Friluftsrådet skal have ny formand
To kandidater skal kæmpe om formandsposten i Friluftsrådet, når paraplyorganisationens 85 medlemsorganisationer den 30. april skal stemme om en afløser for Lars Mortensen, som har stået i spidsen for organisationen i 16 år.
Medlemsorganisationerne, som er organisationer, der alle laver aktiviteter med natur og friluftsliv, har haft mulighed for at indstille kandidater til posten.
Den ene kandidat til formandsposten er Annesofie Bjerre. Hun er blevet indstillet af Det Danske Spejderkorps, hvor hun har siddet som formand fra 2013-2017. Til daglig arbejder hun som sektionschef i Banedanmark. På Friluftsrådets hjemmeside præsenterer hun sine mærkesager, som blandt andet er at få flere børn og unge ud i naturen og at sikre, at naturen er tilgængelig for alle. Samtidig argumenterer hun også for, at naturen er mere end en facilitet for aktiviteter. Hun vil derfor også arbejde for en bæredygtig udvikling af friluftslivet, som vil give mere – og mere varieret – natur.
I et interview med Altinget peger hun på, at hun som formand vil arbejde på at styrke samarbejdet mellem medlemsorganisationerne og i højere grad engagere dem i de forskellige projekter. Samtidig skal medlemsorganisationerne også være med til mere aktivt at påvirke lokale beslutningstagere i forhold til projekter der vedrører friluftslivet.
Den anden kandidat til formandsposten er Niels-Christian Levin Hansen. Han er indstillet af Danmarks Idrætsforbund (DIF), hvor han har siddet i bestyrelsen siden 2006 blandt andet som ansvarlig for DIF’s natur- og miljøpolitik. Han arbejder til daglig i Forsvaret. Som formand for Friluftsrådet vil han arbejde for at lytte mere til de enkelte medlemsorganisationer, sikre danskerne ansvarlig adgang til naturen og skabe gode vilkår for de frivillige, skriver han på Friluftsrådets hjemmeside.
I et interview med Altinget uddyber han, at hans ambition er at styrke forholdet til medlemsorganisationerne samt at gøre Friluftsrådet mere synlig i den offentlige debat og i medierne. Derudover vil han sikre tættere kontakt med blandt andet Naturstyrelsen og de lokale afdelinger i kommunerne.
På generalforsamlingen den 30. april skal Friluftsrådets medlemsorganisationer ud over formanden også vælge nye medlemmer til bestyrelsen.