Hvem får mest kvalitet for pengene i dansk fodbold?

FC København har netop i suveræn stil vundet sin 11 superligatitel på 17 år. En væsentlig forklaring på FCK’s sportslige dominans er, at klubben i mange år har haft ligaens højeste spillerbudget og derfor kontinuerligt har været i stand til at tiltrække de bedste spillere.

Mens der kan være stor usikkerhed om det sportslige udfald i den enkelte kamp, finder en lang række studier en klar sammenhæng mellem lønudgifter og sportslige præstationer over længere tid. Nogle klubber klarer sig bedre, andre dårligere, men langsigtet klarer de fleste klubber sig nogenlunde i tråd med, hvad deres lønbudget tilsiger.

Den klare sammenhæng indikerer, at markedet for spillerlønninger er relativt effektivt i den forstand, at spillere i høj grad aflønnes i overensstemmelse med deres sportslige ’produktivitet’. Alligevel er der eksempler på hold, der klarer sig markant bedre (og dårligere) end forventet.

Et eksempel var Leicester City, da klubben i 2016 vandt det engelske mesterskab på trods af, at den havde ligaens fjerde laveste lønbudget (ud af 20 klubber). Herfølges danske mesterskab i 2000 var ligeledes et eksempel på en sådan sensation, og det var også en stor overraskelse da Hobro IK i 2015 formåede at blive nummer syv i Superligaen med det mærkbart laveste budget.

Nedenstående undersøger, hvordan de respektive klubber i den danske Superliga og 1. division præsterede relativt til deres lønbudget i sæsonen 2015/16. Det er på den måde muligt at anskueliggøre, hvilke klubber der var mest effektive i forvaltningen af deres økonomiske ressourcer.

Hvordan måles præstationer i forhold til lønbudgettet?
For at kunne undersøge klubbernes effektivitet bliver deres ligaplacering sat op imod deres samlede personaleudgifter. Det er ikke muligt ud fra klubbernes regnskaber at isolere spillerlønningerne, men de samlede personaleudgifter må forventes tilnærmelsesvist at afspejle lønbudgettet til spillere.

Selvom udgifter til transfers, løn til den øvrige stab samt investering i træningsfaciliteter også kan være relevante faktorer, viser tidligere studier, at lønbudgettet er den stærkeste økonomiske indikator, når det gælder sportslige præstationer.

Der var stor variation i klubbernes personaleudgifter i sæsonen 2015/16, der spændte fra 156,9 mio. (FC København) til 3,2 mio. kroner (FC Helsingør). I Superligaen havde Hobro IK de laveste personaleomkostninger (14,2 mio. kroner) i 2015/16, mens Lyngby BK havde de højeste i 1. division (27,9 mio. kroner). Den gennemsnitlige superligaklub havde fem gange så høje personaleomkostninger som den gennemsnitlige 1. divisionsklub (63,8 mod 13,1 mio. kroner).

Forholdet mellem budget og sportslig succes fremgår af nedenstående figur, hvor x-aksen illustrerer den naturlige logaritme til klubbernes personaleudgifter (se boks for forklaring), og y-aksen er klubbernes slutplacering. Linjen der går fra nederste venstre hjørne til højre øverste hjørne kaldes regressionslinjen og repræsenterer den bedste sammenhæng mellem personaleudgifter og ligaplacering.  

Styrken af sammenhængen måles af R-kvadreret, der har en værdi på 0,769, hvilket betyder, at personaleudgifterne i sæsonen 2015/16 kunne forklare 76,9 pct. af variationerne i ligaplaceringerne. På trods af den tydelige sammenhæng mellem lønforbrug og sportslig succes, var der altså også andre forhold, som påvirkede de sportslige præstationer.

Årsager til over- og underpræstationer i den enkelte sæson kan eksempelvis skyldes at nogle spillere er mere (mindre) produktive, end deres løn indikerer. De enkelte spilleres produktivitet kan også afhænge af, hvor godt sammenspillet holdet er, ligesom tilfældigheder og ´(u)held´ kan spille ind på ligapositionen på kort og mellemlang sigt.

Figur: Ligaplacering og personaleudgifter i Superligaen og 1. division i sæsonen 2015/16

Den lodrette akse viser klubbernes slutplacering i Superligaen fulgt af 1. division, mens tallene i den vandrette akse viser den naturlige logaritme til klubbernes personaleomkostninger (ln). Jo højere personaleforbrug, desto længere mod højre står klubberne.*

De 23 klubber i Superligaen og 1. division er alle repræsenteret ved en blå cirkel i figuren (med undtagelse af FC Vestsjælland, som blev erklæret konkurs halvvejs inde i sæsonen). En klub der ligger midt på regressionslinjen har opnået præcis den ligaposition, som er forventelig ud fra dens lønbudget. De klubber, der ligger over linjen klarede sig bedre end lønbudgettet tilsiger, mens de klubber, der ligger under linjen, klarede sig dårligere.

SønderjyskE den helt store vinder
I sæsonen 2015/16 formåede SønderjyskE på imponerende vis at vinde sølv med Superligaens 10. højeste budget og var dermed den klub, der præsterede bedst af alle relativt til lønbudgettet. Også i den netop overståede 2016/17-sæson formåede SønderjyskE at gøre en god figur ved at kvalificere sig til mesterskabsspillet med en sjetteplads til følge – foran en række klubber, der må antages at have noget højere lønudgifter.

Sensationsklubben FC Helsingør leverede ikke bare enestående i den netop overståede sæson (2016/17), hvor den mod alle odds rykkede op i Superligaen. I 2015/16 var klubben nyoprykker fra 2. division og havde det laveste budget af alle 23 klubber i de to bedste rækker. Alligevel opnåede den en imponerende syvendeplads i 1. division – én plads bedre end HB Køge, der havde et fire gange så stort budget (12,8 mio. kroner).

Det bliver imidlertid vanskeligt for FC Helsingør at vedholde deres nyvundne plads i det danske fodboldhierarki. Selvom nogle klubber overpræsterer i enkelte sæsoner, er det vanskeligt at holde kadencen på længere sigt. Og de budgetmæssige forskelle på FC Helsingør og de andre superligaklubber er så markante, at en konsolidering i den bedste række sandsynligvis vil kræve store fremadrettede investeringer i spillertruppen.

Den nye superligastruktur er imidlertid til klubbens fordel, da nedrykningsspillet ultimativt afgøres i knald eller fald-kampe (ude og hjemme), hvilket er med til at øge tilfældighederne og dermed sandsynligheden for overraskelser.

Esbjerg og HB Køge underpræsterer
I sæsonen 2015/16 var det kun 12.-pladsen i Superligaen (mod normalt 11. og 12.-pladsen), som rykkede ned på grund af omstruktureringen af ligaen, hvorfor Esbjerg fB som nummer 11 klarede frisag. Imidlertid var Esbjerg fB det superligahold, som præsterede dårligst relativt til deres budget, der var ligaens sjettehøjeste. Esbjerg fB fortsatte derouten i 2016/17, hvor klubben sluttede på sidstepladsen og rykkede ned i 1. division, hvilket indikerer, at Esbjerg fB i øjeblikket har en generel udfordring, når det handler om at opnå værdi for de investerede lønkroner.

I 1. division var HB Køge det hold, der underpræsterede mest relativt til klubbens personaleudgifter. Således opnåede HB Køge en ottendeplads på trods af 1. divisions femtehøjeste budget. En lignende undersøgelse foretaget af Idrættens Analyseinstitut i 2016 viste, at HB Køge ligeledes underpræsterede i 2014/15 (Storm, 2016).

Økonomiens betydning på den lange bane
Analysen bekræfter, at der i sæsonen 2015/16 var en tydelig sammenhæng mellem input i form af lønkroner og output i form af sportslige præstationer. På trods af at budgettet er afgørende for sportslig succes, viser undersøgelsen imidlertid også, at andre faktorer er i spil. Således kan analysen benyttes til at benchmarke, hvor (relativt) effektive klubberne er til at forvalte deres ressourcer.

Undersøgelsen inddrager kun en enkelt sæson, hvor tilfældigheder og (u)held spiller en større rolle end over et længere tidsperspektiv. Ligeledes betyder den hårde konkurrence på spillermarkedet, at det på sigt er vanskeligt at holde på spillere, der overpræsterer væsentligt i forhold deres løn. Typisk vil sådanne spillere kræve en højere økonomisk kompensation i forbindelse med kontraktforhandlinger eller blive solgt til en anden klub, der er villig til at betale en højere løn.

Over et længere tidsperspektiv vil det være interessant at se, hvorvidt der er klubber, som kontinuerligt overpræsterer i forhold til deres lønbudget, da sådanne klubber vil kunne tjene som inspiration for andre.

*Figur opdateret den 17. juli 2017