og i takt med, at iNADO får en større indflydelse i WADA, vil Michael Ask derfor heller ikke udelukke, at hans ambitioner om et styrket iNADO og et uafhængigt WADA kan udløse nye idrætspolitiske magtkampe:

”Det kan godt være. Men det er ikke de signaler, jeg hører fra hverken WADA’s siddende præsident Craig Reedie eller agenturets kommende præsident Witold Banka,” siger han.

”Mit overordnede mål er, at både iNADO, WADA, de internationale idrætsforbund og det internationale test-agentur, ITA, som flere end 40 idrætsforbund nu har samarbejdsaftaler med, skal forene kræfterne for at bringe antidoping-arbejdet videre til et nyt og højere niveau, hvor de dårligst stillede lande får et løft med hjælp fra de bedre stillede lande.”

Solidaritet og virksomhedsansvar
Ifølge Michael Ask skal iNADO og WADA’s udviklingsplan først forhandles færdig senere på året. Han regner dog ikke med, at det bliver noget problem at få planen finansieret, blandt andet med projektmidler fra WADA og de mest velstillede nationale antidoping-organisationer.

”Men der er også mange andre økonomiske ressourcer i sportens verden. Witold Bankas forslag om at oprette en solidaritetsfond er en rigtig god ide, og hvis sponsorer og broadcastere giver bare en lille procentdel af de mange penge, de bruger på sport, til antidoping-arbejdet, kan vi komme endnu længere,” siger han.

”Der tales meget om virksomheders sociale ansvar. I det perspektiv vil det for eksempel være en god historie, hvis en stor multimedievirksomhed, som formidler sport, kan sige, at den også tager ansvar for at støtte antidoping-arbejdet. Antidoping er jo i alles interesse.”

Af samme årsag ser Michael Ask gerne, at ansvaret for at opklare dopingovertrædelser og andre forbrydelser imod sportens integritet i højere grad end tidligere overlades til uafhængige aktører som for eksempel politiet.

”I nogle lande er der allerede et godt samarbejde mellem politiet og de nationale antidoping-myndigheder, som i stigende grad ansætter medarbejdere, der har erfaring med politiets analytiske efterretningsmetoder. Det er i vid udstrækning de samme metoder, vi bruger i antidoping-arbejdet. Det kan ikke nytte noget, at man behandler sportens whistleblowere på en amatøragtig måde. De mennesker sætter meget på spil og skal behandles professionelt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt,” siger han.

”Men vores samarbejde med politiet kan uden tvivl udbygges endnu mere, og på et eller andet tidspunkt kommer vi nok heller ikke uden om at oprette et agentur, som i lighed med WADA på dopingområdet kan overvåge matchfixing og korruption i sport.”

I sportens egen interesse
Men selv om Michael Ask oplever, at der generelt er en politisk vilje til at opklare sportsrelaterede forbrydelser, savner han, at sportens egne organisationer mere aktivt selv skubber på for at overlade noget af ansvaret for opklaringen til uafhængige aktører.

”Sportens organisationer har en enorm stor magt og politisk indflydelse. Når de ikke ønsker at afgive deres magt på dette område, handler det derfor nok mest om frygten for at miste styringen over deres egen idræt, selv om det i mine øjne også burde være i organisationernes egen interesse at overlade opklaringsarbejdet og domsafsigelserne til uafhængige instanser,” siger han.

”Alene mistanken om, at der kan være interessekonflikter på spil, betyder, at sportens organisationer ville stå sig langt bedre ved frivilligt at afgive denne magt, fordi de så netop ikke kan blive beskyldt for at være korrupte eller på anden måde påvirke sagerne.”