Kommuner bruger vidt forskellige styringsformer over for idrætsanlæg

Kommunerne bruger vidt forskellige styringsformer overfor idrætsfaciliteter, alt efter om anlæggene er kommunale, skoleanlæg, selvejende eller foreningsejede anlæg. De tilskud, kommunerne giver til idrætsfaciliteterne, er ligeledes baseret på forskellige forhold, alt efter hvilken type anlæg, der er tale om.

Især de selvejende og foreningsejede anlæg modtager tilskud efter, hvor meget aktivitet der foregår i anlægget. Kommunale anlæg og skoleanlæg, derimod, modtager i langt de fleste kommuner et fast årligt beløb næsten uafhængigt af aktivitetsniveau (se tabel).

Tabel 1: Kommunernes brug af styringsformer fordelt på anlægstype (pct.).

Tabellen viser svar på spørgsmålet ’Hvilke styringsformer og -tiltag bruger kommunen over for anlæg i kommunen?’

Samtidig er det sådan, at de steder, hvor man bruger aktivitetsbaserede tilskud, er tilskuddet til kommunalt ejede anlæg bundet op på forhold, som er svære at ændre på, nemlig driftsudgifter som vand, varme og el, samt vedligehold og lønudgifter.

I selvejende og foreningsejede anlæg er tilskuddet i langt højere grad bundet op på antal timer med aktivitet, hvilket givetvis i høj grad skyldes folkeoplysningslovens tilskud til egne og lejede lokaler, der ofte gives netop på baggrund af aktivitetsomfanget.

Det er nogle af resultaterne fra en ny delrapport fra forskningsprojektet ’Fremtidens idrætsfaciliteter - drift, ledelse og organisering’, som Idan og CISC, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet, står bag.

Læs delrapporten: ’Organisering, styring og ledelse af idrætsanlæg i Danmark’  

Aktivitetsbaseret tilskud fører til mere aktivitet
Den ny viden er interessant, fordi et tidligere studie fra Faaborg-Midtfyn Kommune har vist, at hvis en kommune giver aktivitetsbaseret tilskud til selvejende idrætsfaciliteter, stiger aktiviteten i idrætsfaciliteten. Det påviste adjunkt, ph.d. Evald Bundgård Iversen i 2015 i sin ph.d.

”Der opstod flere aktiviteter i faciliteten. Anlægget var altså i brug i flere timer. Men det påvirkede også måden, ledelsen og bestyrelsen i anlægget gik til opgaven på. Der blev et større fokus på at skabe aktivitet i samarbejde med foreningslivet og med eksterne samarbejdspartnere som turismeerhvervet og de centrale idrætsorganisationer,” forklarer han.

Evald Bundgård Iversen er nu en af hovedkræfterne bag forskningsprojektet om idrætsfaciliteter, og han påpeger, at de samme mekanismer meget vel kan gøre sig gældende overfor kommunale anlæg - de bliver bare ikke udsat for dem i nær samme grad som selvejende anlæg.

”Der kan være et potentiale for udvikling, hvis kommunerne i højere grad gør deres tilskud til idrætsfaciliteter afhængige af aktivitet - og det vil sige ikke blot af drifts- og lønudgifter og vedligehold, men især af antal timer, hvor faciliteten bruges til aktiviteter,” siger han.

Styringsredskaber varierer med Danmarkskortet
Første fase af forskningsprojektet har blandt andet vist, at der i hovedtræk er flest kommuner med overvejende selvejende idrætsfaciliteter i Jylland og på Fyn, mens hovedstadsområdet og de større bykommuner i højere grad har kommunale anlæg.

Den opdeling slår også igennem, hvad angår de styringsformer, kommunerne bruger over for idrætsanlæggene. Kommunale anlæg udsættes for en bred vifte af forskellige styringsformer: Både rammestyring/decentralt selvstyre, aftale- og dialogstyring samt central styring fra forvaltningen er i brug.

En del selvejende og foreningsejede anlæg, derimod, styres ikke via en af de fem mest gængse former for styring, som rapporten lister op. Hver tredje kommune angiver, at ingen af de udvalgte former for styring beskriver deres eventuelle styring over for selvejende anlæg, mens det gælder to ud af tre kommuner, når det kommer til foreningsdrevne anlæg.

Især de foreningsejede er på afstand: Kun knap en femtedel af kommunerne bruger aftale- og dialogstyring og/eller rammestyring/decentralt selvstyre.

”Det afspejler alt andet lige, at de selvejende og de foreningsdrevne anlæg ikke i samme grad underlægges en lige så bred vifte af styringsinitiativer som de kommunale haller. Baggrunden er formentlig, at disse anlæg altid har ligget lidt uden for det kommunale område,” siger Evald Bundgård Iversen.

”Vi kan også se, at dér, hvor der er mange kommunale anlæg, er kommunerne i højere grad involveret i en række af de centrale drifts-, vedligeholdelses- og udviklingsopgaver. Meget tyder altså på, at relationen mellem den kommunale forvaltning og anlægget er forskellig, alt efter hvordan anlægget drives.”

Styringsformer og tilskud påvirker udviklingen
Med det tidligere studie om effekten af aktivitetsbaseret tilskud til idrætsfaciliteter in mente ser det altså ud til, at de kommunale styringsformer kan have en effekt i forhold til, hvordan der arbejdes i idrætsanlæggene.

”Nu kan vi i større skala vurdere, om aktivitetsafhængige tilskud gør en forskel på aktivitetsniveau og brugertilfredshed. Det er også noget af det, vi ser nærmere på i sidste del af forskningsprojektet. Dermed bygger vi samlet nye nuancer på vores forståelse af, hvordan idrætsfaciliteters organisering, styring og ledelse kan indrettes, således at brugerne får mest muligt glæde af faciliteterne,” siger Evald Bundgård Iversen.