KL-konference om mere bæredygtige kultur- og fritidsfaciliteter
Hvordan bliver der flere ’kloge kvadratmeter’ i de kommunale kultur- og fritidsfaciliteter med høj udnyttelsesgrad, høj kvalitet og lavt ressourceforbrug?
Det er et af de centrale spørgsmål ved Kommunernes Landsforenings konference om mere bæredygtige fritidsfaciliteter 6. juni 2018 i Game Street Mekka, København.
Konferencen stiller skarpt på fire emner:
- Hvad kræver det af kommunerne at sikre mere bæredygtige drift, udvikling og anlæg af kultur- og fritidsfaciliteter?
- Hvordan kan kommunerne balancere mellem på den ene side at leve op til klimamålsætninger, budgetlov og anlægsloft og på den anden side at sikre unikke faciliteter, som skaber rammer om oplevelser, fællesskaber og underholdning for lokale borgere og turister?
- Hvilke politiske og lovgivningsmæssige barrierer og potentialer ligger der i at investere i bæredygtige kultur- og fritidsfaciliteter?
- Hvordan sikrer kommunerne ejerskab til og samarbejde om kultur-og fritidsfaciliteter uagtet ejerskabsform?
I løbet af dagen kan deltagerne både få inspiration fra forskere, arkitekter og andre eksperter og høre om de konkrete erfaringer fra forskellige typer anlæg rundt om i landet.
Desuden bliver der taget hul på en debat om stadionbyggeri og de udfordringer, kommunerne står med i forhold til dels at støtte op om elitefodbold, og dels at sikre bæredygtig finansiering og en høj udnyttelsesgrad.
Konferencen er især rettet mod kommunale politikere og embedsmænd på kultur- og fritidsområdet, organisationer, foreninger og institutions- og facilitetsledere. Facilitator på dagen er Henrik Brandt, nu forhenværende direktør i Idrættens Analyseinstitut.