Deltagelse i sport og motion er et upræcist mål for danskernes fysiske aktivitetsniveau

Flittig deltagelse i sport eller motion i fritiden er ikke det samme som at have en fysisk aktiv livsstil, der lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om en halv times moderat til hård fysisk aktivitet om dagen for voksne (en time om dagen for børn).

Den konklusion kan man drage på baggrund af analyser fra undersøgelsen Danskernes motions- og sportsvaner 2016, men undersøgelsen viser dog, at jævnlig deltagelse i sport og motion i fritiden øger sandsynligheden for en moderat til høj fysisk aktiv livsstil.

For første gang i 2016 inkluderede undersøgelsen af danskernes motions- og sportsvaner et spørgsmål, som undersøger befolkningens generelle fysiske aktivitetsniveau i fritiden. Spørgsmålet er hentet fra Sundheds- og sygelighedsundersøgelserne (SUSY), som Statens Institut for Folkesundhed har gennemført med jævne mellemrum siden 1987.

Ved at inkludere dette spørgsmål bliver det muligt at se på sammenfald i svar mellem deltagelse i sport og motion og selvvurderet fysisk aktivitetsniveau generelt set i hverdagen.

Tabel 1 herunder viser, at svarene på de to forskellige spørgsmål peger i samme retning [1]. Deltagelse i sport eller motion ser især ud til at være afgørende for danskernes tendens til at træne på moderat eller hårdt niveau, som er afgørende for at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Men samtidig finder man to interessante nuancer, som måske ikke er overraskende eller nye, men som ikke desto mindre antyder, at deltagelse i sport og motion i princippet er et upræcist mål for danskernes fysiske aktivitetsniveau i fritiden:

For det første bliver det meget klart, at deltagelse i sport og motion ikke alene kan sidestilles med eller i sundhedsmæssig forstand gøre det ud for hård fysisk krævende aktivitet i mange timer om ugen. En stor andel på 45 pct. af de sports- eller motionsaktive befinder sig i feltet ’Spadserer, cykler eller har anden lettere motion mindst 4 timer pr. uge’ som udtryk for, at det fysiske aktivitetsniveau blandt sports- og motionsaktive ofte er relativt lavt.

For det andet bevæger hele 85 pct. af respondenter, der svarer ’ja, men ikke for tiden’, og over halvdelen af de danskere, som slet ikke dyrker sport eller motion, sig alligevel på anden vis i fritidslivet gennem spadsereture, cykelture, tungt havearbejde eller gennem anden lettere motion mindst 4 timer om ugen. Denne tendens viser, at mange danskere dyrker lettere fysisk aktivitet i fritiden, selvom de ikke opfatter sig selv som en del af en motions- eller sportskultur.

Tabel 1. Motions- og sportsaktive danskere angiver overvejende at have en fysisk aktiv livsstil. Men afvigelser præger billedet (pct.)

Tabellen viser, hvordan svar på spørgsmålet ’Dyrker du normalt sport/motion?’ fordeler sig i forhold til spørgsmålet ’ Hvis vi ser på det sidste år, hvad ville du så sige passer bedst som beskrivelse af din fysiske aktivitet i fritiden? (n = 3.899).

Tal nuancerer sundhedsdebat
De senere år har sundhedspolitiske argumenter sneget sig meget langt op på dagsordenen i debatter om danskernes deltagelse i sport og motion. Mange idrætsaktiviteter bliver i dag legitimeret gennem deres sundhedsmæssige effekter og potentiale, og fokus på at øge befolkningens deltagelse i sport og motion bliver ofte set som en vej til generelt at øge danskernes fysiske sundhed.

Naturligvis er der noget om snakken, men ønsker man at benytte analyserne fra ’Danskernes motions- og sportsvaner’ i sundhedspolitiske strategier i forhold til fremme af fysisk aktivitet, kræver det et mere nuanceret billede af, hvilke aktiviteter der foregår, samt hvor ofte de foregår.

Det er for upræcist alene at benytte andelen, der angiver at dyrke sport eller motion, som mål for danskernes generelle fysiske aktivitetsniveau, som man eksempelvis kan foranlediges til at tro er tilfældet i regeringsgrundlaget. [2]

Undersøgelserne af danskernes motions- og sportsvaner indgik oprindeligt som led i kulturvaneundersøgelser med blik for aktiviteter ud fra et kulturpolitisk perspektiv. Her er aktiviteter, facilitetsbrug og organiseringsformer mere interessante, mens fokus på fysisk aktivitet oprindeligt har stået mindre centralt.

Et bud på anvendelse af data i sundhedspolitiske strategier
Herunder er respondenterne fra Danskernes motions- og sportsvaner 2016 inddelt i fire grupper ud fra, hvad de har svaret på de to centrale spørgsmål gennemgået i faktaboksen. De to centrale spørgsmål er kodet, så der kun er to kategorier på hvert spørgsmål. Fordelingen i de fire grupper er vist i figur 1.

Figur 1. Et stort flertal af danskere bevæger sig fysisk i fritiden (pct.)

Figuren viser svarfordelinger på de to spørgsmål ’Dyrker du normalt sport/motion?’ samt ’Hvis vi ser på det sidste år, hvad ville du så sige passer bedst som beskrivelse af din fysiske aktivitet i fritiden? Det mørkeblå felt viser andelen, som dyrker sport/motion og samtidig svarer, at de er fysisk aktive. Det lyseblå felt viser andelen, som er fysisk aktive, men som ikke dyrker sport eller motion. Det orange felt viser andelen, som dyrker sport eller motion, men som er fysisk inaktive. Det røde felt viser andelen, der hverken dyrker sport eller motion eller er fysisk aktiv i fritiden (n=3.899).

De fire grupper er blevet farveinddelt ud fra et rationale om, at de fysisk inaktive er i den største sundhedsmæssige farezone (ud fra SUSY-undersøgelsernes rationale om, at let fysisk aktivitet i hverdagslivet er meget sundere end slet ingen fysisk aktivitet). Det vil sige, at et flertal på 58 pct. er godt med i forhold til fysisk aktivitet og deltagelse i sport og motion. Yderligere 27 pct. af danskerne står uden for farezonen i forhold til fysisk inaktivitet, selvom de ikke dyrker sport eller motion.

Omvendt finder man meget få danskere (3 pct.), som dyrker sport eller motion, som samtidig er i farezonen, hvad fysisk inaktivitet angår.

Endelig ser man, at 11 pct. af danskerne hverken dyrker sport/motion eller rører sig på anden vis i fritidslivet. Denne gruppe af danskere har høj risiko for livsstilssygdomme som følge af deres fysisk inaktive livsstil.

Som det fremgår af figur 2, finder man i størst omfang kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister i den røde ’farezone’. Især kontanthjælpsmodtagere ligger meget lavt i forhold til andelen, der dyrker sport eller motion, mens en del er fysisk aktive i fritiden på anden vis.

Figur 2. Man finder stor forskel på fysisk aktivitetsniveau blandt forskellige beskæftigelsesgrupper i Danmark (pct.)

Figuren viser svarfordelinger på de to spørgsmål ’Dyrker du normalt sport/motion?’ samt ’Hvis vi ser på det sidste år, hvad ville du så sige passer bedst som beskrivelse af din fysiske aktivitet i fritiden? Det mørkeblå felt viser andelen, som dyrker sport/motion og samtidig svarer, at de er fysisk aktive. Det lyseblå felt viser andelen, som er fysisk aktive, men som ikke dyrker sport eller motion. Det orange felt viser andelen, som dyrker sport eller motion, men som er fysisk inaktive. Det røde felt viser andelen, der hverken dyrker sport eller motion eller er fysisk aktiv i fritiden. Fordelt på nuværende beskæftigelse (n=3.899).

Desuden springer de røde felter i øjnene blandt personer, der bor i landområder, samt blandt personer med højest en grunduddannelse (ikke vist i figuren). Omvendt giver hverken køn eller alder udslag i systematiske forskelle.

Er andelen, der dyrker mindst én aktivitet, et mere præcist mål for fysisk aktivitet?
Ser man på udviklingen over tid, viser Figur 3 herunder, at andelen af danskere med let til hård fysisk aktivitet i fritiden ligger meget højere end andelen af danskere, som angiver at dyrke sport eller motion regelmæssigt. De seneste årtier har der altså været en stor gruppe af danskere, som bevæger sig i fritiden uden at definere sig selv som en del af en motions- eller sportskultur [3].

Samtidig ser man, at andelen, som i danskernes motions- og sportsvaner angiver at dyrke mindst én aktivitet regelmæssigt inden for det seneste år (dvs. et andet mål end andelen, der svarer ’ja’ på spørgsmålet ’Dyrker du normalt sport/motion?’), siden 2007 faktisk ligger meget tæt op ad SUSY-undersøgelsens bud på, hvor mange danskere der er let til hårdt fysisk aktive i fritiden.

Noget kunne tyde på, at dette mål, der kigger på andelen, der dyrker mindst én aktivitet i løbet af det seneste år, giver et mere præcist bud på andelen af danskere, der er let til hårdt fysisk aktive i fritiden end andelen, der svarer ’ja’ til spørgsmålet ’Dyrker du normalt sport/motion?’.

Dvs. andelen, der ikke dyrker mindst én aktivitet inden for det seneste år ifølge Danskernes motions- og sportsvaner ser ud til at være et godt bud på, hvor mange der er i farezonen for at udvikle livstilsbetingede sygdomme som følge af inaktiv livsstil.

Det siger dog stadig ikke noget om andelen af danskere, der lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet, da denne andel er defineret ud fra svar på de to første kategorier omkring moderat til hård fysisk aktivitet. Denne andel er markant lavere med 20 pct. i 1987, 23 pct. i 1994 og 2000, 27 pct. i 2005, 28 pct. i 2010 og 29 pct. i 2013, som angiver at leve op til anbefalingerne.

Ifølge Danskernes motions- og sportsvaner 2016 er andelen dog helt oppe på 36 pct., hvilket kan skyldes undersøgelsesdesignet, som adskiller sig fra SUSY-undersøgelserne. Under alle omstændigheder er disse tal langt fra andelen af danskere, som dyrker sport eller motion.

Figur 3. Andelen af danskere, der dyrker mindst én aktivitet regelmæssigt inden for det seneste år, ligger tæt på andelen, der dyrker let til hård fysisk aktivitet i fritiden (pct.)

Figuren viser udvikling i andelen, der dyrker let til hård motion i fritiden samt andelen, der har helt stillesiddende aktivitet (SUSY-data 1987-2013/motions- og sportsvaneundersøgelsen 2016). Den orange streg viser andelen, der normalt dyrker sport eller motion (motions- og sportsvaneundersøgelserne 1987-2016) og endelig viser den grønne streg andelen, der har dyrket mindst én aktivitet regelmæssigt inden for det seneste år (motions- og sportsvaneundersøgelserne 1994-2016).

Aktivitetspolitik for de mange eller de få?
Denne artikel har tre overordnede pointer:

For det første er andelen af danskere, der dyrker sport/motion (ud fra spørgsmålet: ’Dyrker du normalt sport/motion?’) et upræcist mål for danskernes fysiske aktivitet i fritiden. På den ene side er det langt fra alle motions- og sportsaktive, der lever op til sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet, og på den anden side er der mange danskere, som dyrker bare lidt fysisk aktivitet i fritiden (dvs. som ikke er fysisk inaktive), selvom de ikke definerer sig selv som en del af en motions- eller sportskultur.

For det andet ser andelen, der dyrker mindst én aktivitet regelmæssigt i løbet af det seneste år, ud til at være et ret præcist mål for andelen, der er let til hårdt fysisk aktive i fritiden. Dette siger dog stadig ikke noget om, hvor mange der lever op til sundhedsstyrelsens anbefalinger.

For det tredje viser figur 2 meget tydeligt, at der kan være god grund til at rette opmærksomheden mod kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister, hvis man ønsker at arbejde for udligning af sociale forskelle i forhold til fysisk aktiv livsstil. Det er ikke ny viden, med ikke desto mindre en relevant pointe og en stadig uløst udfordring at arbejde videre med. Samtidig viser figuren, at deltagelse i sport og motion blot udgør én af flere forskellige strategier til at øge disse befolkningsgruppers fysiske aktivitetsniveau i hverdagen.

Borgerservice og jobcentre er to centrale aktører for kontanthjælpsmodtagere i Danmark. Det er nærliggende at overveje en målrettet indsats gennem partnerskaber mellem borgerservice, jobcentre og aktører, der er eksperter i at levere fysisk aktivitet, sport eller motion til disse målgrupper.

Andelen af danskere på kontanthjælp eller førtidspension er dog relativt lille (knap 5 pct. ml. 16-64 år er på kontanthjælp[4], mens 217.000 danskere er på førtidspension i 2016[5]). Ønsker man at mindske den totale mængde af danskere i den røde ’farezone’, kan inaktive i befolkningsgrupper, som ellers er meget fysisk aktive, virke som den ’lavest-hængende’ frugt. I absolutte tal vil man formentlig hurtigere kunne ’bedre’ på det overordnede tal over fysisk aktive danskere ved at målrette tilbud til funktionærer, studerende, personer med lange videregående uddannelser samt mere generelt personer i de store byer.

Spørgsmålet er dog, hvad der som samfund skaber mest værdi? At gøre en målrettet indsats for at arbejde hen imod social lighed i sundhed? Eller at gøre en målrettet indsats for at skabe mere fysisk aktivitet blandt de største og mest ressourcestærke befolkningsgrupper, som ofte viser, at de kan og vil selv? En strategi, der favner begge spor, ville selvsagt være interessant at undersøge nærmere.