Flere mænd end kvinder dyrker vandsportsaktiviteter

Stand up paddle - Foto: Morten Bertelsen

Flere mænd end kvinder dyrker vandsportsaktiviteter, viser en ny rapport fra Idrættens Analyseinstitut. Foto: Morten Bertelsen

Mænd trækker oftere end kvinder i badetøj og våddragter for at være aktive på vandet. Det viser den første delrapport i Idans omfattende analyse af vandsport i Danmark for Dansk Surf & Rafting Forbund.

Drenge og mænd er lidt oftere end piger og kvinder aktive inden for surfing, stand-up paddling, kano/kajak, sejlsport, fridykning og andre vandsportsaktiviteter af den type, der foregår uden for svømmehallernes 25- og 50-meter-bassiner.

Blandt danskere over 15 år dyrker 8 pct. af mændene vandsportsaktiviteter, mens det gælder 6 pct. blandt kvinder. Samtidig er disse aktiviteter lidt mere udbredte blandt unge mellem 16 og 24 år og voksne over 25 år, end de er blandt børn mellem 7 og 15 år.

Det viser rapporten ’Danskernes vandsportsaktiviteter’, der belyser de vandsportsaktive børn, unge og voksnes idrætsvaner med udgangspunkt i data fra Idans undersøgelse af ’Danskernes motions- og sportsvaner 2016’. Rapporten, der er udarbejdet for Dansk Surf & Rafting Forbund, (se boks til højre), behandler de aktive inden for en lang række vandsportsaktiviteter under ét. Det giver et robust datagrundlag for at se nærmere på de vandsportsaktive danskere.

Den samlede deltagelse i vandsportsaktiviteterne er i perioden 2007 til 2016 faldet blandt børn fra 6 til 2 pct., mens tallene ligger nogenlunde stabilt for de unge og voksne med 7 pct. i begge aldersgrupper.

Selv om der de seneste år ikke er blevet flere af dem, fylder de vandsportsaktive relativt meget i det store idrætsbillede. Vandsportsaktive børn såvel som unge og voksne er nemlig gennemsnitligt aktive inden for cirka dobbelt så mange forskellige idrætsaktiviteter som øvrige idrætsaktive danskere. Oftest vælger aktive vandsportsudøvere at kombinere deres vandsportsaktiviteter med svømning, styrketræning, skiløb/snowboard og mountainbike.

Vandsportsaktive unge og voksnes motiver for at dyrke vandsport ligner i høj grad de motivationsfaktorer, man møder blandt især svømmere og cykelryttere (landevej og mountainbike).

Overordnet handler det for størstedelen af de aktive inden for disse idrætsgrene om at få effektiv træning af kroppen gennem aktiviteter, der kan dyrkes, når det lige passer ind i hverdagen. Således indikerer rapporten, i hvilken udbydere af vandsportsaktiviteter kan se efter rekrutteringsmuligheder, inspiration og synergieffekter i forhold til arrangementer og aktiviteter.

Aktive vandsportsudøvere inviteres til spørgeskemaundersøgelse
Ud over at tegne et mere detaljeret billede af de vandsportsaktive danskere præsenterer rapporten ’Danskernes vandsportsaktiviteter’ også en kortlægning af udbydere af vandsportsaktiviteterne stand-up paddling, surfing, rafting, foskajak/foskano og kystlivredning/prone.

Rapporten konkluderer, at der ved udgangen af 2016 fandtes 99 udbydere af disse vandsportsaktiviteter. Disse var ligeligt fordelt på idrætsforeninger og andre typer af aktører såsom højskoler og kommercielle kursusudbydere.

Den danske geografi taget i betragtning er det måske ikke underligt, at stand-up paddling, der oftest dyrkes på fladt og roligt vand, udbydes væsentligt flere steder end eksempelvis surfing og rafting. Med 30 foreninger og 28 andre aktører er stand-up paddling med afstand den vandsportsaktivitet, der udbydes flest forskellige steder i landet.

Inden for rammerne af analysesamarbejdet mellem Idan og Dansk Surf & Rafting Forbund ligger en årlig opdatering af kortlægningen af udbydere af vandsportsaktiviteter i Danmark. Samtidig vil Idan også gå i dybden med en mere detaljeret beskrivelse både udbydere og aktive inden for vandsportsaktiviteterne stand-up paddling, surfing, rafting, foskajak/foskano og kystlivredning/prone mere nuanceret.

Til de formål har Idan igangsat spørgeskemaundersøgelser henvendt til udbydere og aktive inden for vandsport. Spørgeskemaundersøgelsen til vandsportsaktive danskere ligger i et åbent link (se link herunder), som alle aktive i miljøet inviteres til at besøge.

I løbet af efteråret 2018 vil Idan præsentere disse spørgeskemaundersøgelsers resultater i særskilte delrapporter.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.