Hvem forvalter ressourcerne bedst i dansk fodbold?

Dansk fodbold er jævnt hen præget af økonomisk overforbrug og tab. Kun få klubber har historisk formået at få en god forretning ud af drive professionel fodbold, og selvom det er muligt at identificere klubber med (mindre) overskud, er det ikke nødvendigvis de samme klubber, som præsterer sportsligt.

Hvert år er der dog klubber, der i forhold til deres økonomiske styrke præsterer bedre end, hvad man skulle forvente. De sparker populært sagt hårdere end deres ressourcer tilsiger. Det er interessant at se nærmere på sådanne ’muskeldyr’, da det kan give inspiration til, hvordan man bedst udnytter sine ressourcer.

I det nedenstående har Idan set nærmere på effektiviteten blandt de danske superliga- og førstedivisionsklubber i sæsonen 2014/15.

Hvordan måler man effektivitet?
Der er mange måder man kan se på spørgsmålet om effektivitet i organisationer på. Ingen fremgangsmåde er selvklart den bedste. Men i fodbold er det indlysende, at sportslige resultater er et helt afgørende output. De danske klubber stræber alle efter at nå den bedst mulige placering i tabellen.

For at skabe sportslige resultater er der behov for input i form af faciliteter, hensigtsmæssig organisering, spillere, øvrigt personale og andre relevante ressourcer. Vi ved fra andre studier, at gode sportslige resultater hovedsageligt skabes af to forhold: 1) ressourcer og 2) forvaltningen af dem.

I denne sammenhæng fokuserer vi på resultater og ressourcer for at opstille et mål for, hvor godt sidstnævnte omsættes for at opnå førstnævnte. Vi fokuserer alene på lønforbrug som i høj grad afspejler klubbernes ressourceforbrug, selvom øvrige udgifter til fx faciliteter, staben omkring holdet eller transfers selvsagt også spiller ind.

Figuren nedenfor viser de enkelte klubbers sportslige slutplacering i 2014/15-sæsonen parret med deres respektive lønforbrug i 2015. Der er stor variation i lønudgifterne. I 1. division brugte den mest forbrugende klub, AGF, 44 mio. kroner på løn i 2014/15. Den laveste, Brønshøj Boldklub, 2,2 mio. kroner. I Superligaen er FCK den mest forbrugende, 118,7 mio. kroner, mens Hobro IK brugte mindst: 13,1 mio. kroner.

De inddragede klubbers individuelle datapunkter fremgår af figuren, og gennem de enkelte punkter er tegnet en såkaldt ’regressionslinje’, der viser den gennemgående sammenhæng mellem lønforbrug og placering.

Figur: Sportslig performance som funktion af lønforbrug og placering i 2014-15 (naturlig logaritme af lønudgifter/placering i Superligaen og 1. Division)

Den lodrette akse til venstre viser klubbernes placering i Superligaen fulgt af 1. division, mens tallene i den vandrette akse viser klubbernes lønudgifter transformeret i den naturlige logaritme (ln (løn)). Jo højere forbrug, jo længere mod højre står klubberne.

Regressionslinjen repræsenterer den bedst tilnærmede sammenhæng, der er mellem sportsligt lønforbrug og sportslige resultater baseret på de enkelte datapunkter. Klubberne, der ligger på linjen opnår præcist den sportslige placering deres lønforbrug tilsiger, at de burde. Klubber, der ligger over linjen, har præsteret bedre end forventet ud fra lønbudgettet, mens de klubber, der ligger under linjen, har præsteret dårligere.

Resultatet er et simpelt mål for over- eller underpræstation for de enkelte klubber. Jo større afstand til linjen jo højere/lavere effektivitet og vice versa.

Modellen er dog simpel i den forstand, at andre variable af betydning kunne have været inddraget. Det er som indikeret ovenfor klart, at andre faktorer ligeledes kan indvirke på de sportslige præstationer.

Hobro I.K. overpræsterer mest
Med udgangspunkt i den opstillede tilgang er det interessant at betragte, hvordan sidste års store overraskelse i Superligaen (men nedrykker i 2015/16-sæsonen), Hobro I.K., overpræsterede massivt i forhold til lønbudgettet. Det skyldes, at klubben i 2015 opererede med Superligaens uden sammenligning laveste lønbudget, og alligevel opnåede en flot syvende plads i sin første sæson i landets bedste række.

På daværende tidspunkt var der mange, der fortolkede resultatet som et udtryk for, at den såkaldte ’Hobromodel’ var et eksempel på, hvordan man med andre midler end de rent økonomiske kunne opnå flotte resultater. Senere har den sportslige nedtur, som ’fyraftensprofferne’ fra Hobro har oplevet, imidlertid vist, at klubben med et lavt spillerbudget ikke har været i stand til at holde kadencen.

Analysen i denne artikel viser ganske rigtigt, at ikke alt kan forklares med henvisning til spillerbudgettet. ’Kun’ 74,2 pct. af variationerne i de sportslige resultater forklares med henvisning til variationerne i lønforbruget. Der er altså faktorer, som påvirker den sportslige præstation, der ikke fanges af modellen. Det kan eksempelvis være spillere, der er væsentligt mere talentfulde, end deres løn indikerer, særlig ’kemi’ i spillertruppen og/eller midlertidig øget gejst og moral i forbindelse med en sportslig præstation som eksempelvis en oprykning.

På længere sigt er den entydige konklusion dog, at lønbudgettet er den altafgørende faktor for sportslig succes. Det er også den helt entydige konklusion af alle studier af spørgsmålet.

Denne sportsøkonomiske ’naturlov’ kan heller ikke Hobro I.K. undslå sig i længden, og selvom det vil være klubben velundt, at de hurtigt genvinder styrken og vender tilbage til den bedste række, så skal der mere økonomisk styrke til, hvis de vil gøre sig forhåbninger om en mere permanent tilstedeværelse i den bedste række.

Størrelsen på spillerbudgettet skal altså øges markant fra de 13,1 mio. kroner, klubben løb på grønsværen med i 2015. Til sammenligning havde den gennemsnitlige Superligaklub samme år en disponibel lønpulje på 55,3 mio. kroner. I 1. division var gennemsnittet 14,7 mio. kroner.

To andre markante overpræstationer
Væsentligt over gennemsnitsbeløbet for ligaklubberne ligger også FC Midtjylland, der brugte lige knapt 82 mio. kroner på løn i 2015. Beløbet er blandt de højeste i Superligaen, men alligevel mindre end FC Københavns 118,7 mio. kr. og Brøndbys 98,7 mio. kroner, som FCM lagde bag sig i kampen om guldet.

Det er almen kendt, at FCM anvender spillerstatistik og -analyse til at optimere sine indkøb, og det ser ud til at have båret frugt. En komparativ fordel kan høstes, hvis man kan finde en managementform, ingen andre klubber mestrer. Analysen indikerer, at FCM – indtil videre i hvert fald – er sportsligt på rette vej. Det er dog interessant at følge, om de også kan overpræstere over en længere periode på flere sæsoner.

Ud over Hobro I.K. og FCM var Randers FC og AaB de mandskaber, der overpræsterede mest i 2014/15-sæsonen.

AGF underpræsterer
Det kommer nok ikke som en overraskelse, at fodboldstoltheden fra Aarhus underpræsterede i 2014/15-sæsonen.

På trods af nedrykningen i 2013/14-sæsonen blev et højt lønmæssigt forbrug fastholdt i 1. division for at sikre en hurtig tilbagevending til Superligaen. Også en betydelig udskiftning på leder- og spillersiden i klubben har betydet høje udgifter til løn, og det trækker ned i forhold til effektivitetsbetragtningen i denne analyse. Også selvom AGF reducerede sine lønomkostninger i forhold til tiden i Superligaen og rent faktisk formåede at vende tilbage til den bedste række.

Viborg, der endte øverst i 1. Division i 2014/15-sæsonen, havde et betydeligt lavere lønbudget end AGF. AGF burde – vurderet ud fra sit lønforbrug – have vundet rækken.

Blandt øvrige klubber, der underpræstererede finder man HB Køge, FC Fredericia og Lyngby BK.

Hvad kan man bruge effektivitetsmålingen til?
Ovenstående forsøg på at vurdere de danske Superliga- og 1. divisionsklubbers effektivitet er et pejlemærke i forhold til at vurdere, om de enkelte klubber forvalter deres ressourcer bedst muligt og giver en mulighed for at genoverveje klubbens strategi i forhold til, hvordan spillerbudgettet forvaltes.

Mindre udsving i forhold til det forventede kan forklares med tilfældigheder, usikkerheder i data og almindeligt (u)held. Desuden er målingen set over én sæson mindre robust end et flerårigt perspektiv, da tilfældigheder betyder mere på kort end på lang sigt og giver større spillerum for, at også klubber med lavere lønforbrug midlertidigt klarer sig bedre, end deres budget tilsiger. I den forstand er analysen ikke et sylespidst måleredskab.

Men den kan alligevel bruges i forbindelse med en overordnet vurdering af de enkelte klubbers præstationer. Fremover vil det f.eks. være interessant at se, hvorvidt klubberne med høj grad af ineffektivitet bliver bedre til at forvalte deres ressourcer og opnå resultater, der svarer til deres lønudgifter.

Det er i hvert fald udfordringen for de underpræsterende klubber.