Fritid & Samfund vil nytænke folkeoplysning og foreningsliv
Med indspark fra både Idrættens Analyseinstitut, Lokale og Anlægsfonden, DIF og DGI inviterer Fritid og Samfund til konference den 24. november, hvor der er fokus på at udvikle og tænke nyt på idræts- og folkeoplysningsområdet.
’Kineserne kommer’ er overskriften på arrangementet, hvilket ifølge arrangørerne dækker over, at der er mange nye tiltag og udfordringer på folkeoplysnings- og foreningsområdet, som nødvendiggør en portion nytænkning, hvis man vil være rustet til fremtiden.
Konferencen tager derfor en række af de udfordringer op, som det danske foreningsliv møder i hverdagen, og som de også fremover vil stå over for, herunder behov for nye fritidsfaciliteter, innovation i foreningslivet og udvikling af samarbejdsformer mellem kommuner og selvorganiserede.
I løbet af konferencedagen foregår følgende fire hovedsessioner med forskellige oplæg og debatter:
Session 1: Idræt – innovation, selvorganiserede
- Hvordan kommer innovatørerne til at forandre idrætten? Hvordan går den organiserede idræt i dialog med de innovative virksomheder? Ved Martin Hedal, projektleder og analytiker ved Idan.
- Hvad kan det organiserede foreningsliv og de selvorganiserede lære af hinanden? Ved Andreas Tang-Brock, Managing director, Move Copenhagen
- Hvilke udfordringer er der ved et samarbejde mellem kommuner og selvorganiserede? Ved Stig Eiberg Hansen, leder af Idræt og Fritid, Gentofte Kommune.
Session 2: Fremtidens fritidsfaciliteter
- Hvilke tendenser i idrætsdeltagelsen og generelle udviklingstræk i samfundet påvirker udviklingen af fritidsfaciliteter? Ved Bo Vestergaard Madsen, Analysechef, Lokale og Anlægsfonden.
Session 3: Fornyelse i den organiserede idræt
- Hvor sker fornyelsen i den organiserede idræt? Ved Thomas Bach, næstformand i DIF og Birgitte Nielsen, næstformand i DGI.
Session 4: Fornyelse inden for børn, unge og aftenskoler
- Hvor sker fornyelsen i det idébestemte børn- og ungearbejde og i aftenskolen? Ved Henrik Bang Bjørgo, seniorkonsulent v. DUF, Per Paludan Hansen, formand, DFS og Marlene Berth Nielsen, udviklingskonsulent, FORA.
Center for Ungdomsstudier (CUR) præsenterer også en ny undersøgelse, som giver et billede af det danske ungdomsliv og betydning for foreningslivet. Der vil samtidig være mulighed for at hente inspiration hos landsorganisationerne, som giver eksempler på nye aktiviteter og organisationsformer, der er med til at forny idrætten og aftenskolerne.
Konferencen er tiltænkt foreningsledere, instruktører, undervisere, forvaltningsmedarbejdere på fritidsområdet, medlemmer af folkeoplysningsudvalg (§ 35, stk. 2-udvalg) og andre med interesse for folkeoplysning og foreningsliv.
Prisen er 995 kroner for medlemmer af Fritid & Samfund 1.595 kroner for ikke medlemmer. Konferencer foregår på Hotel Vissenbjerg Storkro i Vissenbjerg fra 9.30-16.00.
Sidste tilmeldingsfrist er onsdag den 12. oktober 2016.