Fine fitnesscentre giver ikke nødvendigvis bedre træning

Foto: Colourbox

Fine fitnesscentre og nyt udstyr giver ikke nødvendigvis bedre træning, viser nyt studie. Foto: Colourbox

18.05.2018

Af journalist Jonna Toft
Motion i et mørkt kælderlokale kan være lige så effektiv, som hvis den foregår i smarte og behagelige omgivelser, viser et studie fra Syddansk Universitet. Studiet nuancerer debatten om, hvad der giver kvalitet i idrætsfaciliteter.

På sygehuse kan et behageligt fysisk miljø med store vinduer og udkig til naturen fremskynde bedringen hos patienterne. Men hvad med træningscentre - eller ’motionsterapibehandlingsrum’, som de kaldes i fagsprog?

Kan lokalernes beskaffenhed aflæses i træningsresultaterne hos personer på over 35 år, som alle har hofte- eller knæsmerter?

Det giver et studie fra Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet svar på. Studiet, der i 2017 blev publiceret i British Journal of Sports Medicine, bliver beskrevet af professor og forskningsleder Ewa Roos på Videnskab.dk: Dyre fitnesscentre er ikke nødvendigvis de bedste.

I studiet blev en gruppe på 42 forsøgspersoner sat til at træne i et moderne lokale med udsigt til naturen, masser af sollys og det nyeste motionsudstyr.

En anden gruppe på 40 deltagere blev sat til at træne i et umøbleret kælderrum uden dekorationer i en bygning fra 1970'erne. Desuden var der en kontrolgruppe, som slet ikke trænede.

Forsøget varede i otte uger, og ingen af deltagerne, heller ikke den tilknyttede fysioterapeut, vidste, hvad der blev undersøgt. Deltagerne fik testet aerob kapacitet, muskelstyrke og ganghastighed både før og efter de otte uger, og de blev bedt om at rapportere deres samlede fremskridt, smertelindring og funktionel forbedring.

Stærkere sammenhold i kælderen
Begge grupper oplevede fremskridt. Men dem, der motionerede i kælderlokalet, havde det overordnet bedre, og de oplevede større smertelindring og større funktionsforbedring. Der var ingen forskel i aerob kapacitet, muskelstyrke og ganghastighed de to grupper imellem. Kontrolgruppen oplevede ingen forbedringer eller fremskridt.

I interviews fortalte deltagerne fra kælderlokalet, at de ikke opfattede de nedslidte omgivelser negativt. De følte sig hjemme og gav udtryk for nostalgi, fordi det mindede dem om gymnastiklokalerne på deres gamle skole. De følte også et stærkere sammenhold; de var fælles om udfordringen og samarbejdede for at nå målet.

Deltagerne i de fine omgivelser gav udtryk for, at vinduerne var distraherende, og at de ikke følte sig som et hold. De brød sig ikke om de store spejle i motionslokalet, og de kunne ikke lide at se deres utrænede ben og ofte overvægtige kroppe.

Studiet har ikke undersøgt betydningen af relationer og fællesskab i træningen. Men konklusionen er, at der ikke nødvendigvis skal fine og dyre omgivelser til, for at træningen bliver en succes.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.