Mere fleksible erhvervsuddannelser til unge eliteudøvere
Flere unge vælger at satse fremtiden på gymnasiet frem for en erhvervsuddannelse. Det har fået Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling til at gå sammen med Team Danmark og Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier om en mere fleksibel løsning omkring undervisningen og elevernes mulighed for praktikpladser.
De gymnasiale uddannelsers fleksible ordninger med særlige forløb for de godkendte Team Danmark-elever er medvirkende til, at de vinder større tilslutning blandt de unge udøvere, når de skal vælge uddannelse. Derfor er det også fleksibilitet og tid til sporten, der lægges vægt på med den nye treårige ordning for erhvervsuddannelserne, som træder i kraft til næste år.
En ordning om et særligt praktikpartnerskab mellem Team Danmark og praktikvirksomhederne skal desuden være med til at sikre et bedre samarbejde omkring uddannelsen af de unge eliteudøvere, samtidig med at Team Danmark vil skabe tættere samarbejdsrelationer med skoler og kommuner for at etablere lokale partnerskaber og flere praktikpladser til Team Danmark-eleverne.
”Lige meget om man går efter en studenterhue eller et svendebrev eller begge dele samtidig, skal det være muligt at udøve sin sportsgren på allerhøjeste niveau. Det skal den treårige forsøgsordning være med til at sikre,” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.