Idrætstilbud til sårbare målgrupper kan overvinde sociale barrierer

Selv om Danmark i dag har opnået en høj idrætsdeltagelse på tværs af køn og alder, er de sociale forskelle i idrætsdeltagelsen stadig en central udfordring. Socialt udsatte har generelt lavere idrætsdeltagelse og føler sig ofte ikke hjemme i foreningsdrevne eller kommercielle idrætstilbud af sociale eller økonomiske grunde.

Men med de rette organisatoriske rammer og aktører er det faktisk muligt at skabe inkluderende idrætstilbud, der formår at nå ud til målgrupper, som er udfordrede på parametre som uddannelse, indtægter, boligforhold eller misbrug.

Det konkluderer en ny rapport fra Idrættens Analyseinstitut ’Idræt for socialt udsatte – et blik på udøverne’, der er den tredje og sidste delrapport i projektet ’Idræt for socialt udsatte’, som Idrættens Analyseinstitut har gennemført med støtte fra TrygFonden (se boks).

Den tredje delrapport har fokus på deltagerne i sociale idrætstilbud og omfatter bl.a. kvalitative interviews og en spørgeskemaundersøgelse blandt deltagerne i OMBOLD og Sport for LIVETs danmarksmesterskaber i fodbold – to organisationer, der arbejder med henholdsvis gadefodbold for socialt udsatte borgere og idrætstilbud i tilknytning til sociale væresteder.

Desuden beskriver rapporten idrætsvaner blandt udsatte børn og voksne og den særlige indsats, som landsforeningen BROEN gør for at støtte børns deltagelse i almindelige idrætsforeninger.

Overordnet konkluderer den afsluttende rapport, at de undersøgte idrætstilbud målrettet socialt udsatte:

1. Rammer en bred målgruppe af socialt udsatte medborgere.
2. Generelt øger deltagerne trivsel og socialisering samt giver potentiale for individuelle ’udviklingsrejser’, hvor den enkelte får bedre greb om eget liv.
3. Kan sikre, at børn med udsatte forældre bliver en del af det almindelige fritidsliv
4. Men også, at en række organisatoriske rammer og konkrete sociale kompetencer skal være på plads, hvis arbejdet med udsatte skal lykkes.

Det sidste punkt peger rapporten på som centralt for det videre arbejde med inkluderende idrætstilbud.

”Idræt for socialt udsatte bør udspringe fra det udsatte miljø med særligt fokus på at tilrettelægge aktiviteterne efter målgruppens behov, og der kan være god grund til at involvere og inddrage de udsatte i udviklingen af nye tilbud. Der er ofte store sidegevinster og ressourceopbygning ved at udvikle de udsattes egne kompetencer, ligesom det sikrer en lokal forankring og følelse af medejerskab,” siger vicedirektør i Idrættens Analyseinstitut Maja Pilgaard, der er hovedforfatter på rapporten.

Rapporten peger på, at socialt inkluderende strukturer kan ske med afsæt i både en eksisterende ’almindelig’ forening eller ved at etablere nye aktive fællesskaber fra bunden. Det afgørende er, at aktiviteterne former sig med socialt udsattes behov som primære tilgang (og ikke omvendt) og meget gerne med socialt udsatte som de primære kræfter.

”Anerkendelse eller oplevelsen af at færdes med ligesindede er afgørende for de udsattes oplevelse af at føle sig hjemme i det idrætslige fællesskab. Derfor lægger deltagerne selv meget vægt på betydningen af at deltage sammen med andre, som også ’har noget i bagagen’,” siger Maja Pilgaard.

Mere stabile landsdækkende strukturer
Rapporten peger desuden på behovet for at diskutere, om de centrale, landsdækkende strukturer kan udvikles og blive mere stabile.

Generelt er netop stabilitet hos de koordinerende aktører vigtigt i arbejdet med udsatte målgrupper, og rapporten peger på det umiddelbart paradoksale i, at de aktører, som har vist sig som eksperter i at udbyde idræt for socialt udsatte, må leve med relativt ustabile økonomiske vilkår.

Ifølge rapporten tegner der sig et billede af, at idrætstilbud for socialt udsatte derfor med fordel kunne støtte sig til en ekspert- og sekretariatsfunktion – ideelt set med en fast, offentlig grundbevilling og forankret hos aktører – eller en sammenslutning af aktører – der gennem de seneste årtier har vist sig bæredygtige i arbejdet med idræt for socialt udsatte. Her finder man organisationer og initiativer som OMBOLD, Sport for LIVET, Idræt for Sindet, BROEN, GAME og FitforKids.

Desuden er det fra 2019 blevet et krav fra Kulturministeriets side, at DIF og DGI skal have fokus på socialt udsatte som målgruppe, hvilket afspejler et politisk ønske om at gøre foreningslivet mere rummeligt. Analyserne i denne rapport viser dog vigtigheden af, at arbejdet med at inkludere socialt udsatte ikke bør ske ovenfra eller bør bero på en tankegang om, at ressourcestærke frivillige foreninger skal pålægges krav om også at rumme socialt udsatte.

Der er dog god grund til at arbejde med brobygning på tværs af foreninger og arbejde med øget adgang til faciliteter for særlige målgrupper i dagtimerne. Og for nogle etablerede foreninger vil det også give god mening at gøre en særlig indsats for udsatte gennem eksempelvis at uddele et antal fripladser til børn, unge og voksne, som er vanskeligt stillet, eller ved at have fokus på inklusion af udsatte i forskellige facetter af foreningsarbejdet.

Endelig er der behov for velvilje i kommunerne, når det handler om at understøtte foreninger med fokus på socialt udsatte. Det kan f.eks. ske ved at give billig/gratis adgang til visse typer af faciliteter i dagtimerne, ved at finansiere koordinator-/tovholderfunktioner og ved i visse tilfælde at hjælpe med til eller koordinere transport.

Samtidig er det relevant med et bredt, lokalt samarbejde på tværs af aktører, der arbejder med socialt udsatte. Sådanne samarbejdsrelationer kan også indbefatte aftenskoler, Ældre Sagen, fitnesscentre, ungdomsskoler, musikskoler og andre lokale aktører, der arbejder i krydsfeltet mellem idræt/fritidsaktiviteter og socialt udsathed.

Erfaringer kan bruges andre steder
Som en sidste anbefaling nævner rapporten, at det uformelle setup og tilgangen til træning i de særligt tilrettelagte tilbud for socialt udsatte kan være til inspiration for andre idrætstilbud, som ikke specifikt arbejder med socialt udsatte.

F.eks. kunne eftermiddagstræning med primær fokus på at skabe et aktivt, men fleksibelt socialt fællesskab på tværs af køn, alder og niveau være en relevant opskrift at afprøve på eksempelvis unge.

Det kunne også være interessant at arbejde med inddragende, demokratiske processer i forsøgene på at involvere de unge/eller idrætsuvante målgrupper.

Endelig kan der ligge et potentiale for alle idrætsforeninger i at arbejde mere systematisk med ’greetere’ eller sociale værter, som ikke tager afsæt i idrætslige/faglige kompetencer, men er med til at styrke det sociale liv på tværs af hold og afdelinger og gøre foreningerne mere åbne for nye medlemmer.