Idrætsfagets udvikling skal undersøges
Idrætsfaget i folkeskolen flytter sig i disse år fra at være træningsorienteret til at være mere undervisningsorienteret. Der arbejdes med læringsmål, bruges lærebøger, og eleverne kan komme til prøve i idræt efter 9. klasse.
Nu vil professionshøjskolen UC Syd og videncentret KOSMOS (Videncenter for kost, motion og sundhed) undersøge de seneste fem års forandringer i idrætsfaget i en ny ’SPIF’-undersøgelse. SPIF står for ’Status På IdrætsFaget’, og den seneste SPIF-rapport kom i 2012. Den handlede dog kun om idræt i 7. til 9. klasse.
Denne gang bliver idrætsundervisningen i alle årgangene, fra 0. til 9. klasse, genstand for undersøgelsen. Hver 20. folkeskole, som omfatter 0.-9. klasse, vil få tilsendt spørgeskemaer, og seks skoler udvælges til nærmere interviews blandt elever, idrætslærere og skoleledere.
Målet er at beskrive udviklingen i faget og kaste et lys over, hvilke udviklingstendenser der tegner sig. Med den nye undersøgelse vil man få en opdateret dokumentation, der kan give et godt grundlag for fremtidige indsatser i idrætsfaget.
Det tidligste datasæt med oplysninger på området er fra 2004.