Hænger høj livskvalitet på landet sammen med foreningsliv?

Kulturhus bibliotek. Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

01.10.2018

Af journalist Jonna Toft
En gruppe forskere skal nu undersøge, hvilke faktorer der giver livskvalitet på landet. Blandt andet undersøges det, hvordan foreningslivet og dets mødesteder spiller ind på livskvaliteten.

Folk, der bor på landet, har en højere selvoplevet livskvalitet end gennemsnittet. I landdistrikterne svarer hele 82 pct., at de har ’en høj livskvalitet’, mens landsgennemsnittet er 76,8 pct. Det viser en undersøgelse blandt ca. 7.000 danskere, som Realdania har lavet sammen med Gallup.

En række forskere går nu i gang med at undersøge årsagerne. Det sker i forskningsprojektet ’Livskvalitet i yderområder og landdistrikter’, der løber til januar 2022 og er støttet af Realdania med 4,8 mio. kr.

Adjunkt, ph.d. Evald Bundgård Iversen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) skal stå for et delprojekt, der undersøger, hvilken betydning det organiserede civilsamfund, og især foreningslivet og dets fysiske mødesteder, har for borgernes oplevede livskvalitet.

”Hvordan spiller foreningstætheden ind? Måske har antallet af foreninger i et landområde nogle afledte konsekvenser, som har betydning for den selvoplevede livskvalitet. I hvert fald kan vi se, at der er en modpol til fortællingen om strukturelle og sociale problemer på landet, for den selvoplevede livskvalitet er umiddelbart høj,” siger han.

Forskerne på projektet er fra Syddansk, Aalborg og Københavns Universiteter, og det ledes af lektor Pia Heike Johansen, Center for Landdistriktsforskning, Syddansk Universitet.

Første skridt for forskerne er at lægge sig fast på metodisk tilgang og beslutte, hvilken del af landet de vil bruge som case for deres undersøgelse, altså at fastlægge analysedesign og geografi.  

Læs mere

 
 

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.