Spionernes kamp om VM

Under Den Kolde Krig blev Sovjetunionens efterretningstjeneste, KGB, og dens britiske modpart, MI6, kendt for at have nogle af verdens bedste spioner. Et renomme, som blandt andet skyldes, at det især var sovjetrussiske og britiske spioner, forfatteren Ian Fleming brugte som rollemodeller, da han i 1953 skrev den første af sine berømte romaner om den fiktive britiske agent 007, James Bond.

Da The Sunday Times fire år efter fodboldforbundet FIFA’s dobbelte valg i 2010 af værtslande for VM i 2018 og 2022 afslørede, at både Ruslands vindere og Englands tabere havde brugt professionelle spioner fra deres respektive nationale efterretningstjenester FSB og MI6 til at holde øje med modstandernes VM-kampagner, var det imidlertid ikke blot endnu en bekræftelse på, at sport og politik er uløseligt forbundet.

Spionafsløringen var også et af de første officielle tegn på, at forholdet mellem det kommende russiske VM-værtsland og mange vestlige demokratier i dette årti atter har været præget af kulde. En politisk og diplomatisk kulde, som tilsyneladende har bidt sig så godt fast, at internationale nyhedsmedier omtaler den som en ny kold krig, hvilket senest er kommet til udtryk i sagen om Ruslands påståede indblanding i USA’s præsidentvalg i 2016.

Men fodboldens spionsag, der først blev afsløret i 2014 i forbindelse med en britisk parlamentshøring om Englands tabte VM-valgkamp, blev dengang i de fleste internationale nyhedsmedier overskygget af, at det amerikanske forbundspoliti FBI samtidig var i gang med at efterforske den store korruptionsskandale i FIFA, som foreløbig har resulteret i sigtelser mod flere end 40 højtstående fodboldledere i en række lande.

Og set i det lys er en ny, dansk dokumentarfilm ’A World Cup of Spies’, som mandag havde premiere i København, både historisk relevant og højaktuel. For når Rusland i næste uge for første gang er vært for FIFA’s World Cup, er det frugterne af sejren i spionernes kamp, det debuterende VM-værtsland forsøger at høste.

En systematisk efterretning
Spionernes kamp om VM-værtskabet begyndte i 2008, da den tidligere Labour-minister og fagforeningsmand Lord David Triesman blev politisk udpeget som formand for både det engelske fodboldforbund FA og Englands bud på værtskabet.

Lord Triesman var tidligere minister for det britiske Commonwealth-samarbejde. Derfor håbede englænderne, at hans politiske kontakter kunne overbevise en række repræsentanter for de tidligere britiske kolonier blandt de 24 stemmeberettigede medlemmer af FIFA’s øverste ledelse om, de skulle vælge England som værtsland for VM 2018.

Men da det kort tid efter kom Lord Triesman for øre, at en af Englands stærkeste konkurrenter, Rusland, havde etableret en efterretningsenhed i London, som angiveligt havde til opgave at spionere mod det engelske bud, valgte englænderne ifølge The Sunday Times at gøre det samme. Både mod russerne og andre konkurrenter til VM-værtskabet. Og det bekræfter Lord Triesman nu i den nye dokumentarfilm:

”Det er vigtigt at være præcis med, hvad man mener med efterretninger. I nogle tilfælde indsamlede vi bare informationer, som vi tilfældigt faldt over. Men i andre tilfælde foregik det mere systematisk,” siger den engelske toppolitiker, som i filmen også forklarer, hvorfor han fandt det nødvendigt at indlede et efterretningssamarbejde med tidligere MI6-agenter og britiske ambassader i udlandet om at sikre England det eftertragtede værtskab for VM i fodbold.

”Vi tog vores forholdsregler i tilfælde af, at vi blev overvåget. Og omfanget af hackerangreb mod vores computere og e-mailkorrespondancer overraskede os. Derfor blev vi meget bevidste om sikkerheden”.

I filmen gør Lord Triesman ikke direkte Rusland ansvarlig for hackerangrebene mod de engelske computere. Han antyder blot, at han godt ved, hvem der gjorde det, men at han ikke kan fortælle offentligheden om sin viden uden at afsløre sin kilde. Og det ønsker han ikke.

Lord Triesmans direkte modspiller i spionernes kamp, chefen for Ruslands VM-bud, Alexey Sorokin, var heller ikke særlig meddelsom, da de to danske instruktører bag ’A World Cup of Spies’, Niels Borchert Holm og Jon Adelsten, opsøgte ham:

”Det har jeg aldrig hørt om. Jeg har i hvert fald aldrig været involveret i noget med efterretningstjenester og overvågning,” hævder russeren.

Den menneskelige grådighed
Det er imidlertid en kendsgerning, at Alexey Sorokins øverste politiske chef, Ruslands præsident Vladimir Putin, er tidligere KGB-agent. Og ifølge Englands tidligere VM-konsulent Peter Hargitay spillede netop politik en afgørende hovedrolle i processen forud for Ruslands sejr i VM-afstemningen i 2010.

”Der var massiv politisk indblanding i processen. For ikke at tale om den omfattende korruption, der følger med alle store projekter. Det er her, den menneskelige side af det kommer ind – grådigheden,” siger Peter Hargitay i den danske dokumentarfilm, hvor han også tager skarpt afstand fra sin tidligere arbejdsgivers brug af spioner.

”Men jeg kender selvfølgelig ikke alle detaljerne”.

Peter Hargitay, som blev fyret fra det engelske VM-bud efter kun seks måneders ansættelse, har imidlertid et stort personligt kendskab til den grådighed, han betegner som den menneskelige side af spionernes kamp om fodbold-VM.

I 1980erne var han pr-medarbejder for Union Carbide, som fik hele verden på nakken efter en giftulykke på virksomhedens kemiske fabrik i Bhopal i Indien, som kostede tusindvis af mennesker livet. I samme årti arbejdede Peter Hargitay for den amerikanske børsmægler Marc Rich, som fik en dom for skatteunddragelser og brud på internationale handelssanktioner mod Sydafrikas daværende apartheidstyre. Og i 1990erne var han mistænkt i en stor kokainsag på Jamaica, der kostede ham en tur i fængsel, inden han blev frikendt i retten.

Da pr-medarbejderen i 2002 efter et tilfældigt møde med FIFA’s daværende præsident, Sepp Blatter, blev ansat som fodboldpræsidentens personlige rådgiver, var det således en mand med betydelig erfaring i skyggesiderne af den menneskelige grådighed, der gjorde sin entre i verdens mest populære idrætsgren.

Men da Peter Hargitay sidst i 2008 blev ansat som rådgiver for Englands VM-bud, mødte han en anden form for grådighed, som han i filmen konsekvent betegner som engelsk arrogance. Eller som han konstaterer om de engelske spioners forsøg på at udkonkurrere de russiske spioner i kampen om VM:

”Den største fejl, man kan begå, er at undervurdere russerne. Deres efterretninger er altid bedre. De slår dig hver gang. De har gjort det gennem 60 år.”

MI6-agenten
Når Rusland og Englands ti år gamle spionagekrig om VM i fodbold stadig er relevant i dag, skyldes det imidlertid ikke kun Ruslands aktuelle værtskab for begivenheden.

I januar i fjor kom det frem, at en af de engelske fodboldspioner var MI6’s tidligere agent i Rusland, Christopher Steele. Og han er siden også blevet afsløret som spionen, der hævdede, at den russiske efterretningstjeneste, FSB, angiveligt optog belastende sexvideoer af USA’s præsident Donald Trump på et hotel i Moskva, tre år før den kontroversielle republikaner indtog Det Hvide Hus i Washington.

Da Christopher Steele efter en lang karriere som MI6-agent, hvor han blandt andet efterforskede likvideringen af den tidligere FSB-agent Alexander Litvinenko i London, i 2009 blev hyret af det engelske fodboldforbund, var han partner i det private efterretningsfirma Orbis.

Men ifølge The Guardian var det et samarbejde mellem Orbis og det amerikanske firma Fusion GPS, som fik FBI til at tage Christopher Steeles efterretninger om Donald Trump alvorligt. For den tidligere britiske spion havde ikke kun et stort kendskab til den korruption i FIFA, som FBI efterforskede. Han havde også et stort netværk af kilder i Rusland fra sin tid som MI6-agent i Moskva.

En udbredt praksis
Offentlighedens kendskab til Christopher Steele gør det nu svært for ham at fortsætte sin karriere som spion. Men der er stadig mange detaljer om hans hemmelige fodboldarbejde for England og efterretninger om Donald Trump, som ikke har været fremme i lyset.

Og hvis man skal tro Peter Hargitay, er England og Rusland heller ikke de to eneste nationer, hvor folkevalgte politikere har brugt skatteydernes penge til at købe hjælp fra professionelle spioner i håb om at sikre sig et værtskab for VM i fodbold. Ifølge ham er fodboldspionage en udbredt politisk praksis: 

”Jeg ved, at Australien i sit bud på VM 2022 fik hjælp af tidligere amerikanske CIA-agenter. Og Tyskland fik hjælp af den tyske efterretningstjeneste til at vinde værtsskabet for VM i 2006,” fastslog Peter Hargitay efter premieren på ’A World Cup of Spies’.

En lignende påstand i filmen fra ungareren om, at Tysklands tidligere præsident Christian Wulff lagde pres på det tyske FIFA-medlem Franz Beckenbauer for at få ham til at stemme på Rusland som VM-vært, lykkes det ikke filmen at dokumentere. Men det havde Peter Hargitay efter premieren denne forklaring på:

”Ikke alt er med i filmen. Det gemmer jeg til en bog, jeg er ved at skrive om FIFA, og som udkommer til efteråret,” lød det fra den selvbevidste pr-medarbejder, som både i den nye dokumentarfilm og under sit besøg i København til filmpremieren tydeligvis nød at få lov til at spille helterollen på bekostning af Lord David Triesman og de andre engelske fodboldledere, som afviste hans tjenester for ti år siden under spionernes kamp om VM.

'A World Cup of Spies’ er produceret af Wingman Media Media i samarbejde med Ekstra Bladet Story Studio med støtte fra bl.a. Politiken-Fonden. Filmen er solgt til en række tv-stationer i udlandet og kan i Danmark ses på ekstrabladet.dk.