Nyt netmedie om dansk og international idrætspolitik
Lars Jørgensen giver den kritiske sportsjournalistik en stemme med det nye netmedie sportspressen.dk. Foto: Colourbox
24.05.2019
Af journalist Jonna ToftDen internationale sportsverden er fuld af interessante historier for kritiske journalister – men der bringes ikke ret meget stof om emnet i danske medier. Heller ikke dansk idrætspolitik prioriteres særlig højt i medierne.
Nu vil den erfarne sportsjournalist Lars Jørgensen give den kritiske sportsjournalistik en stemme med det nye netmedie Sportspressen.dk. Her bliver formidlet nyheds-, debat- og baggrundsartikler med idrætspolitisk indsigt i den danske og udenlandske sportsverden.
”I forhold til de sager, der er, og den betydning, de har, så burde der være langt større interesse for det idrætspolitiske område i medierne. Jeg tror, der er et publikum. Vi så det med sagen om spiseforstyrrelser hos svømmerne i Dansk Svømmeunion – den har vakt stor interesse,” siger han.
”Hvis mediestøtten skal give mening, så skal der være en kritisk journalistik, også inden for sportsverdenen. De idrætspolitiske og kritiske historier skal formidles, ikke kun for dem, der kender til området i forvejen, men også for alle dem, der blot interesserer sig for sport og ikke nødvendigvis kender til den verden, der ligger bag,” siger han.
Han tilføjer, at der er en tendens til, at de etablerede medier ser sporten mere som underholdning end som et stofområde, der bør dækkes med kritisk journalistik.
Tre bloggere med stor indsigt i idrætsverdenen hjælper det nye medie på vej: Søren Riiskjær, der står bag bloggen Dansk Idrætspolitik, Henrik H. Brandt, der står bag Idrættens Konsulenthus, og Michael Andersen, der står bag firmaet MA57 Consulting. Flere bloggere er på vej.
Lars Jørgensen har beskæftiget sig med kritisk sportsjournalist i over 20 år og har et bredt netværk i sportsverdenen. Han har en fortid på Ekstra Bladets og Politikens sportsredaktioner og har som freelancer bl.a. skrevet for Weekendavisen, Information, Jyllands-Posten, Idrættens Analyseinstitut og Play the Game.
Desuden står han bag tre bøger om sport og politik: Konge af en anden verden (2018), Frederik og flammen (2009) og Sømænd af verden (2007).