Praksisfællesskaber kan mindske eksklusion i idrætstimerne
Ny ph.d.-afhandling ser nærmere på, hvorfor nogle børn ikke deltager i idrætsundervisningen i skolen. Foto: Colourbox
17.05.2018
Af journalist Jonna ToftHvorfor deltager nogle børn ikke i idrætsundervisningen i skolen?
Forskningen har hidtil fokuseret mest på elevernes køn, etnicitet og færdighedsniveau, når man skulle finde en forklaring på inklusion og eksklusion i idrætstimerne, mens elevernes relationer, skolens undervisning og betydningen af et traditionelt fokus på konkurrence og præstationer ikke er blevet undersøgt helt så grundigt.
Mette Munk Jensen, Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed, har netop afsluttet sit ph.d.-projekt om inklusion og eksklusion i idrætsundervisningen, og det viser, hvordan in- og eksklusion afhænger af både elevernes relationer i selve undervisningen, af idrætslærerens værdier og traditioner samt af elevernes venskaber.
Der er samlet data på en folkeskole igennem et år, hvor hun har observeret idrætsundervisningen en gang om ugen, lavet fokusgruppeinterviews med eleverne og haft individuelle interviews med idrætslærerne.
Resultaterne viser, at fokus på praksisfællesskaber både i og uden for undervisningen har et potentiale i forhold til at mindske eksklusion. Også lærerens fokus på faglighed i idrætsfaget giver mulighed for at øge børnenes deltagelse.
Læs mere
Læs Mette Munk Jensens ph.d.-afhandling: Inclusion and Exclusion in the Landscape of Physical Education