Team Danmark fastholder høj tilfredshed blandt sine brugere
Idrættens Analyseinstitut (Idan) og Mind the Customer (MTC) har de senere år gennemført årlige tilfredshedsmålinger blandt danske eliteatleter, trænere og sportschefer, der er omfattet af Team Danmarks støttesystem.
Formålet er at tage temperaturen på, hvor godt systemet fungerer med henblik på at vurdere Team Danmarks indsats på en række områder som kommunikation, job-/uddannelsesstøtte, idrætsmedicinske services og evnen til at sikre, at danske eliteudøvere kan træne i gode faciliteter.
Generelt viser årets måling, at den høje tilfredshed, der generelt er med Team Danmarks ydelser og virke, og som også blev identificeret i de foregående år undersøgelsen er gennemført, er fastholdt i 2017.
Det kommer til udtryk ved, at de støttede eliteatleter på et spørgsmål om, hvor tilfredse de overordnet er med den indsats, som Team Danmark yder for at forbedre deres vilkår, gennemsnitligt svarer 5,37 på en syvpunktskala, hvor 1 er ’meget utilfreds’, 4 er middel, og 7 er ’meget tilfreds’.
Gennemsnittet ligger ikke helt på niveau med niveauet fra sidste måling i 2016, der viste en overordnet forbedring af tilfredsheden med Team Danmarks arbejde med at skabe gode forhold for de danske atleter i tidsperioden. Men oven på euforien efter de gode resultater ved OL i Rio de Janeiro er det forventeligt med et lille fald.
Figur 1: Hvor tilfreds er du overordnet med den indsats, som Team Danmark yder for at forbedre forholdene for dig som atlet?
Undersøgelsen omfatter også en række kvalitative interview med både atleter og landstrænere og sportschefer fra de støttede specialforbund.
Det generelle indtryk er, at der er udbredt tilfredshed med udformningen af Team Danmarks nye støttekonceptet (2017-2020). Dog er der også en generel frustration over de færre ressourcer, som Team Danmark råder over på trods af de gode sportslige præstationer ved OL i Rio.
I år har der ud over den kvantitative hovedrapport været et særligt fokus på karriereforlængelse og fastholdelse af atleter, der har potentiale til at skabe fremtidige resultater. Resultaterne er sammenfattet i en selvstændig rapport, hvor især økonomien fremhæves som den største begrænsende faktor for at mange atleter vælger at afslutte den sportslige karriere.
Desuden viser resultaterne fra de kvalitative interviews, at atleterne ønsker bedre muligheder for at kombinere uddannelse og elitesportskarriere.
Det er især mulighederne for at forlængelse af uddannelse og flere SU-klip, der efterlyses, da SU’en for mange atleter under uddannelse er eneste og primære indtægtskilde.
Læs mere
Læs om de seneste års brugerundersøgelser: