Ny forskning: Viden giver bedre faciliteter

Ny forskning peger på, at inddragelse af tværfaglig viden giver bedre faciliteter. Foto: Colourbox

22.07.2019

Af journalist Jonna Toft
Hvis arkitekter i højere grad inddrog tværfaglig viden og evidens og samarbejdede med andre fagfolk, når de designer idræts- og motionsanlæg, så ville det øge faciliteternes funktionalitet i forhold til brugernes behov. Det viser et nyt ph.d.-projekt.

Det kan godt betale sig at samarbejde med fagfolk, der kender til brugen af idrætsfaciliteter, og at inddrage evidens i højere grad end i dag, hvis man som arkitekt vil designe et anlæg, der faktisk lever op til brugernes behov.

Det viser et ph.d.-projekt, der netop er blevet udgivet og har til formål at sætte mere fokus på samarbejdet mellem arkitekter og andre fagfolk, der arbejder med idræts- og motionsanlæg.

Landskabsarkitekt Mikkel Hjort fra Institut for Idræt og Biomekanik, Active Living ved Syddansk Universitet, står bag ph.d.-studiet. Han har undersøgt, hvordan den nyeste forskning og tværfaglige viden kan bruges i designprocessen af nye motions- og idrætsanlæg.

Konklusionen er nok ikke så overraskende: Det betaler sig at inddrage viden fra brugere og fagfolk.

Ikke desto mindre oplevede Mikkel Hjort som landskabsarkitekt flere gange, at projekter om idræts- og motionsfaciliteter ikke nåede deres fulde potentiale, fordi fokus var på æstetik og ikke funktionalitet.

”Der var simpelthen mangel på tværfaglig viden i designprocessen. Derfor følte jeg, at der måtte være en måde at forbedre kvaliteten af fremtidige projekter på,” skriver han i forordet til ph.d.-projektet.

Inddrag borgere og eksperter – det virker
Tre delstudier indgår i undersøgelsen. I et af dem har Mikkel Hjort set nærmere på, om udvalgte faciliteter bruges af de målgrupper, som det var tilsigtet – og om arkitekterne bag faciliteterne havde inddraget tværfaglig viden på en systematisk måde i designprocessen.

Men observationerne viste, at faciliteterne ikke henvendte sig til den tilsigtede brugergruppe – og arkitekterne havde da heller ikke inddraget den tværfaglige viden, da de designede faciliteten.

I et andet delstudie blev der anvendt en designstrategi, hvor lokale borgere og eksperter blev involveret i designprocessen, og det gav positive resultater. Formålet var her at udvikle en designstrategi, der kan sikre en systematisk anvendelse af tværfaglig viden gennem en transparent designproces.

Den overordnede konklusion i ph.d.-projektet peger på, at der skal være større fokus på at bruge evidens for at fremme funktionaliteten i kommende anlæg, at den tværfaglige viden skal inddrages på en systematisk måde, og at designprocessen skal være transparent, så man kan dele og bruge den indsamlede viden i fremtidige projekter.

Samlet set vil det potentielt kunne bidrage til at øge folkesundheden gennem arkitekturen.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.